Læsetid: 5 min.

Postmoderne plysbjørn

Peter Plys udsat for voldsomme, verbale overgreb i ny fiktiv antologi, der både påviser forbindelsen mellem Milne og Derrida og fører bevis for at Peter Plys er forfattet af Virginia Woolf
13. maj 2002

Ny bog
Den godmodige bamse Peter Plys har bevæget sig langt væk fra A. A. Milnes klassiske børnebøger. Engang gik han rundt i sin egen skov, nu optræder han i elendige tegnefilm og lige så elendige billedbog-ripoffs. Han har endda sin helt egen serie af nuttet-uskadelige voksenbøger. Dér udlægges han som kilde til antik filosofi, til Zen, til psykologisk indsigt, til hvadsomhelst.
Det sidste – let forskruede fortolkninger af Peter Plys-bøgernes univers – begyndte nu et andet sted. Nemlig i bogen The Pooh Perplex fra 1963, en samling let parodiske artikler skrevet af fiktive repræsentanter for engelsksproget litteraturkritik anno ca. 1960. De kritiske tænder blev knækket på Plys og vennerne, bogen selv endte som en noget overraskende akademisk bestseller.
Den egentlige forfatter, Frederick Crews, var (og er) litteraturprofessor på Berkeley. Opfølgeren, Postmodern Pooh, har været ventet længe, men er først nu kommet i USA. Også denne gang har Crews forfattet parodiske analyser af Milnes klassiker, denne gang skrevet af – jo, fiktive – repræsentanter for de sidste 30 års teoretiske avantgarde.

Fra Milne til Derrida
Det går, for at sige det mildt, ikke stille af sig.
Faktisk er Postmodern Pooh en usandsynligt ondskabsfuld kritik af litteraturkritikkens mange husguder. Dekonstruktion, postkolonial kritik, post-marxisme, nyhistorisme, biopoetik og hvad de ellers hedder: alt bliver klædt af til skindet.
Eller måske snarere flået og pelset. For Crews er skarp som en ragekniv og doserer gerne sin foragt i rigelige doser. Hverken Plys eller moderne akademia er helt det samme bagefter. Mød f. eks. Felicita Marronez, som finder, at Milne med sine bøger proleptisk har forudanet alle detaljer i Derridas filosofi. Og ser Grisling som den differance, der hverken er væren eller logos.
Viktor S. Fassel konstaterer mellem anekdoter om 1600-tals alkymister, kong Edwards abdikation og hans sidste tur til Uganda, at alle dyr i plysbøgerne mangler deres kønsorganer og derfor er udtryk for overgangen til en androgyn kulturel økonomi. Hvorefter Orpheus Bruno påpeger, at de indeholder ånden fra Shakespeare. I øvrigt beviser han, at bøgerne blev skrevet af Virginia Woolf.
Andre repræsentanter er den postkoloniale teoretiker Das Nuffa Dat, den moralsk bekymrede børnebogsforfatter Dolores Malatesta – Grisling er incestoffer, selvfølgelig – og N. Mack Hobbs, pragmatiker og superkyniker. Sidstnævnte mener selvtilfreds, at han stadig er lidt klogere end alle andre.
Alle artikelskrivere er håbløst arrogante og desperate efter at være lidt mere radikale end de øvrige bidrag. Her spilles det akademiske spil, og alle – alle – kneb gælder. Samtidig er artiklerne på ægte akademiker-maner fyldt med citater.
Faktiske citater, fra faktiske teoretikere. Jacques Derrida, Fredric Jameson og Gayatri Spivak for blot at nævne nogle. Disse er skiftevist ubegavede og uforståelige.
Litteraturteoriens koryfæer slipper ikke heldigt ud af mødet med Plys.

Æstetikteoretisk filigran
Crews går til den. Men skriver sig også ind i en meget amerikansk, akademisk horisont. For danske læsere fungerer bogen nok som en bitter vaccine mod excesserne i den litterære kritiks overdrev. I vores andedam står andre skødesynder nu i kø til hudfletning. En dorsk åndssløvhed, måske, et uforståeligt fokus på æstetikteoretisk og pseudo-filosofisk filigranpilleri.
En helt anden side af Postmodern Pooh er, at den ofte er nærmest foruroligende – eller måske subversiv, for at bruge et af de ord, Crews gerne gør grin med. Jo, litteraturteorien kommer ned med nakken, men hvad med stakkels Plys?
Se f. eks. Sisera Catheter, forkæmper for det helt nye: Queer Theory. I artiklen »
Just lack a woman« går hun i lag med den usikre og flydende mandeidentitet, man åbenbart kan finde hos næsten alle dyrene i Milnes bøger. Og finder allehånde seksuelle varianter i sprækkerne af teksten.

Hvad Æselets hale gemte
Det er langt ude, men også sært overbevisende – eller i al fald svært at glemme. Hvad skal man sige til følgende kommentar? Æselet Eeyore opdager, at hans hale er væk.
»Idet han ser sig selv kastreret og således uundgåeligt ’kvindelig’, bøjer Eeyore sit hoved ned mellem sine forben. Tydeligvis forsøger han på en akrobatisk autoerotisk bedrift, som, hvis den lykkes, ikke blot vil genoprette hans tømte, narcissistiske libido og give ham noget bedre at gnave i end tidsler, men også vil udbytte hans voksenselv med en polymorf perversitet, hvori den orale, den anale og den genitale fase flyder sammen i en uendelig, præødipal løkke. Kort sagt er han så usikker på sin egen mandighed, at han nu søger at forvandle sig selv til et ufødt kvindefoster.«
Psykologisk set er Shepard-illustrationen, der viser Plys’ umiddelbare reaktion på den manglende hale ikke mindre afslørende. Ved refleksivt at putte en pote i munden, anerkender Plys misundeligt den ubevidste betydning af Eeyores manøvre. Med den anden pote klør han sig nervøst i skridtet, hvilket ikke tilbyder mere fallisk bekræftelse end dén, han har tiltusket sig ved voyeristisk, men også distinkt priapisk, at betragte Eeyores bagdel. I dette splitsekund, hvor Eeyore så inviterende synes at stå til rådighed for et homoseksuelt samleje, opdager den skamfulde Plys, at han mangler det nødvendige værktøj.

Ikke for sarte læsere
Jo, det er en overtolkning. Selvfølgelig. Kun en parodi, også selv om den som sådan er fantastisk. Alligevel betyder de – uskyldige? – plysdyr og deres manglende genitalier ikke helt det samme mere. Under overfladen finder man hvadsomhelst, når man først er blevet fanget ind.
Postmodern Pooh er ikke for sarte læsere. Ejheller for læsere, der har et småhelligt forhold til Peter Plys og hans venner.
På den anden side: eftersom deres rettigheder i dag er købt af Disney-koncernen, optræder de alligevel i en uendelig serie af tegnefilm, tillagt skingert-råbende børnestemmer.
Den Ægte Vare, plysbjørn for børn, tvinges uge efter uge ud i tankeløse repetitioner af de samme infantilt-fordummende scener.
I det perspektiv er seksuelle perversiteter, skjulte klassekampe og andre afsindigheder klart at foretrække. Det er i det mindste udfordrende. Og underholdende.
Og helt og aldeles ødelæggende for alle forsøg på at udnytte Peter Plys som uskyldsren barneklassiker. Hvilket nok ikke var Frederick Crews oprindelige idé, men ikke desto mindre er bogens største fortjeneste.

*Frederick Crews: Postmodern Pooh. 179 sider, 22 $. North Point Press 2001.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer