Læsetid: 3 min.

Et par justeringer

– og så er den der
18. maj 2002

Landskamp
Der var folkefest i luften: En time før kickoff var der gang i sagerne og sang i gaderne, som Richard Møller Nielsen ville have formuleret det. Mens solen forsvandt ned ad Øster Allé, hældtes uanede mængder alkohol ned på Trianglen. Fra en enkel bil blandt utallige hørtes bongotrommer, og en sort herre på bagsædet promenerede et stort smil. »Cameroun – Cameroun!« råbte han.
Inde i Parkens VIP-fløj flokkedes prominentheder i og omkring dansk fodbold. Dér poserede den vragede landsholdsspiller Allan Nielsen og konen, begge klædt som rockstjerner med lysebrunt læder, skjorteflæser, kæder og kors. Dér kom John Faxe Jensen og Mads Mikkelsen, og – åh! – årets fodboldspiller i Europa 1977, Allan Simonsen; og dér prustende på vej op ad trappen til sin plads havde vi svenske Lennart Johansson, FIFA’s ulasteligt klædte præsident med tyngende guldur, guldring, slips – og øjne så lyseblå, at man kunne se ham for sig som lille dreng med en hjemmelavet fiskestang på en bådebro i den svenske Skärgård. Jo flere mennesker der fik sat sig, jo mere interkontinental blev stemningen. Nede på banen hilste Morten Olsen på Camerouns fjerde landstræner på et år, tyskeren Winfred Schäfer, der på hovedet havde samme størrelse løvemanke som netop Morten Olsen bar i 1982. Der manglede blot nogle typer af Jimmy Carters og Boutrous Boutrous-Ghalis kaliber for at fuldende billedet.

Mystisk mål
Så til kampen. Cameroun var udvalgt som modstander i denne træningskamp, fordi holdet i sagens natur spiller afrikansk fodbold – ligesom Senegal som Danmark skal møde i sin pulje om nogle uger i Sydkorea. Cameroun har netop vundet det afrikanske mesterskab, har været med ved VM fire gange i træk, og spillerne så skarpe, ud da de muskelsvulmende løb ind på banen i ærmeløse grønne trøjer, røde bukser og gule sokker.
Afrikanske hold har ry for lækkert og uforudsigeligt spil i offensiven, mens forsvaret ofte lader lidt tilbage at ønske. Måske har Schäfer fået tilført Cameroun et mål disciplin. I første halvleg lykkedes det kun meget få gange for Dennis Rommedahl og Jesper Grønkjær at komme igennem den af anfører Rigobert Song orkestrerede mur. Grønkjær blev skiftet ud i pausen.
Kampens to første, rene, smækre, larmende tacklinger blev sat ind af Danmarks 38-årige anfører Jan Heintze, da han blev forsøgt rundet af Camerouns hurtige kantspillere. Meget andet er der ikke at sige om det indledende kvarters roderi.
I det 19. minut sker der noget mystisk og epokegørende. Kampen har bølget frem og tilbage, og begge hold har virket en kende nervøse, da pludselig Dennis Rommedahl kommer til baglinjen med bolden og sender den indover med højre inderside. Foran mål knalder Camerouns nr. 13, forsvarsspilleren Lucien Mettoma (til dagligt Manchester City), bolden i eget net bag målmand Alioum Boukar.
Det fik dansken til at kaste nerverne af sig. Nu tabte Tøfting ikke længere bolden ved selv de enkleste spilninger, nu fungerede Jon Dahl Tomassons egenskaber som levende bande. Et, to – tjåp, tjåp.
I pausen blev Claus Jensen skiftet ind på kanten, og det gav det danske opspil noget af den dynamik, der manglede i begyndelsen. Midtbanebøffen Thomas Gravesen, der vist har tabt 15 kilo, blev mere dominerende, sådan som han bør, og forsvarselegantieren René Henriksen fik mod på en enkel løbetur over midterlinjen, som en anden Morten Olsen i 1982.
Vi springer til 57. minut. Claus Jensen modtager en høj bold uden for Camerouns målfelt, og minsandten om ikke der bliver begået et kluntet straffespark mod ham helt ude ved siden. Folket krævede, at Heintze skulle sparke. De råbte som vanvittige. »Heint-ze! Heintze!« Bare et sidste mål, Heintze. Men helt i overensstemmelse med sit afdæmpede gemyt, holdt anføreren sig langt væk fra straffesparkspletten og lod Tomasson gøre arbejdet. 2-0.

Det tegner lovende
Alt i alt tegner det lovende. mod slutningen af kampen forstod man dog glimtvis, hvorfor Cameroun som fodboldnation har så blændende et ry. Et par velmenende skud på overlæggeren og sublim boldbehandling af angrebsstjernen Patrick M’Boma, der til dagligt tjener sine penge i den italienske storklub Parma. Det var helt fortjent, at M’Boma reducerede et kvarter før tid.
Der skal vist justeres nogle småting inden det danske holds afrejse. Vi vandt, men ikke helt kønt. Mon ikke Michael Laudrup og Morten Olsen tager sig en detaljerig snak med alle spillerne, en for en?
P.S. Og tak til Jan Heintze for mange dejlige år.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her