Læsetid: 2 min.

Øget pres på HS i sag om kvalitetstjek

Bestyrelsesmedlemmer er rystet over anklager om, at HS har snydt med kvalitetsbedømmelse
11. maj 2002

Bestyrelsesmedlemmerne i HS er chokerede over, at der skulle være manipuleret med virkeligheden og snydt til den kvalitetsbedømmelse, den såkaldte akkreditering, som HS’ hospitaler fik i marts i år. I går fortalte sygeplejersker til Information, at virkeligheden var blevet manipuleret ved ekstra rengøring, falsk datomærkning af udstyr samt instruktion i ’de rigtige svar’.
»Det er ikke i orden, at man shiner noget op til en enkelt dag, og på den måde omgår systemet. Men man må da håbe, at det amerikanske firma er professionelt nok til at kunne se, hvis der er blevet snydt,« siger HS-bestyrelsesmedlem Mogens Lønborg (C), og fortsætter:
»Det er en alvorlig sag, hvis man direkte manipulerer virkeligheden, men jeg vil ikke fare ud med bål og brand før jeg har set den igangsatte medarbejderevaluering. Jeg benægter ikke, at det er sandt, men jeg bliver som bestyrelsesmedlem nødt til at slå koldt vand i blodet. Men selvfølgelig er det noget, jeg gerne vil drøfte i bestyrelsen.«
Carl Christian Ebbesen, Dansk Folkepartis repræsentant i HS-bestyrelsen mener også, at det er forargeligt, hvis der er blevet snydt:
»Alle former for snyd er dybt kritisabelt. Og hvis der er nogle ting, der ikke er i orden skal jeg nok sørge for, at det bliver ordnet,« siger Carl Christian Ebbesen, og understreger, at han stadig tror på, at selve akkrediteringsprocessen vil give kæmpe kvalitetsløft i sidste ende.
Bente Møller, Enhedslistens repræsentant i HS-bestyrelsen finder læsningen af gårsdagens Information rystende, og hun har taget konsekvensen af sygeplejerskernes anklager: »Jeg er netop i gang med at formulere et skriftligt spørgsmål til direktionen,« siger hun.

Ledelsesproblemer
Både Carl Christian Ebbesen, Bente Møller og Mogens Lønborg mener at sygeplejerskernes kritik måske hænger sammen med, at der er ledelsesproblemer i HS.
»Der er masser af problemer i HS, både med hensyn til ledelse, struktur og organisation, og det tager bestyrelsen nu fat i. Målsætningen i bestyrelsen er i høj grad, at den nye kommende direktør i HS skal være en person, der sætter kvaliteten i højsædet og som er villig til at rydde op og ændre nogle ting. Det er der brug for,« siger Ebbesen.
Formanden for HS-bestyrelsen Lars Engberg (S) siger om sagen: »Den eneste man snyder er jo sig selv. Jeg kan ikke forstå, at personalet ikke føler sig ordentlig introduceret, da det er mit indtryk, at det har været oppe på personalemøder.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her