Læsetid: 4 min.

OVERBLIK

27. maj 2002


200 dræbt af dødspatrulje i DR Congo
*Mindst 200 mennesker, hvoraf mange var politibetjente og soldater, er blevet dræbt af en dødspatrulje i Kisangani i den østlige del af Den Demokratiske Republik Congo (det tidligere Zaire).
Ofrene blev kastet i to floder, som løber gennem Kisangani, eller blev smidt i massegrave, fremgår det af en rapport fra lokale hjælpearbejdere og menneskerettighedsorganisationer.
Drabene var angivelig rettet mod illoyale congolesiske betjente og soldater i Kisangani, som kontrolleres af oprørere med støtte fra regeringen i nabolandet Rwanda.

Formodet krigsforbryder anholdt
*En bosnisk serber, som FN’s krigsforbryderdomstol for det tidligere Jugoslavien kræver udleveret til retsforfølgelse, er blevet anholdt, sagde en talsmand for en domstol i Beograd til det jugoslaviske nyhedsbureau Tanjug. Den anholdte, Ranko Cesic, blev straks stillet for en dommer. Cesic er sigtet for systematiske drab i Luka-lejren nær byen Brcko i det østlige Bosnien i 1992. Krigen varede fra 1992 til 1995. Der forlød intet om, hvor hurtigt han vil blive udleveret til tribunalet i Haag.

Lagmand prøver næstbedste løsning
*Forhandlingerne om dannelsen af en ny færøsk regering, der i weekenden i Torshavn blev påbegyndt mellem de tre partier i den nuværende landsstyrekoalition og det lille Centerparti, går ifølge lagmand Anfinn Kallsberg efter planen.
»Situationen kan hele tiden ændre sig, alt efter hvilke sager, vi sammen skal finde frem til en enighed om,« siger Anfinn Kallsberg, der natten til i går meddelte, at forhandlingerne genoptages i dag.
Lykkes det de tre partier i koalitionen bestående af Folkeflokken, Republikanerne og Selvstyrepartiet at finde frem til et regeringsgrundlag for den kommende valgperiode med Centerpartiet, vil det blive en koalition, der får et lille flertal på 17 ud af Lagtingets 32 mandater.

Bush i Frankrig for at drøfte terrorisme
*Den amerikanske præsident, George W. Bush, ankom i går på sit første officielle besøg i Frankrig, hvor formålet er at søge støtte til krigen mod terrorisme og imødegå kritikken af USA’s enegang i international politik.
Den amerikanske leder ankom efter ophold i Tyskland og Rusland, og sidstnævnte sted underskrev han en historisk atomnedrustningsaftale med den russiske præsident, Vladimir Putin.
Bush tog fra lufthavnen til Elysee-præsidentpaladset til drøftelser med den franske præsident, Jacques Chirac, om kampen mod terrorisme, den indisk-pakistanske krise, NATO-udvidelsen, Ruslands forhold til NATO og udviklingen i Mellemøsten.

Tunesere stemmer om magtudviddelse
*Vælgerne i Tunesien gik i går til folkeafstemning om forfatningsændringer, der styrker præsidentens position.
Afstemningen er den første af sin art i det nordafrikanske land, og den giver blandt andet landets vælgere indflydelse på, om præsident Zine El Abidine Ben Ali skal kunne stille op til en fjerde embedsperiode i 2004.
Den nye forfatning medfører en ophævelse af grænsen på tre embedsperioder som præsident og hæver aldersgrænsen fra 70 til 75 år, og den er således skræddersyet til Ben Ali.

Pigefælden fjernes fra gymnasierne
*Efter sommerferien fjernes den såkaldte »pigefælde« fra landets gymnasier. Undervisningsminister Ulla Tørnæs (V) har besluttet, at sproglige gymnasieelever også skal have kompetence i matematik, hvilket er forudsætning for at få adgang til mange videregående uddannelser, fortæller Venstres ordfører på området, Hanne Severinsen.
»Uden matematisk kompetence ender de sproglige studenter ofte i en blindgyde i uddannelsessystemet. Derfor vil undervisningsministeren ændre bekendtgørelsen på området, så de sproglige gymnasieelever sikres undervisning i matematik på c-niveau,« siger Hanne Severinsen.

’Grænse for forfatterpenge er ok’
*Det var juridisk i orden, at kulturminister Brian Mikkelsen (K) og et flertal i Folketinget dette forår indførte en bundgrænse for bibliotekspenge til forfattere – også at det skete med tilbagevirkende kraft for 2001.
Det fremgår af en vurdering fra Justitsministeriet. Vurderingen vil indgå i en høring, som Folketingets kulturudvalg holder på Christiansborg i dag.
På høringen vil den omdiskuterede indførelse af bundgrænsen for bibilioteksafgift på 5000 kr. blive endevendt. Kulturudvalget ønsker den fremgangsmåde, som kulturministeren og regeringen har valgt, belyst.
Da kulturudvalget besluttede sig for høringen, betegnede SFs Ole Sohn det som juridisk betænkeligt, at ændringen af biblioteksafgiften blev foretaget via en tekstanmærkning i finansloven.

Finske Grønne forlader regeringen
*De Grønne i Finland besluttede i går på en partikongres at forlade regeringen i protest over Riksdagens beslutning om at udbygge atomkraften i landet.
Beslutningen blev truffet to dage efter, at Riksdagen besluttede at udbygge atomkraften i landet med en femte reaktor. Beslutningen blev vedtaget med 107 stemmer for og 92 imod.
Dermed følger partiet opfordringen fra den tidligere miljøminister Satu Hassi, der efter nederlaget i Riksdagen opfordrede sit parti til at forlade den socialdemokratiske statsminister Paavo Lipponens regnbuekoalition.

Danskere har frit sygehusvalg i EU
*Danskere har ret til fri hospitalsbehandling i hele EU, mener førende eksperter i patientrettigheder. Men muligheden for behandling i udlandet forties af de danske myndigheder. Det konstaterer professor i socialret, Kirsten Ketscher, Københavns Universitet, på baggrund af studier af en dom afsagt af EF-domstolen for et år siden.
Udgangspunktet i dag er, at der er frit sygehusvalg i EU, fastslår Kirsten Ketscher. Ekstern lektor i sundhedsret ved Syddansk Universitet, Kent Kristensen, kommer frem til samme konklusion.

Folkeskole indfører flekstid
*Ingen skoleklasser, ingen skolefag og ingen faste skoletimer, men flekstid for 524 elever. Det er hovedmenuen for en ny folkeskole i Hellerup, skriver dr.dk. Eleverne kan møde mellem klokken 8.00 og 8.40, logge ind på en pc og så gå i gang med et personlige projekt med ansvar over for en faglig individuel målsætning. Professor Niels Egelund, Danmarks Pædagogiske Universitet og ’Skole og Samfund’ kalder i Politiken, flekstid i skolen »en god idé«.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her