Læsetid: 5 min.

Østtimor fejrer selvstændighed

FN har genopbygget ø-staten fra grunden med en vis succes
18. maj 2002

I nat fører alle Østtimors veje til hovedstaden Dili. 200.000 mennesker, en fjerdedel af befolkningen, ventes at dukke op for at se FN’s generalsekretær, Kofi Annan, stryge det
internationale samfunds blå fane som bekræftelse på, at landets selvstændighed nu er en realitet. Efter 400 år under portugisisk kolonistyre, 25 års indonesisk besættelse og 30 måneder under FN-administration er Østtimor endelig frit – en dyrekøbt og længselsfuldt begæret frihed.
Festen vil vare to dage og bliver både et internationalt tilløbsstykke med gæster fra 80 nationer, iblandt dem Indonesiens præsident Megawati og Bill Clinton, og en national massemobilisering.
For FN er Østtimor blevet en succes sammenlignet med verdensorganisationens andre interventioner. Freden råder, to valg er gennemført med stor folkelig entusiasme, en ny forfatning udarbejdet, mange skoler og boliger er genopført af aske og ruiner, hospitalerne fungerer igen, og mange veje udbedret. En god begyndelse og et løfte om bedre tider, når ikonet, frihedshelten og digteren Xanana Gusmão tager over som modvillig, men folkevalgt præsident. Han rummer mere end sin karisma, symboliserer den stærke nationale identitet, som blev skabt under den lange besættelse, og har et skær af Nelson Mandela over sig.
Men problemerne er enorme og komplicerede. Næppe nogen anden tidligere koloni har været offer for lignende ødelæggelse. Den nye repu-blik er blandt verdens fattigste lande – på niveau med Bangladesh, Laos og en række afrikanske stater. Den indonesiske hærs og private militsgruppers tilbagetog i dagene efter folkeafstemningen om uafhængighed foregik efter den brændte jords taktik. Systematisk lagdes alt i ruiner, og flere end 1.000 timoresere blev henrettet summarisk eller myrdet brutalt. 250.000 blev fordrevet fra Østtimors byer til landdistrikterne på den vestlige halvdel af øen, som fortsat står under indonesisk herredømme. Når man hertil føjer, at hele besættelsesperioden efter 7. december 1975 vurderes at have kostet 200.000 menneskeliv som følge af kamphandlinger, sult, epidemier og totalt fravær af udenlandske investeringer, tegnes billedet af en afgrundsdyb katastrofe.

Bitterhed og had
Gusmãos prioriteter er klare: økonomisk udvikling, kamp mod fattigdommen og frem for alt forsoning:
»Alle har mistet en nært-stående, alle bærer på bitterhed mod nogen, og det opdæmmede had risikerer at modarbejde alle vores anstrengelser for at gøre fremskridt og at splitte vores samfund på alle niveauer.«
Når østtimoreserne vågner op efter deres gigantiske nationalfest, kan det blive en smertelig proces for dem at nå frem til en tilværelse på egne ben. Rent bortset fra, at enkelte bedrevidende elementer blandt FN-eksperterne er af den opfattelse, at »omverdenen har krammet og kælet landet ihjel«, og at østtimoreserne »ikke er modne til at tage over endnu«, er der en alvorlig risiko for, at det ikke bliver muligt at leve op til de enorme forventninger, der er skabt.
En vigtig grund til, at FN har haft succes som ’nationsbygger’ i Østtimor, er formentlig, at man er begyndt fra ingenting og har haft mandat og magtmidler til at køre sit helt eget løb.
Økonomien er fortsat helt afhængig af den udenlandske bistand, som for de kommende tre år løber op i tre milliarder kroner. Mange penge for et lille land, men behovene er enorme. Jorden er mager og klimaet hårdt. Halvdelen af befolkningen er underernæret og lige så mange er analfabeter. Malaria hærger, arbejdsløsheden er enorm, og halvdelen af befolkningen tjener mindre end 60 amerikanske cent om dagen.
I alle Østtimors 13 provinser er man enige om, at udvikling er det vigtigste af alt. I landsbyerne og i de svært tilgængelige bjergbyer handler det stadig om elementær overlevelse og om at få to måltider mad om dagen. Men vil den nye regering være i stand til blot at opfylde disse beskedne krav om en rudimentær sundhedssektor, malariapiller og kollektivt ejede pick-ups til at transportere et evt. høstoverskud til byernes markeder?

På rette kurs
Frem til 2005, vurderer udenrigsminister og modtager af Nobels fredspris, Ramos Horta, at Østtimor vil være på rette kurs, såfremt man gør sig de rette prioriteringer og viger uden om alt for store projekter. Derefter halveres bistanden, men på dette tidspunkt skulle gas- og olieindtægterne fra Bayu Undan-feltet i Timorhavet forhåbentligt være begyndt at strømme til. Men der er et stort men: Australien har sat sig på tværs i forhandlingerne om ’Greater Sunrise’ – et endnu større oliefelt, og det kan føre til, at Timorhavspagten måske skal genforhandles, selv om den blev underskrevet så sent som juli sidste år. Bayu-Undan-feltet vil give Østtimor indtægter på 3,2 milliarder dollar på 17 år, og de nye felter kan give endnu mere. Men Australien vil have en større bid af kagen og overvejer at forelægge spørgsmålet for den internationale domstol i Haag. Dette er grunden til, at Australiens premierminister, John Howard, ikke er blandt de gæster ved festlighederne.
Olierigdommene kan i bedste fald lige akkurat holde Østtimor oven vande – noget Kuwait eller Brunei bliver det ikke. Men udsigterne til fred og stabilitet er klart forbedrede. Den indonesiske hærs militser, som flygtede til Vesttimor, er blevet svækket og udgør ikke samme trussel som før. Mange af de 60.000 flygtninge, som er blevet tilbage her, agter også at vende tilbage, selv om de frygter gengældelse. En nyoprettet sandhedskommission skal fremme Gusmãos forsoningsproces. De værste bødler lever og har det godt i Jakarta, beskyttet af deres eget militær og af et regime, der tøver med at tage tommelskruerne frem. Tribunalet mod dem, som er tiltalt for forbrydelser med menneskeheden, har udviklet sig til en farce, og det internationale pres har hidtil været virkningsløst. Retfærdighed for ofrene og deres familie er ikke inden for synsvidde.
I Østtimor satser man med bistand fra den katolske kirke alt på at opnå forsoning og på at bryde med den lange blodige tradition for hævnakter. Nu efterforskes alle grove forbrydelser og voldshandlinger siden 1974, hvilket også omfatter modstandsbevægelsen Fretilins frihedskamp. Ikke alt på den politiske scene er idyl og harmoni. Det tidligere marxistiske Fretilin, som vandt valget ved at støtte Gusmão, har nu vendt sig mod ham. Mange nærer mistanke om, at ministerpræsident Mari Alkatiri vil opløse regeringskoalitionen og give Fretilin magtmonopol. Xanana Gusmão får en meget vanskelig rolle.

*Oversat af Niels Ivar Larsen

FAKTA
Indsættelse
USA's præsident, George W. Bush, har udnævnt sin forgænger Bill Clinton til at lede den amerikanske delegation ved indsættelsesceremonien af Østtimors første præsident, Xanana Gusmao.
Det er første gang, at Bush beder sin forgænger om at indtage en officiel rolle.
Clinton var præsident ved Østtimors folkeafstemning om uafhængighed af Indonesien i 1999.ritzau

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her