Cder
»Benny Goodman var en bedre klarinettist end jeg, men jeg var en bedre musiker«, sådan udtrykte klarinettisten, orkesterlederen, komponisten og arrangøren Artie Shaw sig engang selvsikkert i en sammenligning med sin samtidige og endnu mere berømmede kollega fra jazzens forgyldte tid i 1930erne.
Hermed også antydet på hvilket niveau Shaw befandt sig, selvom næppe mange andre end det historisk interesserede jazzfolk ved at placere Artie Shaw, mens næsten enhver med eller uden forstand på jazz nikker genkendende til navnet Goodman, »The King of Swing«.
Shaw var imidlertid frontfigur i og leder af nogle af sin tids mest velspillende og dynamiske orkestre og ligesom Goodman fremstående solist med klarinet endda teknisk set fuldt på højde med Goodman.
Bedste overblik
Efter det uforlignelige 10-cd-sæt Lady Day med de komplette Bille Holiday-indspilninger på Columbia tegner denne mindre prangende papæske med i alt fem cder og fyldigt notehæfte (til overraskende overkommelig pris) med og om Artie Shaw sig for en af det forgangne års mest velredigerede jazz-genudgivelser.
Shaw har egenhændigt udvalg de i alt 95 numre, som sættet består af og skrevet et meget oplysende essay om sin musik og trods sin høje alder har vi at gøre med en mand, der i høj grad er ved sine fulde fem. Diskografisk set er det den kompilation, der til dato giver det bedste overblik over Shaws musik: Bokssættet dækker hele Shaws karriere fra 1936-54 og indeholder prøver på Shaws arbejde med samtlige af sine orkestre (som han ad flere omgange opløste og dannede nye af som følge af sit anstrengte forhold til sin popularitet), bl.a. sine tidlige orkestre med overraskende brug af strygere, skiftende big bands og kvintetten Gramercy 5.
Bokssættet skal høres ikke mindst for Shaws fremragende klarinetspil, der allerede i midten af 30erne er veludviklet og svæver frit og ubesværet over orkestrenes puls og kulører. Selvom Goodman står som swing-periodens mest markante klarinetsolist tiltaler Shaws koncentrerede solistiske idéer og hans mættede, næsten vibratoløse tone mig mere, og måske skyldes det ligefrem, at Shaw med sin spillestil ligesom Lester Young peger frem imod et mere moderne og for nutidens øre vant udtryk med skæringspunkt i cool jazzen i starten af 1950erne. Shaws elegante improvisationer kommer dermed til at udgøre det måske vigtigste bindeled mellem denne musik og nutidens lyttere.
Orkestrale kontraster
Shaws orkestre er af høj teknisk klasse, om end man skal forberede sig på det lejlighedsvis mondænt underholdende i stilen og arrangementerne. Styrken er ikke så meget den rytmiske overlegenhed og medrivende energi, som eksempelvis Count Basies orkester kunne diske op med, men mere den subtile, elegante kontrast mellem Shaws bærende klarinetsoli og de dynamiske og varierede arrangementer, hvor Shaw ikke blot ramte og vedligeholdt swingstilen, men også lejlighedsvis afprøvede orkestrets muligheder i instrumentation og udførelse, bl.a i samarbejde med arrangøren Jerry Gray.
Orkestrene med strygere kan fremstå ferske og smægtende, f. eks. med Schwartz & Dietz »Dancing In The Dark«, men også udfordrende og opfindsomme som f. eks. med nummeret »Nightmare« fra 1936. Også en velspillet »Yesterdays« og en sikkert swingende live-udgave af »Star Dust«, begge fra 1938, er værd at fremhæve.
»Gloomy Sunday« fra 1940 er af nærmest episk karakter med stort orkester inklusiv strygere og med en velsyngende Pauline Byrne på vokal. Ligeledes tjener det udvalget, at Shaw har medtaget mange live-optagelser med mærkbar musikalsk nerve.
*Artie Shaw: Selfportrait. 5 cder inkl. 80 siders hæfte, ill. (Bluebird/BMG). Pris: 280-90 dkr
