Læsetid: 4 min.

Poeterne i Röda Rummet

Surrealismens genkomst fejret under poesidagene i Malmø, hvor Adonis viste sig som deklamationens Aznavour
28. maj 2002

Poesifestival
MALMØ – I et lille kunstgalleri ved Stortorget var et halvt hundrede mennesker samlet for at lytte til poesi. Hovedpersonen var en beskeden mand i gråt jakkesæt, Adonis, af mange regnet for den arabiske verdens største, nulevende poet. Han er født i Syrien, men efter et fængselsophold bosatte han sig i Libanon, senere i Frankrig.
Der lød et rabalder, fordi nogen var ramlet ind i en moderne skulptur, nogle store metalskiver, sat sammen i hamonika. Skulpturen blev reddet, og Lasse Söderberg introducerede Adonis. Söderberg er selv digter med bopæl i Malmø, hvor han også kaldes »poesigeneral«, fordi han i weekenden for 16. gang har arrangeret international poesifestival i byen.
Adonis læste ikke op. Han deklamerede sine digte – uden bog. De havde lyset som tema, ikke det almindelige lys, men det andet lys, der bl.a. kommer indefra.
Adonis læste dem på fransk, hvilket satte en del af tilhørerne af. Alligevel skete der noget både med ham og publikum, for stemmen lød som blød musik. Adonis var en poesiens Charles Aznavour, og hænderne understregede ordene med elegante bevægelser. Bagefter blev der læst digte i svensk oversættelse, og skulpturen væltede en gang til.

Ben som raketter
Adonis var også med lidt senere, hvor et panel af poeter skulle diskutere surrealisme på Stadsbiblioteket. En stor udstilling i Paris og mange nyudgivelser fortæller om en ny, stor interesse for denne kunstretning, der opstod i 1920’erne med det surrealistiske manifest.
På biblioteket var fuldt hus, en 2-300 mennesker i Röda Rummet, opkaldt efter
Strindbergs roman. Lasse Söderberg måtte jonglere med to mikrofoner samt svensk, engelsk og fransk, så alle kunne følge med, ikke nogen let opgave.
Han afspillede et bånd, hvor man hørte surrealismens grundlægger og vigtigste impulsgiver, André Breton, læse et langt digt om sin »kvinde med midje som timeglass«, med »champagneskuldre«, med »ben som raketter« og »fødder som nøgleknipper«.

Surrealistisk barn
Så var tonen lagt, og Matthias Forshage kunne fortælle, hvordan denne isme er levende i en aktiv surrealistgruppe i Stockholm i dag. Man udgiver bl.a. tidsskriftet Nakna Läppar.
Lasse Söderberg følte anledning til at sige, at ordet i dag ofte misbruges, som når tv-speakerne beskrev katastrofen 11. sep. som »surrealistisk,« for egentlig er den en stil i kunsten, men den ville dog også »ændre livet og ødelægge samfundet.«
»Vil I også det,« spurgte han.
»Ja,« svarede Forshage og lo.
Aase Berg, en anden yngre svensk poet, havde meldt sig ud af gruppen.
»Jeg har et problem med ordet surrealisme og foretrækker realisme,« sagde hun. »Jeg meldte mig ud, da jeg fik barn,« forklarede hun, »for det er det mest surrealistiske i verden, og hverdagslivet er mystisk nok.« Hun mente heller ikke, at surrealismen er avantgarde mere, for den ses overalt i reklamer og rockvideoer.

Mærkeligt bord
Yves Bonnefoy var kommet fra Frankrig for at deltage i poesidagene. Han havde ofte talt med Breton (der døde i 1966, red.), men aldrig – før nu – hørt ham læse op. Bonnefoy var med i kredsen omkring den oprindelige surrealisme, men holdt sig lidt på distancen, fordi han var uenig på nogle punkter. Han har lige skrevet en bog om Breton. »Breton troede på en ny mytologi, et nyt sprog, som kunne beskrive ting og begivenheder på en ny måde,« sagde han.
Söderberg præsenterede Myriam Moscona med ordene: »Hun er ikke surrealist, men hun er fra Mexico...« Moscona havde en anekdote om Breton. Denne havde engang tegnet et bord, som han ville have fremstillet »præcis som på tegningen.« Snedkeren afleverede en uge senere et mærkeligt bord, der var udført i arbejdstegningens perspektiv. Det skete i Mexico, hvorfor Breton efterfølgende kaldte Mexico for surrealismens hovedstad.
Den svenske digter, Kjell Espmark, mindede om den skrevne surrealismes to hovedformer – 1. Automatskrift, altså tekster, skrevet lige ud af underbevidstheden, og 2. Drømmerapport. Selv skrev han bedst om morgenen, mens drømmene endnu var tæt på. I øvrigt var han inspireret af Walt Disney, som han regnede for en stor surrealist.

Sufismens ekstaser
En portugisisk digter, Casimiro de Brito, fortalte, at surrealistiske grupper havde spillet en stor rolle under 48 års fascistisk styre i hans land som modsprog til magten. »Poesien er som vand, der løber alle steder hen,« sagde han.
Så var det Adonis’ tur. Han kunne berette om visse ligheder mellem den arabiske mystik, sufismen, og surrealismen. Sufisterne kommer således i en slags ekstase ikke langt fra det iboende potentiale i surrealismen. Debattørerne nævnte flere gange Octavia Paz, som anså surrealismen for en sygdom. En af debattens konklusioner var, at man ikke kunne forny surrealismen ved at gentage den, men ved at lave noget andet.

Digte og te
Ude igen i Malmøs gader oplevedes efter den debat byen i surrealistisk lys. En ung mand med spraglet narrehat blev ført afsted med bind for øjnene. Polterabend? Brandmænd i orange dragter samlede underskrifter i gågaden. En gammel mand i nissetøj samlede ind »til nødlidende«. Og i Five O’Clock Thehandel i Skomakaregatan, hvor en indisk digter skulle læse op ved det næste arrangement, hang et skilt, »Vi er et non-profitabelt foretagende. Det er ikke med vilje, men sådan er det gået«. Der var åbenbart ikke så meget gang i te-salget – som i poesien netop den weekend, hvor jeg ikke kunne lade være at sende en venlig tanke til Jacques Werups titel på en digtsamling, Tiden i Malmö på jorden, men især til instruktøren Roy Anderssons absurde filmunivers i Sange fra 2. sal, hvor Jesus dingler i én arm som en abe fra sit kors. Det andet søm er faldet ud. Surrealismen fornyet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu