Læsetid: 4 min.

Operaens triumftog

Formidabel opsætning af Händels opera ’Julius Cæsar’ på Det Kgl. Teater, der leverer en både uforskammet og hjerteskærende morsom opsætning af det gamle drama
6. maj 2002

Opera
Med premieren af Händels opera Julius Cæsar på Det Kgl. Teater rykker den danske nationalscene kunstnerisk set op i en klasse, hvor det giver mening at sammenligne med de bedste udenlandske scener.
Ved deres tiltrædelse udtalte den kunstneriske ledelse, makkerparret Holten & Schønwandt, at de ville være førende i Norden. Med den aktuelle premiere har publikum fået bevis for, at deres udgangsreplik var mere end festtaleretorik.
Det betyder mindre at d’herrer ikke har direkte andel i den aktuelle forestilling – såvel musikere, dirigent, scenografer og instruktører er hentet uden for huset – de har nemlig set muligheden i værket og lagt det kunstneriske puslespil således at resultatet er blevet så fremragende, som tilfældet er.
Sjældent – meget sjældent – oplever man en forestilling som er hel og formfuldendt i alle detaljer, valg af sangere, musikere, dirigent, instruktør, osv. Julius Cæsar demonstrer et sådant heldigt øjeblik i historien, hvor alt går op i en højere enhed.
Fire stive timer i teatrets elendige stole fører normalt til opmærksomhed omkring tiltagende ryg- og rumpetlidelser. Ikke denne aften, hvor klokketiden blev sat i stå og den gamle musik blev mere nærværende og nutidig end den nye. Barokoperaen må herefter blive et hit i Danmark.
Det Kongelige Teater gjorde egentlig ikke andet end det, Händel selv gjorde som leder af Royal Academy of Music, der producerede opera til King’s Theatre: Man tiltrækker den førende kastratsanger og supplerer med et hold af de bedste lokale kræfter. Ved uropførelsen af Julius Cæsar i 1724 hed kastraten Senesino, ved den seneste Københavnerpremiere er trækplasteret den feterede kontratenor Andreas Scholl.

Hoved som gave
For 250 år siden pillede man de små drenges testikler ud, inden stemmen gik i overgang og lod dem skole i de svære koloraturer. Krydsningen mellem mand, kvinde og barn var genstand for publikums pirrende nydelse trods kroppens mildest talt uheldige udvikling. Disse kastrater var i høj kurs og de fik formidable gager.
I dag griber man denne anmelder bekendt ikke til operative indgreb på vordende mænd med sangerpotentiale.
Men man kan aldrig være sikker, mange forældre er parat til at gøre næsten hvad som helst for at gøre deres børn berømte.
Genteknologien vil sikkert også snart udkonkurrere kniven, og vi vil kunne opleve en blomstringstid for værker skrevet for mænd, der synger som kvinder. Tænk Dem de videre perspektiver: At kvinder i fremtiden også kan synge basstemmer. Kun fantasien sætter grænser.
Nå. Når mørket sænker sig i salen og den store kleppert til Andreas Scholl indtager scenen som Cæsar, tænker man »der har vi godt nok en sand kriger«.
Første gang han åbner munden og synger, tager man sig i noget komplet useriøst, nemlig at tænke at det kan man ikke. En ordentlig mand kan ikke synge sådan, men det kan han altså. Endda i en sådan grad, at store dele af verden anråber Scholl som alle tiders sangerhelt.
Efter en 10 minutters tid har man vænnet sig til, at der er vendt op og ned på sagerne, og gradvis glemmer man alt om indgreb i naturen og lader sig flyde med i den musikalske strøm.
Historien er kort fortalt: Vi er i Egypten efter slaget ved Farsalos i år 48 f.kr. Cæsar holder sit indtog efter at have besejret Pompejus, hvis hustru, Cornelia, og søn, Sextus, beder om fred. Desværre bringer den egyptiske konge Ptolemæus en æske til Cæsar med Pompejus’ afhuggede hoved. Et plumpt forsøg på at vinde Cæsars gunst. Denne skændige handling giver stof til det videre forløb, som byder på kærlighed, utroskabsforsøg, hævn, liderlighed, drab og alt det andet gode der skal til for at sætte fut i forestillingen.
I forbindelse med uropførelsen af værket i London skrev aviserne, at Senesino var »Hævet over enhver kritik«.
Denne bemærkning har man lyst til at generalisere til at gælde hele Københavnertruppen. Vel, det er svært at spille naturhorn og alt er ikke helt på plads i orkestret, men det betyder ingenting i sammenhængen.
Detaljer i den geniale personinstruktion og scenografi skal ikke afsløres, men glæd Dem til at opleve en Inger Dam-Jensen som Cleopatra – husk teaterkikkerten, hun er helt uimodståelig. Christopher Robson son Ptolemæus (konge af Egypten): Jamen, jamen, den mand er mageløs på en scene. Randi Stene (Curio), Tuva Semmingsen (Sextus) og Palle Knudsen (Achillas): Toppræstationer. For dirigenten Lars Ulrik Mortensen er det et foreløbigt højdepunkt i karrieren. Se denne forestilling!

*Georg Friedrich Händel: ’Julius Cæsar’. Premiere 4. maj på Det Kgl. Teaters Gamle Scene. Cæsar: Andreas Scholl; Cleopatra: Inger Dam-Jensen; Cornelia: Randi Stene; Sextus: Tuva Semmingsen; Curio: Sten Byriel; Ptolemæus: Christopher Robson, Achillas: Palle Knudsen. Concerto Copenhagen under ledelse af Lars Ulrik Mortensen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu