Læsetid: 4 min.

’Det er os der er de rigtige socialister’

Det var anderledes ved Front Nationals 1. maj-møde i år: Endelig kunne Le Pens tilhængere føle sig stolte
2. maj 2002

PARIS – »Det er simpelthen en af de skønneste dage i mit liv, nu er der endelig håb,« udbryder den 60-årige Michelle spontant og lyser op i et smil.
Og en skøn dag er det. Hvide skyer rider rask over Paris' formiddagshimmel. Gaderne ligger øde hen, når man nærmer sig Place de l’Opera fra øst. Der er ensomme liljekonvalsælgere på alle hjørnerne, og spændingen stiger i takt med antallet af personer, der strømmer i samme retning.
Man må gennem et tæppe af politibetjente bevæbnet med stokke for at nå ind til den stærkt afgrænsede demonstration og høre mængdens jubel: »Le Pen, præsident, Le Pen præsidentÇ« lyder det taktfast.
Le Pen er i egen person og på en kæmpeskærm i fuld gang med sin 1. maj-tale:
»Det er os, der er de rigtige socialister. Socialisterne har vist deres fjendtlighed over for folket, de tager folks penge for at give dem til de fattige fra hele verden. Hver eneste franskmand har ret til et arbejde i Frankrig, som kan give ham værdighed. Derfor skal vi af med skatterne. Den allerstørste uretfærdighed er, når man bliver frataget størstedelen af det, man har tjent i sit ansigts sved.«
Bekræftende buh-råb skyller op mod Le Pen, og en svedende mand foran mig nikker betryggende og siger:
»Den mand behøver ikke frygte den 5. maj (Anden runde af præsidentvalget, red.). Han klarer det, det er fantastisk.«
Le Pen fortsætter: »Når byrden bliver for tung, bliver arbejderen, håndværkeren, den handlende og landmanden fattige, og når staten så ikke engang kan sikre folks sikkerhed, så bliver uretfærdigheden uacceptabel.«

Ingen bliver glemt.
Den 74-årige Le Pen er i topform og hamrer med højre hånd sine ord fast i luften.
»Derfor skal indkomstskatten og arveafgiften afskaffes over en periode på fem år. Det er arbejdet, der skaber rigdom, det er ikke staten, og det er ikke den offentlige administration. Og hvis man ikke kan tvinge de dovne til at arbejde, så kan man i det mindste sørge for, at de, der gider arbejde, beholder udbyttet selv.«
Le Pen holder 1. maj-tale og holder i det første kvarter tungen lige i munden for at tale arbejdernes, de fattiges og frem for alt franskmændenes sag. Han taler til de cirka 10.000 fremmødte tilhængere på Operapladsen, der ved hvert af hans velbekendte guldkorn sender en skov af ens trikoloreflag mod himlen.
Blandt tilhørere er der mange ældre og pensionister og blonde kvinder, mens de skinheads, der prøver at trænge sig på, holdes på den anden side af barriererne. Menneskemængden må stort set nøjes med Le Pen på storskærm, for første række er besat af kameraer fra hele verden. Tv-billedet fuldendes af de strålende guldengle på toppen af Operaen bag ham.
»Maskerne falder,« råber Le Pen foran bygningens række af grimasserende masker og tager fat på en halv times oplagt udfald mod sin yndlingsaversion: Chirac.
Han forklarer til tilhørernes tilfredshed, hvorledes Chirac med vilje har ladet Jospin blive slået ud, »for at han ikke selv bliver stillet for de domstole, der venter ham, hvis han taber valget.«
»Han er en mafioso, der lever højt og flot på borgernes penge.«
Det er disse udfald mod Chirac, der samtidig kommer på tv-skærmene i de små hjem, som er den vigtigste del af Le Pens tale.
Men fra den nydelige Michelle med afbleget hår og andre af de Le Pen-tilhængere lyder der mindre stuerene toner, end dem som den præsidentvalgglattede Front Nationalleder har ladet lyde fra talerstolen i sin halvanden time.

Nationen må beskyttes
Michelle og hendes veninde Janine insisterer ganske vist på, at de ikke har noget imod fremmede.
»Vi har intet imod sorte eller arabere, der skal bare ikke være for mange, siger Michelle.
Marie Sandrine, hjemmegående mor til tre, der demonstrerer sammen med sin ni-årige fanebærende søn, løber et kort øjeblik over:
»Der er en tredje kraft, der udnytter alle andre og det er israelerne. Det er dem, der har fået alle immigranterne herop. Hvorfor er der ikke nogen, der demonstrerer mod, at jøderne er fascistiske?«
Men så skifter hun brat emne.
»Jeg er gift med en håndværker og egentlig stemmer jeg af skattemæssige årsager. Og den franske familie må beskyttes. Selvfølgelig har jeg ondt af alle de fremmede, som udnyttes i Frankrig, som man lover guld og grønne skove. Men Frankrig er ikke, hvad det har været. Nationen må beskytte sig, og enhver barmhjertighed må starte ved en selv.«

Endelig stolt
En ung mand bryder begejstret ind: »Selvfølgelig stemmer jeg på Le Pen,« siger Patrick, der er 23 år og jurastuderende. »Ja, jeg skidetræt af, at landet dirigeres af korrupte mænd, der ønsker Frankrigs død og alle de europæiske landes død. Og som underlægger Frankrig den amerikanske imperialisme. Le Pen har en økonomisk politik, der virkelig passer til det arbejdende folk, for han kommer selv fra det. I modsætning til Chirac og alle de andre politikere, der er fulde af penge og uddannet af Staten.
Michelle er træt, men lykkelig: »Det har slet ikke været sådan her de andre år,« forklarer hun. »Nu er alle begyndt at tale sammen, og vi kan endelig være stolte over at støtte Le Pen. De andre år gik demonstrationen i opløsning efter et kvarter, men se nu bare det her,« siger hun og slår ud med hånden mod de flokke af unge, der stadig diskuterer med flag og stuerene slagord i hænderne. Det har været en smuk dag for front National.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her