Læsetid: 6 min.

NEKROLOGER

10. maj 2002


Einar Krag, 65
*Forhenværende medicinaldirektør, dr. med. Einar Krag er død efter længere tids sygdom. Han blev 65 år.
Einar Krag var administrator, læge, forsker og underviser. Begavet, flittig og meget ambitiøs som han var, så han tidligt mulighederne for læger i ikke blot at forske og selv have med patienter at gøre, men lede og administrere.
Krag søgte indflydelse, og hans engagement trak ham ind i en række faglige opgaver. Gennem årene sad han i en lang række (også internationale) udvalg og kommissioner inden for patientforsikring og især hans speciale, medicinske mave-tarmsygdomme. 1991-96 var han chefredaktør for det velansete Ugeskrift for Læger.
Uden for lægekredse blev Krag først for alvor kendt, da han i 1996 blev udnævnt til chef for Sundhedsstyrelsen efter Palle Juul Jensen, der forlod Sundhedsstyrelsen efter en stærkt kritisk konsulentrapport om ledelsen i styrelsen.
Einar Krags hovedopgave blev at sikre et bedre internt arbejdsklima i Sundhedsstyrelsen. Det lykkedes i vidt omfang, men samtidig rykkede sundhedspolitikken helt i front på den politiske dagsorden.
Det betød, at enkeltsager om bl.a. brugen af sclerose-medicinen betainterferon, screening for brystkræft og mangel på information om HIV-smitte på sygehuse fyldte godt i medierne, og Krag forlod posten efter massiv kritik.
Einar Krag var lægesøn i Esbjerg og uddannet som læge ved Århus Universitet.
Han blev i 1967 dr.med på en disputats om pseudo- mavesårs-syndromet. I 1977 blev han administrerende overlæge på den medicinske mave-tarmafdeling på Hvidovre Hospital. Her blev han en af pionererne for indførelse
af bøjelige glasfiber-kikkerter.
Fra 1978 til 1994 var han i redaktionskomiteen for Lægeforeningens Medicinfortegnelse og for European Journal og Clinical Investigation fra 1980-85.
Han har forsket i USA, og i 1984-86 var han udsendt for Sundhedsstyrelsen som medicinsk direktør for et hospitalsprojekt i Saudi-Arabien. I oktober 1994 blev han cheflæge på Sundby Hospital.
I et interview i 1998 gav Einar Krag for det synpunkt, at Sundhedsstyrelsen burde have større beføjelser på tilsynsområdet. Han mente, at et forebyggende tilsyn fra sundhedsmyndighederne kunne være med til at sikre patienternes borgerrettigheder, og at det også ville være en hjælp for sygehusene, fordi der så ville blive grebet ind tidligere, når der var problemer.
mlk

George Sidney, 85 år
*Om den amerikanske instruktør George Sidney levede lykkeligt til sine dages ende, vides ikke, men på en måde er det passende, at hans liv blev langt og kronet med en del succeser. For han var eksponent for humørfyldt musical-underholdning og solbeskinnede historier fra en periode, hvor happy endings var den faste regel i de film, som især produktionsselskabet MGM excellerede i.
Sidney var meget tidligt på færde som junior-instruktør af Oscar-belønnede serie-kortfilm i 1930’erne, og han spillefilmsdebuterede i 1941 som 25-årig - meget ung efter Hollywood-målestok. Og Sidney blev da også hurtigt de dengang unge musikalske stjerners mand og ledte Frank Sinatra, Gene Kelly og Judy Garland gennem nogle af de musicals, der var med til at befæste deres ry.
Blandt hans tidligste film huskes Orlov i Hollywood (Anchors Aweigh) fra 1945 bedst – det er den musical, hvor Gene Kelly danser med en tegneseriefigur, Hanna og Barberas mus Jerry. Sidney gik i øvrigt senere i et økonomisk partnerskab med Hanna og Barbera og bakkede dem op på forskellig vis.
Han var ellers en typisk company man, der til sin arbejdsgiver MGM lydigt leverede datidens eskapistiske Technicolor-underholdning – især flot opsatte udstyrs-musicals, som allerede havde vist deres bærekraft på scenen. Titler som Annie Get Your Gun (1950), Show Boat (1951), Scaramouche (1952) og Kiss Me Kate (1953) viste Sidneys tæft som en ung Hollywoodinstruktør af den gamle skole.
Energi og højt humør kendetegner Sidneys bedste film, og karakteristisk nok havde han en usikker hånd, når han forsøgte sig med seriøst drama. Han gav i 1957 Frank Sinatra en ikon-agtig roller som den charmerende slyngel i Pal Joey (det er her han synger The Lady Is a Tramp), men mere dramatisk skulle det helst ikke blive for Sidney.
Efter et hunde-dyrt flop med Pepe (1960), som Sidney ovenikøbet selv producerede, dukkede han hurtigt op til overfladen igen med den skægge musical Bye-Bye Birdie! (1963), den bedste Elvis Presley-komedie nogensinde Viva Las Vegas (1963) og den sprælske Tommy Steele-musical Half a Sixpence (1967). Men så var det også slut.
Sidney var respekteret af sine fagfæller og blev i 1951 den yngste formand nogensinde for de amerikanske instruktører forening, Directors Guild. Han beholdt formandsposten til 1959, men blev genvalgt for perioden 1961-67. Pim.

