Læsetid: 6 min.

Ny dansk kunst har det bedst i udlandet

Dansk samtidskunst er populær og efterspurgt som aldrig før. Fra Malmø over Berlin til New York og Asien. Et af de steder, det for alvor kniber med opmærksomheden, er – i Danmark
10. maj 2002

(2. sektion)

Den oversete succes
Farvel til Firserne. Sådan hed en udstilling, som Århus Kunstmuseum i 1998 stablede på benene. Mens 90’erne lakkede mod enden, valgte man altså at tage afsked med årtiet forinden. I parentes bemærket går Århus Kunstmuseum tilmed for at være progressivt, når det gælder om at vise dansk samtidskunst, i hvert fald efter dansk museumsmålestok. Kritiske røster i kunstmiljøet kan imidlertid ikke lade være med at se netop dén udstilling som symptomatisk for det tempo, de danske kunstinstitutioner bevæger sig i: Det er ligesom ikke her, det sner.
1998 er egentlig et år, hvor det går rigtig godt for ung, dansk billedkunst. Det gik også godt året før, og det går endnu bedre i årene efter. Siden midten af 90’erne er antallet af udstillinger steget markant, og de nye unge kunstnere oplever en nærmest eksplosiv interesse for deres arbejder. Ikke så meget i Danmark, og slet ikke fra de københavnske museer, men udlandet, derimod... Tyskland, Frankrig, England og USA er vilde efter at vise 90’er-generationens kunst.
»Det er da tankevækkende, at vi sælger mere til Statens Kunstfond i Frankrig, end vi nogensinde har gjort til den i Danmark,« påpeger gallerist Nicolai Wallner. Siden han i 1994 tog på kunstmesse i Köln, har han oplevet en nærmest eksplosiv interesse for den danske samtidskunst, han beskæftiger sig med. Det er især generationen omkring de 35, det drejer sig om.
Navne som Olafur Eliasson, Henrik Plenge, Ann Lislegaard og Joachim Koester fører an, særligt førstnævnte er blevet et decideret verdensnavn, og yngre billedkunstnere er allerede i gang med at følge i deres fodspor.
»Man anslår, at der for omtrent 10-15 år siden var 20-30 udenlandske udstillinger med dansk deltagelse om året. Det vil nok ikke være at overdrive, at tale om en tidobling siden da,« oplyser Lars Grambye, direktør i Center for Dansk Billedkunst (CDB).
»Det vigtigste er dog ikke blot at tale om mængden, men også den måde, hvorpå de danske kunstnere nu indgår i det internationale kunstliv,« tilføjer han med sigte til, at dansk kunst i stigende grad finder plads på store gallerier og museer. CDB støttede i sit første leveår 141 udstillinger i udlandet, og sidste år nåede antallet op på 302. Hertil kommer dansk deltagelse på diverse biennaler.

Der er flere forklaringer på, hvorfor det går så godt uden for landets grænser, hvorfor de store steder direkte inviterer de unge danskere til at komme og udstille.
I en negativ optik er udgangspunktet, at unge danske billedkunstnere er frustrerede over udstillingsmulighederne i Danmark, museerne er ikke bare forsigtige og reaktionære, de er ganske enkelt uprofessionelle og berøringsangste, lyder det. Et galleri kan vise masser af ny dansk kunst uden at blive genstand for synderlig museal opmærksomhed, og de sporadiske udstillinger, det trods alt bliver til, er ofte at finde i provinsen.
En mere optimistiske betragtning er den simple, at 90’er-generationen grundlæggende og helt naturligt er blevet mere internationalt orienteret. De unge kunstnere danner i stigende grad netværk med kunstnere og kunstinteresserede fra andre lande, de samarbejder på tværs af grænser og finder ny inspiration alle vegne. Hertil kommer, at udenlandske kunstinstitutioner og gallerier er opsøgende på en helt anden måde end de danske, på messer og udstillinger i udlandet oplever de danske kunstnere en efter danske forhold overvældende interesse, og kuratorer fra nær og fjern ulejliger sig gerne til Danmark for at snuse rundt.
I den forbindelse må man nødvendigvis skele til Center for Dansk Billedkunst, som bliver oprettet i 1996. Centret afløser Komiteen for Internationale Kunstudstillinger i Udlandet (KIKU) og bryder på to afgørende punkter med forgængeren. For det første stiger årsbudgettet i en sådan grad, at mens KIKU op til sin nedlæggelse rådede over 1,8 millioner kroner om året, har CDB nu næsten 10 gange så meget at gøre med. For det andet, og det er her, det for alvor bliver interessant, anlægger man et helt nyt syn på det der med dansk billedkunst og udlandet.
Hvor man førhen har satset på national promovering, altså store og spektakulære fremstød med kendte kunstnere i hobetal, begynder man nu at tænke i netværk og dialog. CDB laver besøgsprogrammer for udenlandske kunstnere og kuratorer, som frit kan vælge, hvad de er interesseret i at opleve. Der gives beskedne, men vigtige, beløb til flybilletter og kataloger, medarbejderne opsøger samarbejdspartnere i udlandet, og efterhånden får centret vævet et fintmasket net af mere eller mindre uformelle kontakter, som de danske kunstnere kan få glæde af.

