Læsetid: 8 min.

Sild i farezonen

Fantastisk sildefiskeri er en af de mange myter, der klæber til Bornholm, men i dag fiskes der mest efter stemmer op til regionsrådsvalget på onsdag. Turistfacaden skjuler en provins præget af arbejdsløshed og gammel vrede vendt mod det Vestdanmark, der let glemmer klippeøen – som dengang røderusserne tog over
25. maj 2002

Måske er den tindrende lyd af barnelatter Bornholms forbandelse. Den høres i havnen, når den ene skoleklasse eller spejdertrup efter den anden ankommer, og den høres ved klippekystens fremspringende punkter, som børnene sorgløst sætter sig og griner på, mens de spiser Krølle Bølles is. Her grundlægges vestdanskernes vrangforestillinger om Bornholm som øen, der er paradisets forpost.
På Bornholm skinner solen altid, måske lige med undtagelse af om natten. De røgede bornholmersild hænger i tykke stimer på træerne, lige til at plukke for enhver, hvis blot man står på tåspidserne, og de appetitligt brunbagte bikini-sild ligger skulder ved skulder i det gigantiske badeland, der kaldes Dueodde.
Sikke et slaraffenland, og når de vestdanske børn bliver voksne, tænker de, at bornholmerne da må kunne leve godt af at fremvise solen og sildene.
Men det kan bornholmerne bare ikke.
Tag for eksempel bussen den lange tværtur fra Rønne til Nexø og oplev et landskab blottet for særpræg (bortset fra glimtet af et par mærkelige kirker). Der er dømt gennemsnitsprovins, og inde i hver tiende, og sine steder hver fjerde, forsigtige lille landejendom eller lejlighed sidder en arbejdsløs og trykker sig. Mange af øens indbyggere er gået ud af 7. klasse. Det gik an, da fiskeriet blomstrede, men nu hvor små kvoter og øget konkurrence fra russerne har hugget ind på den geschæft, er den korte skolegang blevet øens åg.
Og turistindustrien? »Tja,« siger Nexøs sprælske socialdemokratiske borgmester Annelise Molin, der risikerer at skulle forlade sit rådhus, når kommunerne samles til nytår, og rådhusbygningen måske vender tilbage til den funktion, den oprindelig havde: plejehjem. »Tja, hver gang det lykkes at oprette en ny turistarbejdsplads, får man samtidig en ledig person i 10-11 måneder af året.«
Det offentliges arbejdspladser er altafgørende på denne ø, og nedlæggelsen af Bornholms Værn i 1999 kostede øen dens største arbejdsplads. Molin holder fast i, at den nye regionskommmune spreder sin administration, så lokalområderne beholder deres arbejdspladser. »Jeg ønsker ikke centralisering i Rønne,« lyder det med den overbevisende kraft, som en overgang var tæt på at blokere hele sammenlægningen.
Til gengæld er røde Molin ikke bleg for at foreslå offentlige opgaver – for eksempel regnskab eller bespisning – lagt ud i licitation, »hvis blot det kan styrke det lokale erhvervsliv og skabe endnu flere arbejdspladser,« siger hun.
Jo, her tænkes i nye baner, og Molin er socialdemokrat på en særegen bornholmsk måde, der gør hende til ’darling’, selv om hun oprindelig er ’førder’, som det hedder på bornholmsk, altså en fremmed, en tilflytter.

Den 42-årige Klaus Nielsen er ikke førder, men sidste generation på Bornholm. Siger han. Hans tre børn vil med tiden flytte til andre dele af kongeriget, spår han og ser sig selv i rollen som manden, der lukker og slukker øen, før den overlades til mågerne og turisterne. Sådan vil det gå, medmindre regeringen sætter håndfast ind nu.
Klaus Nielsen læner sig afslappet tilbage i mødestolen i det internationalt designede mødelokale i firmaet A. Jespersen, hvor han er administrerende direktør. Herinde, hvor luften fornys maskinelt, lugter der ikke af fisk, men det gør der unægtelig uden for bygningen. Administrationslokalerne ligger ved siden af produktionsanlæggene, hvor de såkaldte blokke fremstilles, og det hele ligger på Fiskerivej i Rønnes sydhavn. Det handler ifølge Nielsen om torsk – torsk i frosne blokke og torsk i den forrige regering, som nok talte pænt om Bornholm, men aldrig for alvor gav den kriseramte ø en hjælpende hånd.
A. Jespersen er verdens største producent af torskeblokke, en globalt standardiseret, firkantet gang torsk på 7 1/2 kilo, som opskåret ender i fiskeburgere på europæiske McDonald’s eller som panerede fiskefingre i Netto.
Det lyder ikke særligt sexet, og det er problemet. Klaus Nielsen frygter, at han om 5-10 år vil få svært ved at finde unge, der gider arbejde med den slags på en fabrik.
Der skal i det hele taget gøres noget ved beskæftigelsen. »Saml dog den kommunale administration, så der for eksempel dannes en IT-afdeling af så betydelig en størrelse, at den kan tiltrække landets dygtigste specialister og bidrage til at danne et akademisk miljø på øen,« foreslår han. Klaus Nielsen mener også, at staten burde flytte for eksempel Meteorologisk Institut til solskins-øen. Men vigtigst skal de såkaldte ’rammebetingelser’ være i orden: billig transport til og fra øen og særlige skattefordele for virksomhederne.
»Nej!« siger Poul Overlund-Sørensen over en kop kølig kaffe udenfor på Store Torv i Rønne. Han er kommunalbestyrelsesmedlem for SF i Rønne og imod dir. Nielsens betingelser. »Sådan at drysse skattelettelser jævnt ud over erhvervslivet er en defensiv strategi, som kun er egnet til at skabe ro på de indre linjer i erhvervsledernes kreds. Der er derimod brug for støtte til for eksempel økologisk kvalitetsproduktion af bornholmske specialiteter,« siger SF’eren med et tungesmæk.
Bornholmske specialiteter – det lyder enestående og forførende i en standardiseret verden, der sukker efter markante pejlemærker. Sjovt nok er Poul Overlund-Sørensen førder fra Jylland, mens Klaus Nielsen med de internationale fabriksfremstillede fiskefingre er opvokset på Bornholm.
Mon førdere har en ekstraordinært udviklet evne til at se øens sjæl?

Dem derovre behandler os ikke pænt,« siger den 83-årige, rygplagede fhv. fiskeindustriarbejder Clara Bech på sit syngende ø-mål. ’Derovre’ er den vestdanske centralmagt, mens ’os’ er det bornholmske folk, som ofte føler sig overset eller kastet for hundene. Som dengang i 1945. Krigen var gået let hen over Bornholm.
»Der var aldrig nogen ballade med tyskerne,« husker Clara Bech, som var gift med en fisker i Snogebæk syd for Nexø. »Alligevel jublede vi selvfølgelig ved befrielsen den 5. maj.«
Jubelen forstummede, da tyskerne på Bornholm nægtede at overgive sig, og russerne bombede Rønne og især Nexø et århundrede tilbage i udviklingen. »Vi sad og spiste middagsmad, da bombemaskinerne kom. Vi boede i indflyvningslinjen til Nexø, og maskinerne fløj så lavt, at jorden bag huset blev hvirvlet op i en mægtig støvsky,« fortæller Clara. »Jeg flygtede ned i kælderen med den mindste på armen, men snart måtte jeg med barnevognen løbe af sted længere ind på øen, hvor mine forældre boede. Da vi vendte tilbage til huset en 4-5 dage senere, stod middagsmaden på bordet med centimeterhøj mug på, og der var to store huller i taget.«
Bornholm var såret, også på sjælen. »Vi kunne ikke fatte, at dette skulle ramme os, at englænderne ikke kunne forhindre det.« Og så kom russerne. »Soldaterne var skumle mennesker og snigende personer. Hver aften ved solnedgang låste jeg mig inde på loftet med børnene indtil næste morgen. Det var en usikker tid, for hvor længe ville dette vare?«
Bornholm blev ikke del af den kommunistiske blok, men tilliden til omverdenen var væk. Det er, som om mistroen over for magthavere har sat sig varige spor. Kommunesammenlægningen vil ifølge Clara kun skabe uro. »Alle børnehaver skal være ens, men børn er forskellige. Man kan ikke have en central leder for det hele.«
Hun tror heller ikke på regeringens reelle hensigter. »Den ny (statsstøttede, red.) godsfærge mellem Rønne og Køge er udmærket, men det er da forkert at chartre et finsk skib til ruten, når vi har mange arbejdsløse her på øen. Det hele bliver så skrabet.«