Morton Jay Chiat, 70
*Hans reklamer sparkede røv. Jay Chiat var anerkendt som en af de mest betydningsfulde reklamemænd nogensinde.
Chiats reklame ’1984’ for Apple Computers betegnes stadig som verdens bedst reklame.
Den ét minut lange film spillede på George Orwells bog, og under Ridleys Scotts instruktion smadres den grå konformitet af en kvindelig atlet og oprøret varsler en helt ny æra blandt pc’ere (www.uriah.com/apple-qt/1984.html).
’1984’ blev kun vist én gang under finalen i amerikansk fodbold, men indledte rækken af næsten ubetalelige SuperBowl-reklamer.
Det var Chiat, der overklistrede husfacader med kunstneriske atleter og med kampagnen ’I love L.A.’ i 1984 fik Amerika til at tro Nike var de Olympiske Leges officielle skosponsor. En ære, Converse havde betalt for i dyre domme. Andre mærker var Energizer, American Express, Honda, Pizza Hut og Reebok.
Med mottoet »godt nok er ikke nok,« løftede han sit reklamebureau fra at være et lille lokalt 50-mands firma i 1968 til et milliard foretagende med 1.200 ansatte, da det var på toppen i de tidlige 90’er.
Hans ledelsesstil var lige så berygtet, som hans reklamer var berømte. T-shirts med »Chiat/Day and Night« var medarbejdernes kommentar til de lange arbejdsdage:
»Han irriterede bedre arbejde ud af dig, ligesom et sandkorn i en østers,« sagde en medarbejder fra de tidlige dage, en anden »at han pressede os ud til kanten – og så bad han os lære at flyve.«
Chiat’ske citater som »Ingen er uundværlige« – »Sharon, hvor er mine bilnøgler« samlede medarbejderne ’kærligt‘ i en lille bog.
I længden kunne selerne ikke bære og efter store økonomiske vanskeligheder blev firmaet solgt og Chiat fandt en ny karriere som reklamemand på internettet.
Efter at Chiat selv skulle hyre et reklamebureau sagde han:
»Som kunde går det nu op for mig, hvor stor en idiot jeg var.«rkj

Otis Blackwell, 70
*En af rockens urstemmer forstummede i denne uge med Otis Blackwells død. Men selv om han havde en distinkt vokal, var det som sangskriver, han sikrede sig en plads i poppens Pantheon.
Efter at have forsøgt sig med en sangerkarriere, der kun førte til småjob og singler, blev han i 1952 tilknyttet pladeselskabet RCA Victor under den indflydelsesrige musikforlægger Joe Davis. Davis etablerede året efter sit eget selskab, Jay-Dee Records, og tog Blackwell med for 25 dollar om ugen – en slags løbende option på et talent, som måske ville folde sig ud. Siden freelancede han og solgte sine sange, som om de var nyopgravede kartofler ved et staldsalg. Til fast underpris vel at mærke.
I juli 1956 blev sangpusheren Freddy Bienstock præsenteret for Blackwell-sangen »Don’t Be Cruel«, som Bienstock havde en kunde til. Det unge håb, Elvis Presley, trængte til at få et bredere popsegment i tale. Og Elvis var vild med »Don’t Be
Cruel« og dens sanselige varme og radiovenlige refræn. Sangen blev en hitlistetopper, og Otis Blackwell holdt op med bare at få lommepenge.
Andre af Blackwells hits var »Great Balls Of Fire« og »Breathless« for Jerry Lee Lewis, »Fever« for Peggy Lee (og Presley), »Return To Sender« og »All Shook Up«, også for Elvis, samt sange som »Handy Man,« der blev et hit for James Taylor i 1977.
Otis Blackwell skrev ofte under pseudonymer, tit af kontraktlige grunde, og selv om han ikke klagede, var han et af de første og største ofre for den praksis, som gik ud på, at hvide forlæggere franarrede især sorte sangskrivere dele af deres copyright. Således kunne han, og andre, kun få Elvis til at indspille deres sange, mod at Elvis blev krediteret som medsangskriver. Det var en god forretning – for Elvis. Og hans manager.
Elvis mødte aldrig Blackwell. De må have en del at snakke om deroppe.tobi

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu