Læsetid: 4 min.

OVERBLIK

16. maj 2002


NATO og Rusland i nyt samarbejde
*Det nye NATO-Ruslandråd, som skal cementere samarbejdet mellem de gamle koldkrigsfjender i en ny tid, kommer kun til at fungere, hvis politikere på begge sider griber chancen. Både NATO’s generalsekretær, George Robertson, og Ruslands udenrigsminister, Igor Ivanov, samt en række andre diplomater beskrev sent tirsdag det nye samarbejde som et stort fremskridt, men Robertson slog fast, at rådets succes afhænger af, at der er reel politisk vilje bag alle de fine ord.
»Alle disse fremadrettede samarbejdsområder, som vi har givet NATO-Ruslandrådet, vil gå til spilde uden en oprigtig ånd af enighed og kompromis mellem de 20 ligeværdige partnere,« sagde han under udenrigsministermødet i Island.

Carter opfordrer til bedre Cuba-forhold
*I en tale, der blev sendt direkte på Cubas statslige tv-station, opfordrede den tidligere amerikanske præsident Jimmy Carter USA til at »tage det første skridt« i retning af at forbedre forbindelserne til Cuba samt ophæve den økonomiske embargo mod det kommunistiske land.
»Vores to nationer er blevet fanget i en destruktiv krigstilstand i 42 år, og det er på tide for os at ændre forholdet og den måde, vi tænker og taler om hinanden på,« sagde Carter og fortsatte:
»Fordi USA er den mest magtfulde nation, bør vi tage det første skridt.«

Rusland kritiserer FN’s Irak-sanktioner
*Rusland fastholder, at sanktionerne mod Irak bør ophæves. Kravet fra det russiske udenrigsministerium blev gentaget, efter at FN’s Sikkerhedsråd tirsdag besluttede at foretage en større ændring af de langvarige sanktioner mod Irak.
»Rusland vil fortsat søge at løse den irakiske situation gennem politiske og diplomatiske tiltag,« lød det i en erklæring fra ministeriet.
Formålet med Sikkerhedsrådets ændringer af sanktionerne er at gøre det lettere at eksportere ikke-militære produkter til Irak.

FN udsender snart Jenin-rapport
*FN vil i løbet af seks uger udsende en rapport om begivenhederne i den palæstinensiske flygtningelejr i Jenin på Vestbredden under den israelske offensiv i sidste måned. Rapporten blev i sidste uge beordret af FN’s Generalforsamling på anmodning af en række arabiske lande, efter at Israel havde forhindret en FN-mission adgang til flygtningelejren.
Fred Eckhard, talsmand for FN’s generalsekretær Kofi Annan siger, at den israelske regering og Det Palæstinensiske Selvstyre i løbet af de kommende par dage vil modtage et brev, hvori de bliver bedt om at udlevere informationer.

Vækstplan uden konkrete bud
*Der vankede kritik til VK-regeringens store vækstplan for manglende konkret indhold. Både politiske partier og erhvervsorganisationer savner konkret indhold og peger på, at visioner om skattelettelser, flere i arbejde og vækst ikke er nok. Der skal handling til. Håndværksrådet kritiserer regeringen for, at den ikke løfter sløret for, hvordan de flotte mål i vækststrategiplanen bliver omsat til virkelighed.
»Vi har før set regeringer med gode viljer, som ikke blev omsat i handling,« siger Håndværksrådet formand, Poul Ulsøe.

S og R vil vælge TV2-køber
*Socialdemokratiet og De Radikale vil være med til at bestemme, hvem kulturminister Brian Mikkelsen (K) vælger at forhandle med om købet af TV 2. Det er en betingelse for, at Socialdemokratiet og De Radikale går med til et bredt medieforlig om privatiseringen, oplyser de to partiers forhandlere.
»Vi skal have vished for, at samfundet har indsigt i og indflydelse på, hvem der ejer noget så centralt som de tv-stationer, der har public service forpligtelser,« siger Socialdemokratiets medieordfører, Mette Frederiksen.

FN: Eksemplarisk valg i Sierra Leone
*FN’s mission i Sierra Leone (UNAMSIL) siger, at valget i det krigshærgede vestafrikanske land er forløbet »eksemplarisk«. Lederen af missionen Oluyemi Adeniji roste især, at valghandlingen ikke havde været plaget af vold, og at vælgerne var mødt frem i stort antal. »Vores vurdering er, at organiseringen af valget har været ekstremt god på alle områder. Vælgernes opførsel har været eksemplarisk,« sagde Adeniji.
Præsident- og parlamentsvalget, der blev afholdt tirsdag, var det første, siden afslutningen af den 10 års lange borgerkrig i landet.

Nye beskyldninger i partistøtteskandale
*Tysklands konservative kanslerkandidat, Edmund Stoiber, skal den 28. maj afgive vidneudsagn i parlamentets særlige undersøgelsesudvalg, som efterforsker partistøtteskandalen hos de kristelige demokrater, meddelte den socialdemokratiske parlamentariker Frank Hoffmann i går. Stoiber er blevet indkaldt af udvalget, efter at der blevet fremsat nye beskyldninger mod de kristelige demokrater af våbenhandleren Karlheinz Schreiber i Canada.
Schreiber, der har en nøglerolle i partistøtteskandalen omkring CDU, har over for en delegation af tyske politikere på besøg i Toronto forklaret, at han betalte mindst 510.000 euro til Stoibers CSU, som er søsterparti til CDU.

Uenighed om eksilpalæstinensere
*EU-ambassadørerne måtte i går eftermiddag gå hver til sit uden at have fundet ud af, hvad der skal ske med 13 palæstinensere, der befinder sig på et hotel i Larnaca på Cypern. De 13 palæstinensere, som tidligere var under belejring i Fødselskirken i Betlehem, regnes for terrorister af Israel, og som led i ophævelsen af belejringen i fredags blev de fløjet til Larnaca. Det er så meningen, at de skal bosættes i EU-lande. Men ambassadørerne kunne onsdag ikke blive enige om, hvilken status de 13 skal have. Palæstinensernes status kan få betydning for deres bevægelsesfrihed.

DF har fordelt pujle på 150 mio. kr.
*Dansk Folkeparti har fordelt den pose penge på 150 millioner kroner til sundhed- og socialområdet, som partiet fik lov at gøre godt med
i forbindelse med finansloven.
Millionerne bliver først og fremmest afsat til de ældre i form af gratis influenzavaccination til alle over 65 år og genindførelse af tre måneders enkepension til efterladte pensionister – den såkaldte dødepakke. Her afsætter Dansk Folkeparti henholdsvis 70 og knap 47 millioner kroner af puljen. Desuden bruger partiet knap 10 millioner til at rykke på reglerne for varmetillægget til pensionister.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her