De unge kunstnere, CDB og det offensive udland skaber således et vist fundament for succesen. Mens det indledende boom for dansk kunst kan forklares med almindelig nysgerrighed fra et udland, som pludselig får serveret et udtryk uden snert af den gammeldags nordiske melankoli, er det straks sværere at sætte fingeren på et generelt særpræg ved den danske kunst.
Det synes snarere at være den omfattende brug af netværk og dialog, som bereder vejen. Danske kunstnere udvikler sig i forhold til en international målestok og bliver inspireret til at skabe kunst, som er interessant for udlandet.
»Jeg har ikke nogen Picasso i maven,« siger den 37-årige danske billedkunstner Jakob Jakobsen, og den selvopfattelse deler mange yngre kunstnere. Kunstnerrollen forstås ikke som tanken om den genialske ener, og derfor er det muligt at tænke i netværk. Opfattelsen af at være aktør i en samtid smitter også af på kunsten, som ofte adresserer samtiden på en meget direkte måde, for eksempel ved at være insisterende politisk eller socialt bevidst.
Den byder med andre ord gerne på et meget umiddelbart lag, som gør den tilgængelig for det utrænede publikum. Så vidt så godt, og i udlandet går det jo strålende. Men hvad der i eksempelvis Sverige og Tyskland anerkendes som egentlig samtidskunst, opfattes stadig som undergrund i Danmark. Når det er svært at finde 90’er-generationens kunst på de danske museer, bliver det også svært for publikum at acceptere den, for en stor del af den nye kunst er kendetegnet ved, at kunstneren ikke føler sig bundet til et særligt medie. Video, performance, fotografier – alt er tilladt, og publikum kan have svært ved at anerkende det som kunst. Således sker det, at dansk kunst bliver vist ved store separatudstillinger på verdenskendte institutioner, mens det aldrig har været vist separat i Danmark.
»Vi er en generation, det har været muligt at forsømme, fordi der er sket utrolig mange ting i kunst. Det, vi laver, ser radikalt anderledes ud, og det opfører sig helt anderledes, end man er vant til,« som billedkunstner Katya Sander forklarer.

Også pressen får en del slag for ikke at beskæftige sig nok med den unge kunst, som jo ikke er spektakulær og mondæn på samme måde som blandt andet film. Det mangler begivenhedskarakter, forklarer Lars Grambye fra CDB.
»Billedkunsten starter jo faktisk først, når festen er forbi, og folk endelig har forladt ferniseringslokalet. Så bliver det til udstillingslokale igen, og man kan rent faktisk se den kunst, det er,« uddyber han.
Med de perspektiver er det nærliggende at spørge, om det danske kunstpublikum får rimelig glæde af den unge billedkunst. Det gør det ikke, må man umiddelbart svare, medmindre de interesserede køber en interrailbillet eller en håndfuld flybilletter og opsøger kunsten i udlandet. På den anden side kan man få glæde af, at kunsten er blevet styrket.
»Det danske kunstpublikum har noget at glæde sig til,« siger Lars Grambye og påpeger det sædvanlige i, at kunsten har rykket sig hurtigere end institutionerne. Hvornår de så har tænkt sig at reagere, er ikke helt til at sige. Situationen kan kun forsvares, hvis man på provinsiel vis insisterer på, at udlandet altså må tage fejl, fortsætter Grambye. Han mener nok, at man her kan tale om en overset succes, faktisk »et fænomen, vi aldrig tidligere har oplevet i dansk kunsthistorie«.
Man kunne også sige, vi har eksporteret succesen i mangel af bedre. Nicolai Wallner anslår illustrativt, at udlandet aftager omtrent 90 procent af værkerne fra hans galleri, men samtidig vil han gerne gøre opmærksom på, at han på det seneste har haft besøg af et par yngre museumsfolk.
»Få mig lige til at lyde positiv,« siger han. »Jeg er meget positiv. Det går jo fantastisk.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu