Læsetid: 3 min.

Ramt af Rumi

To skuespillere og fire musikere blev ramt af skønheden i sufi-digteren Rumis tekster og satte sig for at formidle hans kærlighedsbudskab tværs over tid og tro
22. maj 2002

To skuespillere og fire musikere blev ramt af skønheden i sufi-digteren Rumis tekster og satte sig for at formidle hans kærlighedsbudskab tværs over tid
og tro

Teater
Det er ikke nogen tilfældighed, at gruppen Breath i sin pressemeddelelse skriver »vi vil ikke længere tygge drøv på angstfyldte, indsnævrede og fremmedfjendske tilstande.« Gruppen har nemlig valgt at tygge drøv på en poet, der i den muslimske verden er kendt som alle tiders største kærlighedsdigter – en mand med en alt andet end indsnævret virkelighedsforståelse.
Han hed Rumi og var perser, men slog sig efter lang tids omflakken sig ned i byen Konya i det nuværende Tyrkiet. Her blev han boende indtil sin død i 1273 og levede og lovpriste Gud.

Islamisk mystiker
Rumi var en såkaldt sufi – en islamisk mystiker, der via meditative tilstande, musik, sang og bøn forsøger at nærme sig og i sidste ende blive ét med Gud. Hans kærlighed rettede sig ikke kun mod Gud som noget fjernt og abstrakt, men også mod Gud som en tilstedeværende kraft i naturen og i mødet mellem mennesker.
Netop det befriende møde er udgangspunktet for og målet med gruppen Breath. Sammen har de efterhånden udviklet en koncertform, hvis hovedformål er at formidle Rumis budskaber, så et nutidigt dansk publikum kan forstå og værdsætte dem.
I koncerten mødes poesi, recitation, musik, løjerlige lydeffekter, sang og skuespil i en blanding, der veksler mellem intens kærlighed og eftertænksom sorgfuldhed: Det ene øjeblik præsenteres tilhørerne for det enkle, korte digt »A strange passion is moving in my head. My heart has become a bird which
searches in the sky. Every part of me goes in different directions. Is it really so that the one I love is everywhere« fremført med hæs, indtrængende stemme af gruppens talentfulde sanger, Hanne Raffnsøe.
Det næste øjeblik følger en recitation af det dystre digt »A black sky hates the
moon«, og efter et iscenesat (men meget troværdigt) skænderi mellem Jens Mølgård og Birgitte Ohsten, lyder det forsonende budskab »Love is always here right now« akkompagneret af elektroniske latterlyde.

Grænseoverskridende
Iscenesættelsen kan til tider virke en smule for selvhøjtidelig og lydeffekterne mere forstyrrende end udvidende for forståelsen. Men det befriende er, at Breath overhovedet giver sig i kast med en digter, hvis tekster endnu kun findes i udvalg i få udgaver på dansk, og hvis kulturbaggrund, persisk og muslimsk, ikke er i særlig høj kurs for tiden. Breath har forstået, at Rumis digte ikke behøver en voldsom tidsmæssig tolkning for at virke relevante.
Hans poesi overskrider grænser i tid og tro og er på ingen måde irrelevant i en nutidig dansk sammenhæng – heller ikke selv om hans digte ikke rummer oplysningstidens tankegods (og sikkert helle ikke ville gøre det, hvis han levede i dag), et faktum som af Ralf Pittelkow og andre gøres til et centralt element i vores vurdering af islam.
Mere end oplysningtid eller ej handler nydelsen ved Rumis digte om noget så banalt som nysgerrighed.

*Mere om Breath og deres koncertprogram findes på www.breath.dk
www.mevlana.net
www.rumi.net
www.rumi.org.uk
www.rumionfire.com

FAKTA
Rumi
Rumi (1203-1273) var islamisk mystiker, sufi. Han samlede en stor gruppe disciple omkring sig i Konya i Tyrkiet. Efter hans død stiftede de sufi-ordenen ‘de dansende dervisher’. I Konya afholdes hvert år omkring Rumis dødsdag 17. december en festival med dervish-dans og oplæsning af Rumis digte og fortællinger. Han skrev i alt 25.000 tekster, hvoraf kun en brøkdel er oversat til dansk. Den
nyeste udgivelse er »Der er vinduer mellem menneskers hjerter – udvalgte lærehistorier fra Mathnawi«, Forlaget Vangsgaard, 2002. Tidligere er blandt andet udkommet »Købmanden og Papegøjen«, Ørnens Forlag, 1989

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her