Læsetid: 2 min.

Når alt skrider

Effektfuld gyser om skjult trussel
24. maj 2002

(2. sektion)

Ny film
At lave en skræmmende monster-film uden noget monster er ikke enhver beskåret. Men som gyser-instruktør kan Mark Pellington noget særligt: skabe en pirrende atmosfære af trusler og sammensværgelse ud af den tilsyneladende tomme luft, blot ved hjælp af rent filmiske virkemidler.
Denne flair for paranoia viste han allerede i Arlington Road med Jeff Bridges og Tim Robbins, og han demonstrerer den igen i Mothman – Mørkets budbringer.
Den er ligesom Arlington Road ikke er rigtig vellykket (i begge film loves mere end der holdes), men filmen om mølmanden rummer alligevel betydelig evne til at få det til at løbe koldt ned ad ryggen på os.
En sympatisk neddæmpet og ægte anfægtet Richard Gere spiller journalisten
John Klein på Washington Post, der rammes af tragedien, da hans kone dør af eftervirkningerne fra en trafikulykke. Men hvad var det, hun så lige inden ulykken og prøvede at tegne i en lille bog?

Over skulderen
Under et ophold i den meget anonyme lilleby Point Pleasant, West Virginia, oplever Klein en række uforklarlige fænomener, sammentræf og profetier. Han føler sig overvåget af en skjult magt, der manifesterer sig som The Mothman – et væsen, måske en alien, der kan ligne et kæmpemøl med lysende røde øjne. Han er en af de udvalgte – til at dø, lader det til.
Man får altså en slags beskrivelse af monstret, men kun indirekte. Pellington koncentrerer sig om at fremmane gyset, alle kan nikke genkendende til, når man enten føler sig kigget over skulderen, eller man oplever ’mere-mellem-himmel-og-jord’-sammentræf, der synes uforklarlige.

Mellem to stole
En fortekst understreger, at historien baserer sig på »virkelige begivenheder«, og det er jo altid farligt, fordi tilkendegivelsen er med til at anbringe filmen mellem to stole: gyser-fantasien og virkelighedsdramaet, der skal tages for realistisk pålydende.
Det sidste bliver svært, efterhånden som mystikken breder sig med død og ødelæggelse, og Gere til slut må give den som dagens helt i skysovs. Men inden da leverer filmen en veldoseret blanding af hverdagsrealisme og okkultisme, med den altid seværdige Laura Linney som en nøgtern lokal politikvinde, der bringer de vilde syner ned på jorden, og Will Patton som et troværdigt besat offer for de skjulte kræfters huseren.
Men filmens virkelige stjerne er fotografen Fred Murphy, der med skæve vinkler og evigt skiftende kamera-positioner underbygger uhyggen og følelsen af, at alt er ved at skride.

*Mothman – mørkets budbringer. Instruktion: Mark Pellington. Manuskript: Richard Hatem efter en bog af John A. Keel. Amerikansk (Palads, CinemaxX)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her