Læsetid: 2 min.

Det orange bånd

USA nedkastede omkring 80 millioner liter Agent Orange over Vietnam fra 1968 til 1971. Både i USA og Vietnam fødes nu tredje generation af Agent
4. maj 2002

Orange-ofre
Der blev nedkastet 80 millioner liter Agent Orange over Vietnam fra 1968 til 1971. Giften blev kaldt Agent Orange på grund af de orange bånd, der lå omkring tønderne.
Agent Orange, som først og fremmest består af den farlige gift dioxin, var det mest benyttede middel. Omkring 60 procent af den gift, amerikanerne spredte, var Agent Orange.
I 1997 indsamlede den canadiske Hatfield-gruppe blodprøver og andre prøver fra mennesker, kyllinger, fisk og afgrøder i Vietnam for at belyse effekten af Agent Orange. De fandt, at effekten i såvel menneskelige gener som i miljøet var omfattende, og de udelukker ikke, at giften stadig i dag kan spredes via grøntsager, der bliver dyrket på de inficerede marker, og via dyrene, der græsser på de samme områder.
Både i USA, hvor mange amerikanske soldater også lever med eftervirkningerne af Agent Orange, og i Vietnam begynder man nu at se tredje generation af Agent Orange-ofre. Børnebørn af de syge soldater og landarbejdere. I dag tør ingen læger i Vietnam gætte på, hvor mange slægtsled sygdommen vil kunne spores i, fordi deformiteterne er gået i generne.
For mennesker er listen over bivirkninger uhyggelig lang. Et lille udpluk er eksempelvis:
*Hodgkins-disease
*kræft i lungerne eller brokierne
*prostata-kræft
*kræft i næse og svælg
*brystkræft
*knoglekræft
*leukæmi
*hudkræft
*spontane aborter
*lav fødselsvægt
*effekt på hjernens udvikling
*forringet sædkvalitet
*motoriske forstyrrelser

Den internationale støtte
Ingen ved præcist, hvor mange ofre Agent Orange har krævet.
Den vietnamesiske regering har meldt ud, at op imod en millioner mennesker ud af Vietnams 60 millioner indbyggere lider af eftervirkningerne. Det er næppe rigtigt. Mere uafhængige kilder taler om mellem 50.000 og 300.000 mennesker. Den vietnamesiske regerings skøn skal ses i sammenhæng med landets krav om krigsskadeerstatning fra USA.
Den enkelte familie er i vidt omfang overladt til sig selv. Og til deres øvrige familie og lokalsamfundets nåde. Der findes ikke noget overordnet socialt netværk, der kan fange familierne. Og indtil for få år siden var familierne også overset af de vietnamesiske socialrådgivere.
I 1997 startede Vietnamesisk Røde Kors imidlertid en målrettede indsats for Agent Orange-ofre. De besluttede at lave en fond specielt for ofrene for Agent Orange og sendte derfor en appel om hjælp til Internationalt Røde Kors i Geneve. Herfra besluttede man at sende en delegat til Hanoi for at starte et projekt for de handicappede og deres familier – herunder Agent Orange-ofre.
I dag beskæftiger Vietnamesisk Røde Kors med hjælp fra Internationalt Røde Kors et stort antal socialrådgivere, som arbejder med Agent Orange-familierne.

Der skal blod til
Den eneste sikre diagnose af, hvorvidt en tidligere soldat eller landarbejder eller deres børn lider af eftervirkningerne af Agent Orange, er ved hjælp af blodprøver. Vietnamesisk Røde Kors tester nogle af de mennesker, de besøger, men de har ikke råd til at teste alle. Det koster i omegnen af 1.000 dollar at tage en blodprøve og sende den til udlandet for uvildige tests.
I stedet har organisationen lavet en tjekliste, hvor forældrene eksempelvis skal svare på, hvor de befandt sig under krigen, hvad de har set, hvilke sygdomme de efterfølgende har lidt af, og om moren har aborteret. Viser svarene, at der er overvejende sandsynlighed for, at familien lever i skyggen af Agent Orange, kan Vietnamesisk Røde Kors hjælpe med mindre donationer til børnene, lån til at starte små forretninger, genoptræning eller bare samtaler med forældre eller børn.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her