Den røde moro

»Vi vil skabe en kunst, der er med til at give arbejderklassen identitet. En kunst, der er et våben i klassekampen.«
»I Røde Mor fandt vi forbilleder i bl.a. 30'ernes kunst og politik. På samme måde kan en ny generation af kritiske aktivister måske finde inspiration i tiden før yuppierne og børsmæglerne.«
Røde Mor, henholdsvis 1974 og 2002

Som overæstetisk statusboks i fuldfed layout og med alskens hype i røven er Røde Mor landet efter ca. 25 år i det ydre, glemte rum. I lørdags udkom boksen med otte cd’er dokumenterende den rå og røde tids harske sange imod det borgerlige samfunds hyklerier. Midlet var sange med humor og galskab, her kunne al den energi frisættes, som var dæmoniseret i pænhedens Danmark. Hvis far gik med jakkesæt og slips var mor ihvertfald rød. Dengang kunne man være sikker på, at påklædningen symboliserede ideologi, at symboler i det hele taget henviste til den side man var på i klassekampen. At kunstnerkollektivets navn signalerede moderen, var ikke kun et signal om kvindernes nu anderledes power og potentiale. Ud af hende skulle fødes et oprør med andre værdier: »en by så blød som en krop« som Inger Christensen formulerede det i 1969. Protesten var sangbar, og sang man med selv på gadeplan, hjalp man ligesom med i kampen. Kamp var der nemlig brug for, hvis tingene skulle laves om – og det skulle de, satme!

I et bakspejl på størrelse med en parabol-tallerken kan man spørge sig selv, om de egentlig opnåede noget, de oprørske, ordspruttende. Var de med til at nuancere verden? Var de ikke snarere med til at cementere det sort-hvide (fjende)billede og dermed vanskeliggøre en forandring,? Den umiddelbare, psykologiske effekt var klar nok: Her fandt man identitetsmæssig tryghed og her var man i det mindste sammen om noget.
Men hvem siger, at man som kunstner behøver at bruge et politisk vokabular, for at kunsten bliver politisk? Hvis man i dag hørte en sang omhandlende den nye regering, ville man snarere blive mistroisk overfor produktet, end opildnet til kamp. Når Røde Mors cd’er nu foreligger som labert bokssæt, er det et tegn på, at det formmæssige i dag betyder lige så meget som ’indholdet’ dengang. De vilde fra dengang er naturligvis i dag blevet milde og velhavende. Og når boksen troner på reolen, nyttede det alligevel noget. Men det lækre, det gennemarbejdede appellerer til dagens unge på en anden måde end tidligere – det lay-out’ede giver mere credit end det far-out’ede. Eller hvis det skal være langt ude, så skal det være det på den fede måde, som man siger.

Røde Mor så sig selv som arbejderklassens identitetsgiver, som et våben i klassekampen og i deres reflekterende pressemeddelelse fra i år ønsker de at drage en nutidig parallel til dagens kritiske aktivister. I Røde Mor kan de hente næring til fornyet kritisk grokraft, er håbet. Tidligere på måneden opførte billedkunstneren Frans Jacobi faktisk Røde Mors rockopera, Betonhjertet, i Kvarterløft Nørrebropark. »En krig som er uindskrænket og global/Det er krig mellem folk og kapital,« lød det atter igen. Når en generation af unge kunstnere i dag i egen selvforståelse laver politisk og ’social’ kunst, er det uden de enkle paroler og hæse opråb. Når de laver ’værker’, der indlemmer sig i det sociale rum, når de laver kunstparade gennem byen, som det skete i København denne weekend, når de i det hele taget vil have tag i mennesker, er det udtryk f0r en anden opfattelse af ’politik’ end den gammelkendte politiske kunst. I stedet for at stå og gjalde, at det er samfundets, jakkesættenes, bolighajernes og de riges skyld, skaber de konkret forandring med det de laver.

MÅlet er ikke en samlet front til samfundets omstyrtelse, men en aktivering af den enkelte (for)bruger af kunsten. »Hvis man vil noget politisk, skal man gøre det sammen,« sagde Troels Trier i Information i lørdags. En énmands-demonstration er der ligesom ikke noget ved. I dag tropper der igen demonstranter op foran Christiansborg og EU-topmøderne, men en decideret klassekamp er vi langt fra. Det, kritikken gælder i dag, er lige så kompliceret som kritikkens egen udformning. Et hav af fronter er der, måske helt ned i den enkelte, der samtidig gerne vil leve og have en karriere ved siden af. Den politiske satire har nok fået en kærkommen genstand i den nye regering, lige som den politiske forargelse igen er aktuel med højrebølgen der tager land over Europa. Deciderede løsninger på miseren skal man nok ikke forvente sig fra kunstnerne. Det er de for kloge til. Men at anfægtelsen til at gøre noget er der, og at der samtidig er mange nok til gå sammen uden at gå amok, er opmuntrende, selv om Mor i dag lige så godt kunne være Blå.