Læsetid: 4 min.

Så hellere en svindler?

Nej møder nej: Skal Le Pens forfaldsmyte have monopol på at udfordre fremskridtsoptimismen?
8. maj 2002

Kommentar
Vi var mange, der troede, at Poul Nyrup Rasmussen og Tony Blair stod sammen på den europæiske venstrefløj. Poul Nyrup besøgte som statsminister Tony Blair og sagde, at de så nu engang tingene på samme måde.
Efter 80’erne med Thatcher i England, Schlüter i Danmark og Kohl i Vesttyskland skulle Nyrup, Blair og Schröder i 90’erne sammen tegne et europæisk socialdemokrati.
Vi var mange, der tog fejl. Allerede under valgkampen stod det klart, at duellen mellem Rasmussen og Ramussen også drejede sig om, hvem der var mest Tony Blair-agtig. F.eks vandt Nyrup en af konfrontationerne, fordi han først smed jakken og ligesom Blair talte i skjorteærmer. Fogh var ikke sen til også at smide jakken.
Og efter Fogh var blevet statsminister, var han ikke sen til at besøge Blair. Det så faktisk ud, som om også de to så tingene på samme måde. Det er jo hverken særligt socialdemokratisk af Blair eller særlig liberatistisk af Fogh at mødes på den måde.
Men det er der for den slovenske filosof Slavoj Zizek ikke noget mærkeligt i. For
Blair er ikke leder af Labour, men af New Labour og New Labour betyder Den Tredje Vej: kapitalisme med et humant ansigt eller socialdemokrater med tillid til vækst.

Den Tredje Vej
Den Tredje Vej drejer sig ifølge Zizek om at forskyde modsætningen mellem venstre og højre til en modsætning mellem det demokratiske, respektable centrum og udemokratiske og uacceptable populistiske højrefløj. Nyrup og Fogh og Blair står sammen imod Le Pen og Kjærsgaard og Haider.
Som Zizek formulerer det: De gør den politiske magtkamp til et spørgsmål om den demokratiske bloks solidaritet imod den højrepopulistiske trussel. Det populistiske højre kommer til at indtage det politiske terræn, som venstrefløjen ved sin alliance med Socialdemokratiernes Tredje Vej har evakueret.
Den modsætning som den afgørende politiske modsætning blev manifesteret ved det franske præsidentvalg. Det endte med Le Pen over for Chirac/Jospin.
Allerede Chiracs tale om aftenen den 21. april var karakteristisk: Nu må vi stå sammen om menneskerettighederne, nu må vi stå sammen om demokratiet: Leve republikken, leve Frankrig.

Stem på Chirac
Den franske intellektuelle Pierre Guyotats kommentar i Le Monde i fredags var endnu mere karakteristisk. Guyotat stemte på socialisten Jospin i første runde, men overskriften på hans kommentar under optakten til anden runde var Stem på Chirac:
»Det er nu en indiskutabel nødvendighed: Jacques Chirac repræsenterer tilstrækkelige garantier: Han er imod antisemitisme, han kan ikke afsky racisme, han er officielt modstander af dødsstraf, han tror på Frankrig i Europa og på Europa i verden.«
Valget var reduceret til noget indiskutabelt: Til et spørgsmål om rammerne for politik og ikke politik som praktisk lovgivning. Det handler om tilstrækkelige garantier.
Unge venstreintellektuelle reagerede ved at demonstrere med tre bogstaver fra modstandsavisen La Libération hævet over hovedet: non. nej. Det var de velartikulerede demonstranters nej til det uartikulerede højrepopulistiske Frankrigs nej. En dårlig dialog: nej, nej. Det afdækker protesten som signal, at kun ni procent af Le Pens vælgere virkeligt foretrak ham som præsident.
Det understregede socialisternes legitimitetsproblem, at Le Pen fik flere stemmer end de to trotskister og socialisten Jospin blandt arbejderne, der stadig udgør 26
procent af de franske vælgere. Som en studievært spurgte:
»Hvem demonstrerer de unge parisere imod? Mod de vælgere, der er for dumme til at stemme på venstrefløjen? Mod de svagestes stemme, som de plejede at hævde at repræsentere?« Er folket nu endelig blevet for dumt for venstrefløjen?

Le Pen contra Chirac
Chirac sagde også nej: han ville ikke møde Le Pen. Ligesom han sidste år sagde nej til at lade sig forhøre af afhøringsdommeren i en af de utallige korruptionssager ført mod ham.
Men som demonstranterne sagde: ’Hellere en svindler end en fascist.’ Men svindleren over for fascisten er også et spørgsmål om optimisten over for pessimisten: Le Pen ser historien som forfald; som en degeneration væk fra den rene nationalstat. Chirac ser Frankrig i Europa. Han tror ligesom langt de fleste centrumvenstre- og moderathøjreorienterede på en udvikling frem mod et stærkere EU.
Le Pen er en reaktion på fremskridtsoptimismen, Chirac abonnerer på de vestlige samfunds institutionelle optimisme. Men udviklingsoptimismen er udfordret: Miljøproblemer løser ikke sig selv, de sociale modsætninger vokser nationalt og globalt tilsyneladende automatisk og i landet for den store borgerlige revolution, Menneskererttighedserklæringen og EU-visioner vælger man mellem en svindler og en fascist som præsident.

Skeptikerne har ordet
Jacques Delors konstaterede i et interview, at de eneste, der taler om EU, er EU-modstanderne. De eneste, der taler om globaliseringen, er globaliseringskritikerne. De eneste, der stadig taler om udviklingen, er skeptikere. Det er pessimisterne, der italesætter ’udviklingen’ og de eneste, de kan stemme
på, er Le Pen og Bruno Megret.
Spørgsmålet er om, det brede politiske centrum, Den tredje vej og den moderate højrefløj vil fastholde udviklingsoptismisten som præmis for politik og kvalificere Le Pen og konsortier som advokater for hele utrygheden, pessimismen og mistilliden til en ’udvikling’.
Spørgsmålet er, om den Tredjes Vejs nye modsætning skaber en konflikt, hvor enhver anledning til pessimisme vil være et argument for Jean Marie Le Pen og Søren Krarup? Og hvor de uacceptable, udemokratiske og ’fascistiske’ partier skal have monopol på fremskridtskritik?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu