Læsetid: 4 min.

OVERBLIK

4. maj 2002


Rapport: Krigsforbrydelser i Jenin
*Den israelske hær begik krigsforbrydelser i Jenin under sin månedlange offensiv i byen. Det slår den amerikanske menneskeretsorganisation Human Rights Watch fast i en ny rapport. Samtidig planlægger USA, EU, FN og Rusland at arrangere en international konference om konflikten i Mellemøsten med deltagelse af såvel palæstinensere som israelere og andre lande.
Organisationen skriver, at det har kendskab til 52 palæstinensere, som blev dræbt under otte dages hårde kampe fra hus til hus mellem væbnede palæstinensere og israelske soldater. Af de 52 var de 22 ubevæbnede civile. 23 israelske soldater omkom under kampene.

’Terrorliste tilfældig og ulogisk’
*EU’s reviderede terrorliste virker helt tilfældig, vurderer terrorforsker, lektor Lars Erslev Andersen, Syddansk Universitet.
»Jeg undrer mig over listen og kan dybest set ikke se logikken. Jeg undrer mig over, at nogle er på listen, når andre ikke er på. Den virker tilfældig,« lyder det fra Lars Erslev Andersen.
F.eks. finder han det ejendommeligt, at organisationen Lysende Sti fra Peru er opført. Til gengæld har han svært ved at forstå, hvorfor GIA, Den Væbnede Islamiske Gruppe fra Algeriet, ikke er på listen. Han er også forundret over, at al-Qaeda-netværket, Osama bin Laden og relaterede grupper ikke er at finde på EU’s terrorliste.

LO beklager deltidsaftale
*LO-formand Hans Jensen beklager dybt, at der er skabt flertal mellem regeringen og Dansk Folkeparti om deltidsforslaget, som LO anklager for at være et indgreb i overenskomsterne. LO konstaterer i en kommentar, at Dansk Folkepartis krav om, at ansatte ikke må tvinges ned på deltid ved ordrenedgang, ikke er nævnt i lovforslaget.
»Og hvad med godtgørelsen til dem, som uretmæssigt bliver fyret, fordi de ikke vil gå ned i tid. Det står der heller ikke noget om,« siger Hans Jensen.
Han mener, at forslaget har uoverskuelige konsekvenser for arbejdsmarkedet og mener, at der er en overhængende fare for lovsjusk, fordi regeringens »ideologiske« forslag bliver hastet igennem.
LO har klaget til FN’s arbejdsretsorganisaton ILO med en påstand om, at deltidsforslaget griber ind i den fri forhandlingsret.

Højreekstremister i britisk byråd
*Det højreekstremistiske parti British National Party (BNP) i Storbritannien fik ved torsdagens lokalvalg valgt to politikere til byrådet i industribyen Burnley i det nordlige England.
David Edwards og Carol Hughes skal begge repræsentere det højreorienterede parti i en by, der sidste år var skueplads for voldsomme etniske og sociale uroligheder. På valgaftenen opstod der tumulter, da det stod klart, at David Edwards var sikret to år i byrådet.

Arte i betalingsstandsning
*Teaterbilletselskabet Arte trådte i går i betalingsstandsning. Det sker på baggrund af en stadig forringelse af økonomien og en akut mangel på likviditet. Formålet med betalingsstandsningen er at undersøge mulighederne for en rekonstruktion.
Arte administrerer teaterabonnementsordningen og markedsføringen af teatrene for Det Storkøbenhavnske Teaterfællesskab (DST). Udsigterne for Artes i forvejen vanskelige situation blev drastisk forværret, da DST den 28. januar besluttede at fratage Arte abonnementsordningen og i stedet give den til billetfirmaet E-billetter A/S.

Underskrifter mod dødsstraf
*Danmark undertegnede i går på et møde i Europarådets Ministerkomité i Litauens hovedstad Vilnius den 13. tillægsprotokol til den europæiske menneskerettighedskonvention. Herefter forbydes dødsstraf såvel i freds- som i krigstid.
35 andre regeringer – ud af de i alt 44 Europarådslande – gjorde Danmark følge.
Danmark afskaffede dødsstraf i fredstid allerede i 1930 (men den sidste henrettelse fandt sted i 1892) og i krigstid i 1993. De seneste henrettelser, der har fundet sted i Europarådslandene, er fra 1998 i Tjetjenien (Rusland) og 1997 i Ukraine. Tyrkiet har ikke eksekveret dødsstraf siden 1984 – lederen af det forbudte kurdiske parti med tilhørende partisanbevægelæse PKK,Abdullah Öcalan, blev imidlertid dødsdømt i 1999.

Kogalskab i Nordsjælland
*En ko i Fødevareregion Nordøstsjælland er blevet testet positiv for kogalskab, oplyser Danmarks Veterinærinstitut.
Koen blev ved en rutinemæssig undersøgelse for kogalskab af slagtedyr fundet positiv, og ved de udvidede undersøgelser viste koen sig stadig positiv. I henhold til EU-regler skal hjernemateriale fra koen undersøges yderligere for at afgøre, om den er angrebet af sygdommen. Undersøgelsen ventes at være færdig den 15. maj.

Mindst 135 dræbt i kampe i Nepal
*Mindst 135 maoister er blevet dræbt under et angreb på to oprørsbaser i Nepal, oplyste en embedsmand i går.
Over 100 oprørere mistede livet, da hæren torsdag angreb maoisterne i Lisne ca. 300 kilometer vest for hovedstaden Kathmandu.
Ved endnu et angreb i Doti ikke langt derfra blev andre 35 oprørere dræbt, forklarede embedsmanden.
Det var et af de blodigste sammenstød hidtil i maoisternes seks år lange oprørskamp, der har til formål at fordrive kongehuset og at indføre et kommunistisk styre.

Flere danskere flytter til Skåne
*Stadig flere danskere flytter til Sverige. Sidste år flyttede 1.582 personer til den svenske del af Øresundsregionen. På bare fire år er antallet af flytninger fra Danmark til Skåne tredoblet. Det er først og fremmest i Malmø, Helsingborg, Lund og Landskrona, at danskerne slår sig ned. Specielt Malmø har haft en stor stigning i antallet af tilflyttere. Sidste år flyttede 813 til byen fra den danske del af Øresundsregionen, der består af Danmark øst for Storebælt.
I 2001 flyttede 704 fra den svenske del af Øresundsregionen, der består af Skåne Län, over på den anden side af broen. I 1998 var det 706. I alt 3.564 flyttede fra Danmark til Sverige i 2001, mens 2.246 rejste den modsatte vej.

Information retter
*Overskrifterne på to debatindlæg den 3. maj er desværre byttet om. Jens Højmarks indlæg om uddannelse skulle have haft overskriften »Identitet søges«, mens Peter Haags indlæg om kosmopolitisk demokrati skulle have været kronet med »Politik er ikke død«. Vi beklager meget fejlen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her