Læsetid: 4 min.

OVERBLIK

8. maj 2002


Skærpet udlændingelov
*Udlændinge får fremover sværere ved at få permanent opholdstilladelse og indfødsret i Danmark.
Det fremgår af den aftale, som integrationsminister Bertel Haarder (V) tirsdag har indgået med Dansk Folkeparti. Den strammer dels udlændingeloven mere, end regeringen har foreslået, dels indføres skrappere regler for indfødsret, når regeringens aftale med Socialdemokratiet og de radikale udløber den 1. juli.
Aftalen omfatter også aftaler om tilbagesendelses-aftaler for udlændinge. Dansk Folkeparti har hele tiden kritiseret regeringens lovforslag for at mangle regler om repatriering dvs. tilbagesendelse af udlændinge.
Med aftalen får Dansk Folkeparti ret til løbende at følge, om stramningerne betyder, at der kommer færre udlændinge til Danmark.

S: Bendtsen plejer egen valgkreds
*Socialdemokratiets kulturordfører Jytte Andersen kalder udflytningen af Rigsarkivet til Odense for en usaglig beslutning. Hun mener, at økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen plejer sine egen valgkreds på Fyn ved at vælge Odense som hjemby for arkivet.
»Man misbruger den dagsorden, som Folketinget besluttede sidste år, hvor alle Folketingets partier sagde, at i det omfang man kan understøtte områder med en svag udvikling, så skulle man tilgodese deres behov med statslige arbejdspladser. Men man kan jo ikke ligefrem sige, at Odense er en svag region,« siger Jytte Andersen til Ritzau.
Den socialdemokratiske ordfører tvivler på regeringens argumenter for, at bygningen af et nyt rigsarkiv i Odense bliver hele 500 millioner kroner billigere end planen om et arkiv i Ørestaden.

Metalfolk drøfter tysk strejke
*Formanden for CO-industri, Max Bæhring, mødes sammen med resten af forbundets ledelse i dag med ledelsen for det tyske metalarbejderforbund, IG Metall, i Frankfurt for at drøfte situationen omkring strejken i den tyske metal- og elektronikindustri.
På længere sigt kan den tyske strejke få virkning for mange danske industrivirksomheder, der producerer til det tyske marked eller er underleverandører til de strejkeramte tyske virksomheder, oplyser CO-industri.
CO-industri har fra strejkens start gjort det klart, at strejkeramt arbejde, der overføres til Danmark, vil blive nægtet udført.

Regeringen lover mere indsigt
*Regeringen vil give borgerne og pressen bedre adgang til at kigge halvoffentlige virksomheder i kortene.
Loven om offentlighed i forvaltningen lempes, så der bliver størst mulig åbenhed og gennemsigtighed, lovede statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) tirsdag efter det ugentlige ministermøde.
»Borgerne og medierne har krav på indsigt i den måde, skattekronerne forvaltes på,« sagde statsministeren.
Regeringen nedsætter om nogle uger en kommission til at komme med forslag til liberaliseringer af den 15 år gamle lov, som tiden er løbet fra, efterhånden som mange offentlige opgaver lægges ud i halvoffentlige selskaber eller udliciteres til private, hvor de nugældende regler om aktindsigt ikke gælder.

Ikea bryder med Tvind
*Ikea har besluttet at afbryde samarbejdet med den dansk-kinesiske virksomhed Trayton Group, der ejes af Tvind.
Det er den svenske avis Dagens Nyheters offentliggørelse af forbindelsen mellem sofaproducenten og Tvind, der har fået Ikea til at reagere. »Hvor lang tid, afviklingen vil komme til at tage, ved jeg ikke. Det eneste, jeg ved, er, at der ikke bliver afgivet nye ordrer. Dagens Nyheter har bidraget til større viden om Tvind, og selvfølgelig har det bidraget til vores beslutning,« siger Ikeas informationschef Marianne Barner til DN.
Hun tilføjer, at beslutningen om at afbryde samarbejdet med Trayton blev truffet, inden der opstod mistanke om omfattende svindel med fakturaer i den tvindejede virksomhed.

Spanske fiskere: I har plads til os
*De danske fiskere kan godt give plads til 10-20 spanske skibe, mener den spanske fiskeriformand Juan Manuel Liria.
»Vi har ret til det, og det vil ikke være noget problem for de danske fiskere, som har flere kvoter, end de har behov for,« siger han til Ritzau. »Vi sender ikke hele armadaen,« beroliger han fra Vigo i den nordvestlige region Galicien, hvor mange af Spaniens over 60.000 fiskere hører til.
Liria fastholder, at Spanien har ret til at kunne fiske i hele EU. Da Spanien i 1985 forhandlede med det daværende EF om optagelse, fik spanierne løfte om at få fri adgang til hele EU-farvandet, blandt andet Nordsøen, efter en lang overgangsperiode. Den slutter i 2003, altså til nytår, påpeger den spanske formand.
Danmarks Fiskeriforening med sine 3.500 medlemmer har bestemt afvist, at der skulle være plads til flere fiskere i de områder, hvor danskerne fisker.

Nye tal for tjære i cigaretter
*Danske rygere risikerer at indtage op mod fire gange så meget tjære som det, producenten af langt hovedparten af cigaretterne i Danmark, Skandinavisk Tobakskompagni, skriver på pakkerne.
Det viser analyser af firmaets cigaretter på et canadisk laboratorium, som forbrugerbladet tænk+test sammen med Danmarks Radio har fået foretaget.
Det er ikke nyt, at tobaksindustriens angivelser er upræcise, fordi målemetoderne adskiller sig væsentligt fra den måde, man normalt ryger en cigaret på. Men der er ikke tidligere blevet offentliggjort indhold af tjære i danske cigaretter målt efter andre metoder end tobaksindustriens standardmetode.

FN-kritik af amerikansk afvisning
*FN’s højkommissær for menneskerettigheder, Mary Robinson, kritiserede tirsdag USA’s undsigelse af den internationale straffedomstol og betegnede den som beklagelig og bekymrende.
»Jeg mener, at det har været en bemærkelsesværdig succeshistorie. Den internationale straffedomstol vil udvikle sig og blive stærk og vil gøre en stor forskel med hensyn til at drage forbrydere til ansvar og bringe straffrihed til ophør,« sagde Robinson på et pressemøde under et besøg i London.

Information præciserer
*Information bragte i går en artikel og leder, der antydede, at den internationale straffedomstol vil have jurisdiktion over beslutninger, Henry Kissinger tog i sin tid som udenrigsminister. Det er ikke korrekt. Domstolen vil kun retsforfølge individer, der skal have begået forbrydelser efter 1. juli 2002. Red.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her