Læsetid: 3 min.

Private kan hente flygtninge til Canada

Canadas private sponsorprogram skaber folkeligt engagement i flygtningesagen, siger lederen
28. maj 2002

Sponsoraftaler
I Canada er det ikke bare staten, der hjælper flygtninge. Private borgere har mulighed for at slutte sig sammen i sponsorgrupper og beslutte at hjælpe en flygtning til at komme til Canada.
Det betyder, at Canada ud over de cirka syv tusinde årlige kvoteflygtninge – selv set i forhold til befolkningstallet er det noget mere end det danske tal på omkring 500 – kommer der tre-fire tusinde privat sponsorerede flygtninge til Canada hvert år.
»Programmet giver canadiere mulighed for at blive klar over forholdene i andre lande og mere forstående over for flygtninges problemer over hele verden,« siger Barbara Treviranus, der er leder af det canadiske privatsponsorprogram. Fra kontoret i det vestlige Toronto rådgiver hun de organisationer, der er blevet godkendt som sponsorer.
»Jeg holder workshops over hele Canada, og det er inspirerende, hvor mange mennesker, der vil afsætte en hel dag til et informations-møde, der skal hjælpe dem med at melde sig frivilligt til at bruge mange penge og lang tid på at hjælpe andre,« siger hun.

Bådflygtninge
Det private sponsorprogram blev skabt i slutningen af 1970’erne, da de canadiske tv-skærme var fulde af nød-lidende bådflygtninge i Sydøst-asien. Regeringen i Ottawa lovede at finansiere lige så mange flygtninge, som der var private sponsorer til. Men nogle år i begyndelsen af 1980’erne kom der op til 20.000 privatsponsorerede flygtninge til Canada. Dermed overgik de private sponsorer staten.
Efter at der de senere år er kommet flere spontane asylansøgere til Canada, har
mange flygtningevenner involveret sig i arbejdet med at hjælpe dem i stedet for at sponsorere flygtninge udefra.
Fem borgere kan slutte sig sammen i en Group of Five og beslutte at sponsorere en flygtning det første år af hans eller hendes liv i Canada. Sponsoren kan også være en i forvejen anerkendt Sponsor-ship Agreement Holder, der er godkendt som sponsor af de canadiske immigrations-myndigheder. Eksempler på Canadas omkring 90 Sponsorship Agreement Holders er en række trossamfund – kristne, jødiske, muslimske og andre – men også humanitære organisationer og for eksempel et revisionsfirma, der giver sine ansatte mulighed for at blive sponsorer.
Sponsorerne forpligter sig til at støtte en flygtning det første år af hans eller hendes ophold i Canada. Kun i yderst sjældne tilfælde sker det, at en sponsor ikke er i stand til at opfylde sine forpligtelser. I de fleste af disse sjældne tilfælde vil andre sponsorer træde til og hjælpe flygt-ningen. Hvis en sponsor svigter, kan det ikke føre til, at flygtningen sendes ud af Canada.
Man skal være forfulgt i sit hjemland for at komme til Canada som privat sponsoreret flygtning. Canadiske visum-officerer på repræsentationer i udlandet vurderer, om de personer, som skal sponsoreres, er ægte flygtninge.

Hvem har ansvaret?
Andreas Kamm, generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp, har hørt om det canadiske privat-sponsorprogram.
»Det er væsentligt med privat engagement, men jeg synes ikke umiddelbart, at private skal overtage et ansvar, som er statens. Måske har man i Canada og USA haft et behov for, at private tager et ansvar, hvor vi i Skandina-vien synes, det er naturligt, at det offentlige tager ansvaret,« siger Andreas Kamm, der understreger, at han ikke har fulgt det canadiske program i detaljer.
»Her er ikke tale om, at private overtager statens ansvar, men mere om et supplement til de flygtninge, som staten betaler for,« svarer Barbara Treviranus.
Hun understreger, at de privat sponsorerede flygtninge har samme adgang til gratis engelskundervisning og andre former for assistance som de statsfinansierede kvoteflygtninge. Sponsorernes hjælp skal dække de basale livsomkostninger som kost, tøj og logi det første år af flygtningens ophold i Canada.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu