Læsetid: 5 min.

De sædvanlige mistænkte

Ønsket om hævn over skolen er sejlivet – og langt ældre end Columbine High i Littleton, videovold, pumpguns og heavy-rock
8. maj 2002

I 90 minutter. Så lang tid varer en typisk tv-krimi – og dem er der mange af i tysk fjernsyn. Der bliver skudt og kværket og dolket og sprængt i luften på alle kanaler. Hver eneste dag og aften.
De mest ambitiøse krimi’er (f.eks. Tartort på ARD), behandler gerne virkelighedstro konflikter og åbner befolkningens øjne for miljøer, der ellers ikke kan skildres i tv; det er ikke alene spændende omgang med teaterblod - det er folkeoplysning, når krimien beskæftiger sig med østeuropæiske menneskehandlere, tyske børnepornoringe, hjernevaskende sekter, hjemløse i München... Men samtidig væver virkelighed og fiktion sig sammen, forbrydelse bliver hverdag, og vold anvist som mulig løsning på konflikter.
Mener mange, især i disse dage.
90 minutter. Så lang tid tog også kansler Gerhard Schröders møde med landets 19 højstplacerede tv-chefer, da de torsdag aften i sidste uge skulle diskutere »spørgsmålet om fremstillingen af vold i fjernsynet.«
Medievolden er endnu engang kommet på dagsordenen, efter at den 19-årige skoledreng Robert Steinhäuser fra Erfurt skød og dræbte 16 mennesker. Hans handling er så normbrydende, at der skal findes en løsning, så det aldrig kan ske igen. Og eftersom Robert Steinhäuser med sit selvmord har unddraget sig ansvar og forklaringer, bliver der nu skudt skyld på mulige, udløsende faktorer: Tv-stationer, rockmusikere, computerspil, skydeklubber, pædagoger, forældre.
Forud for mødet med kansleren afviste tv-cheferne al medskyld.
»Vi vil ikke tillade en diskussion, hvor vi påtvinges rollen som syndebukke,« sagde RTL’s forretningsfører, Gerhard Zeiler.

Men nogen gyser blev det ikke. Zeiler kunne være helt rolig, kansleren havde ikke så konkrete forestillinger om mødets udgang.
»Under mødet handlede det ikke i første række om placering af skyld, men om hvad der kan gøres, for at en sådan begivenhed ikke sker igen,« sammenfattede Gerhard Schröder til slut. Han ønsker ’et rundt bord’ – det vil sige en ligestillet forsamling, uden nogen for bordenden – for at efterprøve de nuværende regler og frivillige aftaler. Med ved det runde bord hører også internetudbydere og muligvis også videoproducenterne, men ingen spilproducenter; dem kalder formanden for de private radio- og tv-producenter, Jürgen Doetz, for »sådan nogle forbrydere«. Spilproducenterne har ikke meddelt deres forsvar endnu – men nogle er åbenbart mere skyldige i Erfurt end andre. Undersøgelser af den fiktive volds indvirkning på tilskuernes sind er der mange af. Og entydige er de ikke. De fleste viser, at volden på skærmen vitterligt gør tilskuerne afstumpede i deres omgang med andre mennesker: Under forsøg viser de udpræget følelseskulde, når de efter betragtning af fiktiv vold præsenteres for virkelige, blodige hændelser.
Andre undersøgelser viser omvendt, at tilskuerne sagtens kan kende forskel på fiktion og virkelighed.
»Jo mere publikum er bekendt med en genre, jo mere søger det en ’metatekstuel’ fornøjelse: Det emotionelle oplevelsestilbud står mindre i centrum end den kognitive og æstetiske fornøjelse ved variationerne over en typisk dramaturgi, filmhistoriske citater, nye special effects,« fortæller professor i socialetik, Thomas Hausmanninger, fra Augsburgs Universitet.
Men ingen undersøgelse forklarer tilfældet Robert Steinhäuser, der løbet af nogle få år udviklede sig fra almindelig filmkigger, metal-fan og computerspiller til enegænger, våbenejer og massemorder.

Robert Steihäuser har angiveligt lyttet meget til metal-rock. Det amerikanske band Slipknot kan i sangen »School Wars« have givet ham opfordringen til at slå sine lærere ihjel, spekuleres det i tysk presse.
Slipknot er nogle slemme fyre med malede dødningeansigter. Deres tyske hjemmeside (www.slipknot.de) er smykket med satanistkors, og webmasteren advarer om, at indholdet er uegnet for unge under 18, der kan blive »påvirket sjæleligt og psykisk«:
»Derfor ønsker jeg som webmaster at distancere mig klart fra interviewenes indhold og henvise til, at de enkelte skribenter er ansvarlige.«
Og hvordan reagerer Slipknot på blodbadet i Erfurt?
»Først og fremmest vil vi give udtryk for vor dybeste medfølelse med ofrene og deres familier, som blev konfronteret med denne meningsløse vold,« skriver de fromme satanister på hjemmesiden.
»Dernæst finder vi det absurd, at bandet eller musikken på nogen måde kan gøres ansvarlig. Der findes ingen Slipknot-sang, der hedder »School Wars«, vi har aldrig skrevet den, og vi ville aldrig opfordre nogen til at dræbe andre. Vi giver unge håb, vi retfærdiggør ikke vold.« Satan og sange om vold – det er jo bare for sjov, en leg. Mens politikerne forsøger at vise handlekraft, og pressen fortæller, hvad der virkelig foregår i et almindeligt tysk børneværelse, er de sædvalige mistænkte gået i gang med deres selvforsvar.

De leverer vold, javel, men skyld vil de ikke vide af. De kondolerer og hykler og venter på, at tiden skal gå, sådan som den også gik efter blodbadet i Litleton. For når det kommer til stykket, lader det sig ikke gøre at placere et ansvar: Tv-stationerne er ikke ansvarlige for det, videoudlejningen har stående på øverste hylde. Slipknot er ikke ansvarlig for, at Robert ikke kendte forskel på leg og virkelighed. Det firma, der producerede Roberts computerspil, er ikke ansvarlig for, at han via sin skytteforening kunne købe rigtige våben. Og skytteforeningen er ikke ansvarlig for, at byen Erfurt er mere pernitten i forfølgelsen af P-syndere end kontrollen med våbenhandlen. Dét bliver bedre, lover byens borgmester – og landets regering vil inden sommerferien skærpe loven, så våben først kan købes efter det fyldte 21. år, evt. op til 25 år, ligesom visse våbentyper helt kal forsvinde fra forretningerne, pumpguns for eksempel.
Regeringen vil gerne vise handlekraft, og oppositionen er bange for at miste initiativet; den forsøger at åbne en debat om de grundværdier, som åbenbart er blevet misagtet, mens SPD og De Grønne har været ved magten. Men skolerne er delstaternes ansvar, og også kanslerkandidat Edmund Stoiber, der er ministerpræsident i Bayern, har haft en teenage-massemorder – han hed Martin Peyerl og var 16 år, da han i 1999 forskansede sig i familiens hjem i Bad Reichenhall med sin fars våbensamling og dræbte tre mennesker og en kat, før han begik selvmord. Også dengang rasede eftertanken – nogle uger – før et nyt emne optog nationen.
Og hadet mod lærerne er heller ikke opstået med videofilm og heavy-rock. Det virker som om en god del af den tyske litteratur er bygget på forfatteres vrede mod psykopaterne i skolen. Tænk bare på Thomas Manns Buddenbrooks.
Vores egen Hans Scherfig var heller ikke særligt venlig indstillet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu