Læsetid: 3 min.

Ordentlig mundfuld

Den amerikanske electronica-kunstner Moby fortsætter på sit seneste album den vidtfavnende og afvekslende stil, der gav ham et gennembrud i 1999
27. maj 2002

Ny cd
Med sit foregående – meget afvekslende – album Play fra 1999 ramte electronica-musikeren Moby vidt og bredt hos pladekøberne samtidig med, at han blev en sand darling blandt især rockkritikere. Dette skyldtes, at han ingen frygt viste over for (simplificerede) klassiske sangstrukturer eller brug af gerne samplede vokaler, selvom han holdt backingen tung og maskinel. Ved lanceringen af
albummet demonstrerede han således mange af kompositionernes karakter for de fremmødte ved at spille dem på akustisk guitar. Albummet etablerede flere steder en nu om stunder sjælden forbindelse mellem på den ene side field hollers, blues, gospel og andre amerikanske urformer og på den anden electronica, hvad der var med til at give Play en resonans helt ud over det sædvanlige.
At Moby ved samme lejlighed fremstod som en rimelig fersk sanger var til at leve med, for selvom han næppe vil få mange priser for sin indsats på det område udgjorde det en passende modvægt til de primært sorte sangere, der ellers blevet benyttet. Og så besad den blandt sine 18 kompositioner også en vis dosis af Mobys lidt fade instrumentalstykker, som – når de er værst – tangerer muzak, uden at man kan påkalde sig den forsonende term ambient. Det mest overraskende ved Play var dog nok det store antal hitsingler, det stod fadder til – her i blandt ikke mindst den majestætiske Natural Blues med sin vidunderligt sam-plede folkemindeindsamlede kvindevokal og tilhørende visuelt slagkraftige video. Læg hertil et par skægge soniske eksperimentalspor og lidt
ortodoks dance, og man vil forstå, at Play ramte så bredt, fordi der simpelthen var noget for enhver smag.

Episk længde
Og man kan uden at slå bredt ud med armene konstatere, at den udvikling fortsætter på 18 – hvorfor den hedder netop det får stå hen i det uvisse, men som sin forgænger indeholder den også 18 numre – selvom det denne gang selvfølgelig ikke besidder den samme overraskelsens styrke. At albummet åbnes med en syngende Moby på den fattige komposition We Are All Made Of Stars skal måske tolkes derhen, at Moby har fået større selvsikkerhed … eller simpelthen lider af overmod. Det lyder lidt som Brian Eno på Another Green World – hvor pointen med de tonløse vokaler var at sideordne dem med musikken – men slår ikke nogen lovende tone an. Det bliver dog bedre derfra. 15 af albummets 18 skæringer er denne gang med vokal, og Moby leverer selv leadsang til fire af dem, men kun den truende og rastløse Extreme Ways kan betegnes som en egentlig præsta-tion, selvom Sleep Alone har en klædelig underspillet
desperation over sig.

Hudløse bidrag
Heldigvis har Moby god sans for at sample eller decideret hjule afroamerikanske koryfæer ind i studiet, og det er i de tilfælde hans metode virkelig giver mening – de pragtfulde Barbara Lynn-samplinger henover trip-house groovet på Another Woman, Sylvie Robinsons hudløse bidrag til Sunday (The Day Before My Birth-day), det frenetiske gospelspor The Rafters og Angie Stones brændende indsats på den iltre Jam For The Ladies – alle kandidater til kommende singler – står som beviser herpå. Gengangere fra sidst er The Shining Light Gospel Choir, som er med på ikke færre end to skæringer, mens Sinéad O’Connor atter giver den som den lille pige med svovlstikkerne på den frysende Harbour, en sang der passer hendes stil perfekt.
Et instrumentalnummer som Fireworks har den der typiske mobyske ambiens, der er enbetydende med, at nummeret de mange næste år vil dukke op i dokumentarudsendelser om hvalers vandring og andet godt fra havet, men ellers er der langt mellem den side af Mobys kunst denne gang. I det hele taget besidder 18 knap så store udsving eller helt så mange krinkelkroge som Play, men mon ikke den på samme måde – alene i kraft af sin episke længde og store antal titler – vil åbne sig
ved kommende gennemlytninger? Som det foreligger, er den en ordentlig mundfuld, og man kan ikke andet end beundre Moby for hans alsidighed, foragt for genregrænser og frodige talent … inklusive evnen til at slå et par ægte skæve indimellem.

*Moby: 18 (Mute/Play-ground) Produceret af Moby. www.moby.com

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu