Læsetid: 5 min.

Nordkoreasvigter sit folk

Sult driver hvert år tusinder af nord-koreanere over grænsen til Kina, men de kinesiske myndigheder vil ikke anerkende dem som flygtninge
28. maj 2002

YANJI – Blikket møder grønne skove og blomstrende
enge, små frugtplantager, frodige kornagre og hist og her et reklameskilt langs de trafikerede veje.
På den anden side: Brune brakmarker, et nøgent landskab uden træer; affolkede grusveje og stier, øde jernbanestationer, forladte fabrikker med knuste vinduer. Overalt trøstesløshed.
Kontrasten kunne ikke være større: Kina på den ene side, Nordkorea på den anden.
Tumen-floden, som ofte beskrives, som »farligt farvand«, men som mest af alt ligner et dansk åløb, som man let kan vade over, er en knivskarp grænse mellem dem, som har, og dem, som ikke har.
Dette sted er scenen for et lige så upåagtet som rystende flygtningedrama og en ’natlig korridor’, som siden efteråret 1996 har reddet mange nordkoreanere fra sultedøden.
Ambassade- og konsulatbesættelserne i Beijing og Shenyang er mere end desperate individers forsøg på at flygte fra hungersnød og tyranni. De er også del af en velorganiseret plan for at henlede verdens opmærksomhed på tragedien i Nordkorea.
Nogle af hjernerne bag vil tilmed arbejde målbevidst på at få den hermetisk lukkede stat til at kollapse på samme måde, som det skete for DDR for 12 år siden, og overvejer spektakulære planer forud for VM i fodbold i Sydkorea og Japan, der begynder om få uger.
Omkring 200.000 nord-koreanere menes at leve under jorden i grænseprovinsen Jilin og i det nordlige Kina. Ingen af dem har flygtningestatus, da regeringen i Beijing konsekvent betragter dem som »illegale økonomiske immigranter«. En bilateral aftale med den nordkoreanske regering i Pyongyang om deportering af pågrebne gør, at UNHCR og udenlandske diplomater i strid med FN’s flygtningekonvention, er blevet nægtet at operere i regionen. Krav om oprettelse af flygtningelejre er blevet pure afvist trods stærk pression fra FN.
I stedet foregår der en ren menneskejagt med stadige politirazziaer i grænseegnene og især i Kinas autonome koreanske præfektur Yanbian, hvor 800.000 etniske koreanere – 40 procent af befolkningen – hjælper flygtningene så godt de kan.
Ambassadebesættelsen i Beijing, som begyndte i marts, har ført til interna-
tional opmærksomhed omkring kampagnen, og tusindvis af koreanere – mange af dem formodentlig helt reelle flygtninge – er sendt tilbage til Nordkorea, hvor de ofte bliver betragtet som forrædere og risikerer at komme i fængsel eller arbejdslejr.

Intet er som før
Situationen var allerede kritisk, da jeg besøgte Tumen og Yanbians hovedstad
Yanjin sidste forår. De hjemløse børn, som plejede at tigge eller arbejde på markederne, var borte, ligesom også daglejerne på byggepladserne. Præster, vi talte med, nægtede først overhovedet at kende til nogen flygtninge, selv om vi med egne øjne havde set nyankomne børn, der var lukket ind i kirkebygningen ved siden af.
Myndighedernes overvågning var meget omhyggelig. I et vindue i bygningen over for kirken trykkedes en næse flad mod en rude, og et kamera zoomede ind på os. Civil-klædt politi patruljerede udenfor.
Taxichaufføren, som kørte os langs Tumen-floden, pegede på de camouflerede militærstillinger på den anden side og udtrykte sin irritation over »invasionen«, som han anså som årsagen til al lovløshed og uro.
»De er mennesker, der lever hele deres liv ved nattetid,« sagde han.
Kineserne i Yanji har ikke meget til overs for Nordkorea og da slet ikke for flygtningene herfra. De er langt mere interesserede i sydkoreanerne, som har investeret 600 millioner dollar i hoteller og industri, og i de købestærke turister og kristne missionsbevægelser fra Sydkorea, der er som ren magi i dette tidligere så gudsforladte område.
Det økonomiske opsving er mærkbart og er med til at lokke i fald en mindre del af flygtningene.
»Nordkoreanerne plejede at tro, at de selv levede i paradiset, men nu ved de bedre,« siger en ung lærer. »Alle ved nu, at folk ikke sulter ihjel i Kina.«

Sulter ihjel
Det er hungersnød, som driver langt hovedparten af flygtningene. Op imod en million mennesker menes at være sultet ihjel. Næsten alle familier i Pyongyang har mistet et familiemedlem. Trods madhjælp fra FN, EU og Sydkorea, svinder fødevareudbudet ind, og flygtningestrømmen tager til år for år.
Nord-Hamgyong-provinsen på den nordkoreanske side af Tumen-floden er gold og bjergrig, og da den statslige ris- og hvededistribution ophørte i 1996, havde folk intet at falde tilbage på. Regimet har koncentreret sine investeringer i ’eksportzonen’ Rajin-Songbun og tilladt Hong Kong-kinesere at opføre luksushoteller og kasinoer her, mens landdistrikternes befolkning er blevet overladt til deres egen skæbne.
En præst fortæller, at det tager to-tre døgn at rejse fra kystbyerne til Tumen-floden og over til Kina langs jernbanespor eller trampede
stier.
Flygtningestrømmen tager til hver forår, hvor mange krydser grænsen for at spise sig mætte, og som kineserne siger: »shoppe mad«. Langt fra alle bliver. En del besøger blot slægt og venner, som forsyner dem med proviant til at tage med hjem. Andre arbejder nogle få måneder for at tjene lidt at stå imod med til vinteren.
Trafikken over grænsen er nu så organiseret, at private hjælpeorganisationer og kirker – hvoraf der nu er hele 250 i Yanbian – ’på bestilling’ kan smugle mad og medicin ud til kritisk udsatte skoler og sygehuse på den anden side.
Takket være dette er dødstallet faldet noget i de senere år, men stadigt flere fore-trækker at forblive i Yanji. 70 procent af flygtningene er kvinder, og mange af dem lokkes af job i restauranter og karaokebarer, som ofte fører dem direkte ind i prostitution. Kinas etbarnspolitik har ført til stor efterspørgsel på kvinder i den giftefærdige alder, og derfor er en blomstrende handel med nord-koreanske jomfruer opstået.
»Alle lever i konstant frygt for at blive afsløret,« fortæller præsten. »Vi hjælper så mange, som vi kan. På bibelkurser lærer vi kvinderne at klæde sig, gå og leve som en kineser. Mange har aldrig brugt læbestift og er mindre bange for at gifte sig med helt ukendte mænd end for at blive sendt tilbage til Nord-
korea. Alle beretter rædselshistorier, om hvad de har oplevet, men vi kan ikke vide, om alt, hvad de fortæller, er sandt.«

Ny og hårdere linje
I flere år tog de kinesiske myndigheder let på flugten fra nabolandet. Flygtningene blev kun arresteret og deporteret, hvis de havde begået forbrydelser. De var en billig og føjelig arbejdskraft, som udførte de job, ingen andre ville have, og var en værdifuld medhjælp for de etniske koreanere i landbruget.
Men de store sydkoreanske investeringer, turistinvasionen – med direkte flylinje til Seoul – og de kirkelige netværks udbredelse fik den nordkoreanske regering til at gøre anskrig og fremtvinge en hårdere politik fra Beijings og partiets side.
I dag er flygtningestrømmen blevet et nationalt sikkerhedsproblem for de kinesiske ledere, som under ingen omstændigheder ønsker at se Nordkorea bryde sammen som stat.
Det indebærer et øget samarbejde mellem kinesisk og nordkoreansk politi. Yanji, der nu er et handelscentrum med 450.000 indbyggere og en ophedet økonomi, er blevet til en politisk heksekedel med spioner og agenter fra forskelligt hold.
Udviklingen giver de nordkoreanske flygtninge nye og større mål. Sydkorea frem-står som alles drøm – som et nyt paradis. Sydkoreas forfatning garanterer nu alle nordkoreanere medborgerskab. Det er grunden til at flere og flere søger til Beijing eller andre større kinesiske byer for via herfra at få en chance for endelig at finde en ny og menneskeværdig tilværelse.

*Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her