Turisme
DET DØDE HAV Mudder indtager helt bogstaveligt en central plads i Gilas tilværelse. Hendes hænder masserer med professionel diskretion ti kilo opvarmet mudder fra Det døde Hav over hele kroppen, inden Informations korrespondent pakkes i plastik og lune tæpper så den klæbrige, mineralholdige masse kan få sin helsegivende virkning.
Gila snik-snakker lystigt undervejs.
»Om de har fyret folk? Ja, det kan du tro,« siger hun og ruller teatralsk med øjnene. Spørgsmålet om hvordan hendes arbejdsgiver hotel Novotel ved Neve Zohar lige ned til søbredden tackler tidernes ugunst, med udeblevne turister og tyngende økonomisk afmatning på et ellers givtigt hjemmemarked, slår ikke benene væk under hende.
»Jeg bor i Arad,« siger hun blot og lader resten af forklaringen hænge udsagt i luften. Arad er en lille by oppe i ørkenens bjerge, primært beboet af israelere af marokkansk afstamning som hende selv, og med sin isolerede beliggenhed en notorisk arbejdsløshedsø.
Uvirkeligt!
»Hvordan var det?« spørger Gila med et bredt smil, da hun efter 20 minutter vender tilbage og begynder at pakke ud. Hun er nok det mest virkelige indslag i en tur til Det døde Hav, som det israelske turistministerium har arrangeret. Fra hotellets behagelige boblebade er der måske 20 kilometers fugleflugt til det palæstinensiske Hebron, men stod det til folkene i dette umiskendelige turistparadis, kunne Al Aqsa-intifadaen ligeså godt finde sted på månen.
Ariel Hirt, som er direktør på stedet, fortæller at hotellet stod færdigbygget et par måneder før intifadaens udbrud, og at man derfor aldrig er kommet over en belægningsprocent på 50.
»Men vi fortsætter med business as usual,« smiler han og spejder ud over restaurantens bugnende buffet, hvor en lille gruppe pensionister er ved at forsyne sig.
»Jeg kommer her fire gange om året,« siger en lille kvinde, som bor i Herzliya udenfor Tel Aviv. »Det havde jeg ikke råd til før, men fordi priserne er sænket er det muligt, og det er så godt at slippe lidt væk fra de daglige avisoverskrifter.«
Det er i det hele taget svært at finde en avis her på stedet, hvor alting forekommer uvirkeligt stille.
»De fleste mennesker er vant til at skulle foretage sig en hel masse når de holder fri. De forstår ikke, at det ikke at foretage sig noget også er en aktivitet,« siger Ariel Hirt, og er tydeligvis også af den opfattelse, at man gør klogt i at vende virkeligheden ryggen, så længe man opholder sig hos ham.
Grønne meloner
»Dette er det sikreste sted i Israel. Vi har ikke set en terrorist i 20 år,« supplerer Amnon Fishman. Han er sekretær for den lille moshav Neot Hakikar, hvor 57 familier har slået sig op på økologisk jordbrug og grøn turisme langt fra verdens tummel.
Han tager os helt ud til grænsen til Jordan for at understrege sin udtalelse, og fremviser stolt pakkeriet, hvorfra 13.000 tons grønne meloner, næsten ligeså mange grønne pebre, vandmeloner, dadler og andet godt hvert år sendes til udlandet.
Højdepunktet er ørkenturen, der i store Land Rovers fra Neot Hakikar går over stok og sten ud i det store øde. Der er ikke et øje at se i miles omkreds, indtil vi pludselig, i en smal slugt støder på en israelsk skoleklasse, der har fået samme, glimrende ide. Stedet er nemmelig blevet til et af de få »sikre« steder, hvor israelere kan færdes nogenlunde ubekymret.
Her sker ingenting
»Dette holder nogenlunde liv i turisterhvervet,« forklarer guiden Gil, mens han behændigt kanter firhjulstrækkeren op over et par kolossale stenblokke. »Der er 4.000 hotelværelser langs Det døde Hav, og hvis de var fulde af udenlandske turister, ville det være rigeligt til, at vi alle kunne leve godt. Der var planer om at udvide til 50.000 hotelværelser, men det satte intifadaen heldigvis en stopper for, og nu satser vi på øko-turisme i stedet for.«
På vejen tilbage op i bjergene, op til Jerusalem og virkeligheden passerer vi det palæstinensiske Jericho. Byens nu lukkede turistmagnet, kasinoet, ses tydeligt fra vejen, og chaufføren har åbnet for radioen, som bringer sidste nyt fra konflikten.
Bag os fortoner Det døde Hav sig mens bjergene på den jordanske side af søen skifter farve i eftermiddagslyset. Bag os ligger en forunderlig oplevelse, som siger, at vil man gerne være turist i Israel i disse tider, må dette være stedet. Her sker vitterlig ingenting.
