(2. sektion)
Fjernsyn
Hvis man så småt begynder at føle en smule bekymring ved fortsat at kritisere den nu snart et halvt år gamle regering og dens ministre, er det ikke så meget på grund af udsigten til repressalier fra dens urokkelige enevældighed. Nej, årsagen er såmænd, at denne regering i samlet flok har det som gamle Oscar Wilde havde det helt alene: Den kan tåle alt undtagen kritik. Og man kunne endda mistænke flere ministre for at tilslutte sig samme Oscar, når han sagde: »I gamle dage havde menneskene pinebænkene. Nu har de aviserne.« Og så kendte han endda ikke til tv-aviserne.
Når de nu har så svært ved at udholde kritik, så lad os dog være lidt positive. Hvorfor ikke se sådan på det, at for eksempel regeringens kulturpolitik i virkeligheden er en håndsrækning til nye flygtninge og indvandrere i Danmark? På den ene side rejser man for at tilfredsstille sit regeringsgrundlag store krav om, at aspiranter til borgerskab i dette land skal have dyb indsigt i landets kultur og historie. På den anden side sørger man for i den hensigt at gøre det lettere for de håbefulde vordende danskere at der bliver mindre og mindre af såvel kultur som historie at skaffe sig indsigt i. Det gør man ved at nedprioritere effektiviteten i de institutioner, der leverer det kulturelle og historiske råmateriale.
Positive konsekvenser
Vi må også vænne os til at se positivt på andre af regeringens foranstaltninger på det indvandrerpolitiske område. At unge Gert Larsen, der har giftet sig med Anita fra Shanghai, på grund af de nye regler ikke kan få sin kone ind i landet har positive samfundsmæssige konsekvenser. Dels skærper det fantasien og højner initiativet hos den del af den yngre mandlige danske befolkning, som skæbnen har ladet forelske sig i personer fra lande uden for EU (hvilket i parentes bemærket er en betragtelig del af verden, hvor mulighederne for sådanne konfrontationer er ganske betydelige). Dels har det, som man vil få at se, positiv betydning for aktiviteten på den ellers så trafikhungrende Øresundsbro.
Gert Larsen kunne flytte til Kina og uden problemer få opholdstilladelse der og leve lykkeligt sammen med sin elskede til sine dages ende. Men Gert Larsen har sit gode arbejde i København, mens han ikke har noget imod at bo i Malmø. Så han slår sig ned hinsidan, hvorved han uden forsinkelse kan blive forenet med sin Anita. Efter to år som pendler kan han så få svensk statsborgerskab. Dermed er han EU-borger og kan med sin kone slå sig ned, hvor i EU han vil. For eksempel i København.
Kilde: DR TV-avisen søndag kl. 18.30.
Ny svenskekrig
Endnu en fordel ved den førte udlændigepolitik er, at de længe savnede svenskekrige er blevet genoplivet.
Fanme, om ikke indtil flere svenske politikere med integrationsminister Mona Sahlin i spidsen har tilladt sig at kritisere broderfolkets regering, om hvilken enhver ved, at den er allergisk over for kritik. En så utidig irettesættelse som den, der her er tale om, får os danskere til at rykke tættere sammen. Får os til at føle os som ét folk, der samlet må møde presset udefra. Og her til lands, hvor vi ikke har følt os som ét folk, siden vi vandt europamesterskabet i fodbold, er det en konsekvens af regeringens politik på det udenrigspolitiske område, som vi ikke kan sætte pris nok på.
Hvad ligner det i øvrigt, at en svensk minister, oven i købet et kvindfolk, sammen med repræsentanter for et par inferiøre EU-lande kommer her og siger noget så sandt om vores måde at behandle fremmede på, at det kun kan udlægges som bagtalelse af Danmark over for det øvrige Europa. Og så her lige før vi skal til at være formænd, mand. Godt, at vi har en minister på området, der kan drage over broen (mere trafik) og sætte de jävlar på plads. »På den måde vil danske ministre aldrig omtale sine svenske kolleger,« lover vor nationale udsending på svenske TV-2 i programmet Agenda, samtidig med at han høfligt, men bestemt, forsikrer, at Mona Sahlin lyver, snakker som et vandfald og i øvrigt ikke aner, hvad hun taler om.
Ja. Lad os være positive. Lad os prøve at forstå, at når vi ikke kan forstå, hvordan privatisering af TV 2 kan garantere bedre programmer, hvordan flere børn i klasseværelserne kan intensivere undervisningen, hvordan skattestoppet kan finansiere de voksende krav til sundhedsvæsnet, eller hvorfor fjernelse af ekspertviden gør beslutninger mere fornuftige, så er det, fordi vi ikke har indset, at en genial og ukritisabel regering af højt begavede genier er i færd med at løse cirklens kvadratur.
