Læsetid: 5 min.

OVERBLIK

2. maj 2002


To palæstinensiske journalister anholdt
*To palæstinensiske journalister, der arbejder for det britiske nyhedsbureau Reuters, blev tirsdag uden forklaringer anholdt af israelske soldater i byen Hebron på Vestbredden.
Den prisbelønnede fotograf Mazen Dana og Jussry al-Jamal blev tilbageholdt, da de fotograferede foran hospitalet al-Alia, hvor omkring 20 bevæbnede palæstinensere tidligere på dagen havde forskanset sig. Her blev de lagt i håndjern og ført bort.
De to journalister blev sent tirsdag stadig tilbageholdt, og den israelske hær ville hverken kommentere anholdelsen eller fortælle, hvor de er.Artikel side 5

Offensiv i gang i Afghanistan
*Hundredvis af soldater fra den koalition, som anføres af USA, er i gang med et større angreb på militsfolk fra Taleban og al-Qaeda i den østlige del af Afghanistan, rapporterer nyhedsbureauet AIP.
Offensiven gik i gang sent tirsdag, da amerikanske helikoptere fragtede hundredvis af soldater ind i provinsen Paktia. Ifølge AIP – Afghanistans Islamiske Presse – landede soldaterne i Mezai-bjergene ca. 30 kilometer øst for provinshovedstaden Gardez.

DF stiller krav for at støtte deltidslov
*Dansk Folkeparti stillede 1. maj tre ultimative krav til ændringer af VK-regeringens lovforslag om ny deltid, før partiet vil stemme for det i Folketinget. Dermed afviste partiet oplysninger fra Socialdemokratiets formand, Poul Nyrup Rasmussen, om, at Dansk Folkeparti skulle have besluttet sig for at stemme for lovforslaget.
For det første afviser Dansk Folkeparti, at en ansat selv skal stå med hele bevisbyrden, hvis lønmodtageren bliver fyret, fordi han eller hun ikke ønsker at gå på deltid. For det andet vil Dansk Folkeparti heller ikke acceptere, at en arbejdsgiver ensidigt kan ændre en stor del af virksomhedens stillinger fra fuldtid til deltid ved at opslå stillingerne som deltid. Og for det tredje vil partiet sikre, at deltidsloven ikke misbruges til at hjælpe et firma, der for eksempel mister ordrer.

Kurdere urolige for Foghs terrorliste
*Danske kurdere er urolige over statsminister Anders Fogh Rasmussens (V) planer om at lade den kurdiske oprørsbevægelse PKK og dens afløser KADEK opføre på en liste over terrororganisationer. Det siger formanden for Fey-Kurd, Sammenslutningen af kurdiske foreninger i Danmark, Imdat Yilmaz.
»Mange er urolige. De kan ikke forstå, hvorfor det sker nu. Det er specielt uforståeligt på dette tidspunkt, hvor begge organisationer har afskrevet den væbnede vold,« siger Imdat Yilmaz.
»Nogle opfatter det som en provokation – at kurderne skal gå i krig igen. Men det vil være skadeligt både for kurderne selv og for den tyrkiske stat, og jeg tror ikke, det vil ske,« siger han. Som formand for Fey-Kurd har han udtrykt en vis sympati for PKK, men i de sidste par uger har han været urolig for konsekvenserne for ham personligt.

Pres på svensk statsminister
*SF’s medlem af Nordisk Råd, folketingsmedlemmet Kristen Touborg, bad tirsdag den svenske statsminister Göran Persson melde klart ud, om A-kraftværket Barsebäck som aftalt lukkes i 2003.
»Barsebäck A-kraftværkets ejere har med investeringer og udtalelser bragt tvivl om lukningen af atomkraftværket. Den svenske regerings tavshed i sagen forstærker denne tvivl,« skriver Kristen Touborg som begrundelse til Göran Persson.
SF’eren påpeger i en pressemeddelse, at en nordisk minister er forpligtet til at svare rimelig hurtigt på spørgsmål fra medlemmer af Nordisk Råd.

Lagmand i vanskeligheder
*Færøernes lagmand, Anfinn Kallsberg, indledte i går sine undersøgelser af de parlamentariske muligheder for at danne en ny færøsk regering efter lagtingsvalget tirsdag, som gav dødt løb mellem blokkene. Hvis ikke det lykkes for Kallsberg at få et parlamentarisk flertal for en ny færøsk regering, vil han gå til Lagtingets formand og meddele, at han træder tilbage.
Kallsbergs landsstyrekoalition har efter valget 16 mandater bag sig i Lagtinget, mens oppositionen ligeledes har 16 mandater, og lagmanden ønsker at få afklaret alle de parlamentariske muligheder, inden han drager en endelig konklusion om de fremtidige regeringsmuligheder – helst inden udgangen af denne uge.

EU: Boykot farlige kemikalier
*Kampen mod farlige kemikalier er så ulige, at den fungerende chef for EU’s miljødirektorat, Jean Francois Verstrynge, appellerer om forbrugernes hjælp til en boykot af de farligste kemikalier, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten. Han får opbakning fra formanden for Folketingets Miljøudvalg, Eyvind Vesselbo (V), mens sekretariatschef Nis Peter Nissen fra Grøn Information mener, at forbrugerne samtidig skal tilbydes en positiv- og negativliste, så der kan blive tale om et reelt valg.
Der findes i dag mere end 100.000 kemikalier, hvis farlighed myndigheder kun ved meget lidt eller slet intet om. Derfor kommer EU med et kemikalieudspil, der skal vende bevisbyrden, så det bliver op til industrien at dokumentere, at et produkt er ufarligt, før det bliver tilladt. Men der vil gå flere år, før de nye regler kan træde i kraft, og derfor er det nødvendigt, at forbrugerne nu går i aktion, mener Jean Francois Verstrynge.

Væk med EU-forbehold
*Danskerne skal slippe EU-forbeholdene mod fælles forsvar, retsligt samarbejde, euroen og unionsborgerskab. Danmark får mere, ikke mindre suverænitet ved at samarbejde med andre europæiske lande. Desuden er EU nødvendig som globalt modspil til verdens eneste supermagt, USA, om miljø, ulandsbistand og en kamp mod terror, som ikke blot er militær.
Det sagde Socialdemokratiets udenrigsordfører Mogens Lykketoft onsdag morgen i sin 1.maj-tale på Korsagergård i Vallensbæk.

Euroen i højeste kurs i et halvt år
*Den fælleseuropæiske valuta, euroen, steg onsdag til kurs 90,72 over for dollar, og det er det højeste niveau i et halvt år. I løbet af få minutter faldt den amerikanske dollar markant både over for euroen og den japanske yen, og det er en bevægelse, analytikerne har svært ved at forklare.
»Det er yderst sjældent, vi ser så kraftig bevægelse i valutakurserne så hurtigt. Det kan skyldes, at der handles i et meget tyndt marked, da der næsten er lukket overalt i Europa på grund af 1. maj,« siger senioranalytiker Jesper Bie-Olsen fra den nordiske finanskoncern Nordea. Analytikeren understreger, at der en negativ holdning til dollaren og det skyldes frygten for, at der ikke så hurtigt kommer gang i den amerikanske vækst, som amerikanske økonomer forventer.

SF advarer S mod forlig med VK
*SF advarer Socialdemokratiet mod at lave forlig med VK-
regeringen om udlændingepolitikken og finansloven. »Venstrefløjen og arbejderbevægelsen skal markere en klar opposition til regeringen,« sagde SF’s formand, Holger K. Nielsen, i går i sin 1. maj-tale i Hvidovre. »Jeg vil kraftigt advare imod, at der laves forlig om finansloven til efteråret. Og vi skal ikke legitimere regeringens fremmedfjendske grundlag ved at lave forlig om udlændingepolitikken. Den regering skal væk – jo før, jo bedre,« sagde Holger K. Nielsen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her