Læsetid: 3 min.

Ny uro i Indien

Hindu-ekstremister forfølger igen delstaten Gujarats muslimer
8. maj 2002

Tre måneder efter blodbadet i den indiske delstat Gujarat har hinduistiske ekstremister genoptaget deres forfølgelser og myrderier af muslimer. 112.000 har mistet slægtninge, hjem og ejendom, og lever under fornedrende omstændigheder i flygtningelejre. Hver dag bringer nye meldinger om ofre. Dødstallet er officielt på 912, og over 2.000 ifølge et lækket dokument.
Menneskeretsgrupper og uafhængige observatører har gentagne gange beskyldt Gujarats myndigheder og politi for at se passivt til volden og i enkelte tilfælde endda at have bistået voldsmændene.
Alligevel har Indiens regeringskoalition undladt at gribe ind over for sine partifæller i Gujarats delstatsregering og takket være sit flertal i underhuset vundet en tillidsafstemning om sin måde at håndtere krisen på.
Dermed får Gujarats chefminister, den 52-årige Narenda Modi, lov at beholde magten og endda udskrive nyvalg for at slå mønt af sin egen og ekstremistiske hinduers medvirken i, hvad indiske medier har betegnet som »pogromer og folkemord«.
Ministerpræsident A. B. Vajpayee og hans Bharatiya Janata-parti (BJP) har dermed slået tonen an frem til næste underhusvalg, som skal holdes senest oktober 2004 ved at gøre »truslen mod hinduismen« til valgets store spørgsmål. Den moderate hindubevægelse er død og begravet, og hardlinerne med indenrigsminister L. K. Advani som forgrundsfigur har overtaget kontrollen med partiet.
Gujarat er som et flammende advarselssignal, og Modi, som har ført an i massakren, belønnes netop for, at alle skal forstå, hvilken kurs der gælder fremover. RSS, BJP’s paramilitære gren, har fulgt op med en resolution, hvor man arrogant fastslår, at »minoriteterne må gøre sig fortjent til majoritetens velvilje«. Implikationerne står klart for alle: Hvis muslimer, kristne osv. ikke opfører sig som ønsket, skal de ikke regne med, at deres sikkerhed kan garanteres.
I sin tale til partikongressen i Goa for fire uger siden lagde Vajpayee al skyld for blodbadet i Gujarat på muslimerne. Det var, mente han, en spontan og naturlig reaktion på togafbrændingen i Godhra, hvor 58 mennesker omkom, de fleste af dem hinduist-aktivister, som havde deltaget i et tempelprojekt i Ayodhya. Talen var et bittert udfald mod muslimerne og bekræftede, at BJP er vendt tilbage til sine hinduchauvinistiske rødder.

Valgnederlag
En grund til kursændringen er de gentagne valgnederlag, som har ramt BJP i de seneste måneder, og som gør, at partiet nu kun sidder på magten i tre delstater, mens Kongrespartiet styrer i ni.
77-årige Vajpayee er fortsat Indiens mest respekterede politiker. Men hans situation er bizar. Han har aldrig haft nogen videre støtte i partiet og regnes i dag for mindre og mindre. VHP og Bajrang Dal har gjort ham til syndebuk for BJP’s »forfald«, og selv RSS, hvor han har sin ideologiske baggrund, ønsker nu, at Advani tager over. Efter talen i Goa har Vajpayee også mistet sine sekulære tilhængere og er nu reduceret til en ren galionsfigur.
Frem til begivenhederne i Gujarat tog BJP æren for det totale fravær af religiøse stridigheder i landet. Men skindet bedrog. Aktivisterne lod måske nok muslimerne i fred, men i stedet forfulgte de så de kristne: Skoler og kirker blev nedbrændt, missionærer og nonner myrdet, og RSS krævede, at kirkerne blev indrettet efter »indiske principper«.
Nu ses togafbrændingen i Godhra som bekræftigelse på, at de antimuslimske hetzkampagner har været berettigede, til trods for at Indiens 15o millioner muslimer nærmest har vist sig immune over for den islamiske radikalisering, der er sket i nabolande.
Blodbadet i Gujarat har en særlig betydning, eftersom der er tale om landets rigeste delstat, hvor kun knap 10 procent lever under den såkaldte fattigdomstærskel. Det er et samfund af foretagsomme middelklasseborgere, som man andre stedet i landet misunder og prøver at ligne. Men samtidig er delstaten den mest intolerante, hvor en selvtilstrækkelig hindu-chauvinisme dikterer normer, som uundgåeligt rammer minoriteterne og fører til en ghettoisering af muslimerne. Det er rene fascistiske kræfter, som nu giver deres aggressioner frit løb og ikke lægger skjul på deres ambitioner om at skabe et Hindu Rashtra, et stor-hinduistisk paradis på jorden.
I modsætning til tidligere er det middelklassen, der hærger. Det, som sker i Gujarat i dene tid, er sket før – også andre steder i Indien. Men aldrig tidligere har så mange indere – 5-600 millioner – kunnet følge volden på tv. Da New Delhi brændte i 1984, og 3.700 sikher blev myrdet, fandtes der kun statsligt tv. Nu findes både kabel-tv og private kanaler.

*Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her