Midt i Rønne hænger en mindeplade fra 1952, som takker hele Danmark for hjælen med at genopbygge Rønne efter krigen. »Rønne fornyet, Krigs-Arret lægt, trygt gaa mod Gryet, Fremtidens Slægt,« står der ved relieffet af en kvinde, der lykkeligt løfter et spædbarn i strakte arme. Mor Danmark i idyllisk samhørighed med sit elskede lille bornholmerbarn? I givet fald en symbiose, som ikke er ganske fri for traumer.
Da Cimber Air – et sønderjysk selskab – overtog beflyvningen af Bornholm-København for nogle dage siden, skrev Bornholms Tidende i lederen, at det er »en bekræftelse på det åndsfællesskab, der efter manges mening eksisterer mellem Bornholm og Sønderjylland. Begge landsdele har i tidens løb måttet kæmpe for at (for)blive en del af kongeriget Danmark«. Altså skrevet anno 2002.
Lederskribenten må vist have haft Villum Clausen i baghovedet – ikke katamaranen mellem Rønne og Ystad, men personen, som færgen er opkaldt efter: Den bornholmske terrorist, som med et velsignet pistolskud den 8. december 1658 gjorde det af med det svenske overherredømme og snart bragte Bornholm tilbage til gode gamle Danmark.
Siden har nogle bornholmere spekuleret på, om Villum Clausens heltegerning var så velkommen endda. Var Bornholm forblevet svensk, havde man jo sluppet for tyskerne og for russerne og for Christiansborg-politikerne med deres arrogance …
Denne oprørske tanke er en underbevidst del af den bornholmske sjæl. Det er de færreste, der går så vidt som at tale højt om løsrivelse. Men de findes stadig – Bornholms Selvstyre Parti med Tonny Borrinjaland i spidsen stiller således op til det historiske regionsrådsvalg den 29. maj. Denne moderne frihedskæmper går blandt andet til valg på krav om løsrivelse fra Danmark, så det toldfri salg på alle færger kan genindføres – for beskæftigelsens skyld, altså – samt krav om tre ugentlige timers kristendomsundervisning i alle bornholmske skoler. En saftig cocktail, som nok skulle kunne holde førdere og muslimer tre skridt fra ægte bornholmeres liv.
Tonny Borrinjaland kommer nok ikke med i det nye ø-råd, men han står langtfra alene med sine kirkelige tanker. Lægprædikanter har i århundreder haft stærkt tag i den bornholmske fiskerbefolkning, som ofte har måttet stå ansigt til ansigt med døden på havet og haft brug for kraftfuldt støttende ord. I dag myldrer det stadig med høj- og lavkirkelige bedehuse på øen. Der mangler egentlig blot en moské.
Men kirkerne vil vel en dag dø ud, i takt med afvandringen fra øen. Og nu står Bornholm til at miste et andet gammelt samlingspunkt: Den inderligt lokale lokalpolitik, hvor noget nær landsbytosser efter sigende har kunne holde hof i bittesmå kommunalbestyrelser. Mastodontpartierne Venstre og Socialdemokratiet begræder ikke kommunesammenlægningens bivirkning: Udrensningen af de mest buldrende af de tomme tønder. Øens redning er blevet en sag for professionelle og eksperter. Lidt af sjælen går der dog tabt, når den store region tager over til nytår.
Men hvad, så kan man samles om at grave efter den gyldne fortid. Øen vrimler med talentfulde amatør-arkæologer og har en forstandig leder af Bornholms Museum. De gravelystne støttes endog ind imellem af Margrethe II i gummistøvler. At finde vægtigt vikingeguld, som man atter gjorde det forleden dag, er for mange meget bedre end at se en
eller anden Krølle Bølle som ny borgmester.

*Den første artikel i anledning af det bornholmske regionsrådsvalg blev bragt den 24. maj. Serien fortsætter.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her