(2. sektion)
Digte
En bøn til Herren om evne til at sammensætte lange sætninger fra det ene åndedrag til det andet i linjer strakt ud som hængebroer, sætninger med plads til katedralens spejlbillede, et stort oratorium og meget mere, det er den tidebøn, den polske digter Zbigniew Herbert fremsiger i et af de breviar-digte, der afslutter hans Stormens epilog.
Vi kender ham godt og gavnligt på dansk i kraft af Janina Katz introduktion og oversættelser. Det er nu den fjerde publikation. Herbert døde 74 år gammel i 1998, og det turde være hans seneste digte, næsten alle med alderdommens og dødens tema uddestilleret i portrætter og bekendelser, i rolledigte bl.a. med figuren Hr. Cogito, som er en stadig kommende størrelse, en snusfornuftig, eftetænksom herre.
Digteren har den særlige evne at trække ordene nær til sig og alligevel skabe kølig, ironisk distance, der her i bogen fremtræder som alderens visdom og afmagt.
Hans bøn om lange sætninger er forlængst hørt, ikke kun i det nævnte digt som er én lang sætningskæde, men som digterisk praksis således at hovedsætning sikkert regerer over bisætninger og som basso continuo kontrollerer deres indviklede, men tydelige løb, som det fortrøstningsfuldt kunne hedde. Oversættelsen er ikke overalt fuldkommen lydhør for sprogets musik, selv om helhedsindtrykket er såre gunstigt.
Det er nu ikke syntaktiske arabesker, som vi finder dem hos Søren Ulrik Thomsen, men snarere den stadige strømmen, en åbenhed for fortsættelsen, en drøm om kontinuitet. I en anden bøn takker jeget for sprøjter og kanyler, for bandager og hæfteplastre, drænet og ketogan, men først og fremmest for sovepillerne med navne som romerske nymfer. Dér kunne digtet så standse, men der er endnu en tilføjelse: »som er gode, fordi de beder og minder om og erstatter døden«.
Tingsverden
Der er materialerigdom hos Herbert, hele livets kramkiste åbner sig, som nu i bogens første digt, hvor bønnen går på at kunne rummes i grevinde Popescus mindeskrin med dets roderi af manchetknapper, faderens ur, en blind ring, en søkikkert, et guldbæger osv., osv. For nu ikke at glemme en smule sjæl/lidt samvittighed/et let hoved//og et dansende trin. Tingsverdenen og ideens sfærer indgår fine og særprægede forbindelser med dansant lethed og sørgmodig elegance.
Bønnen er her rettet til gudernes fader og beskytteren Hermes. Herbert er ikke smålig med religion og mytologi, overhovedet inkluderer han megen kulturhistorie, kendte og sjældne navne, kejsere, filosoffer, helte og kunstnere. Akilleus, Barrabas, Hirohito, Charlotte Corday, Orwell, Kant. Kunstneren, siger han, er et uhyggeligt tobenet spejl, der trofast viser virkeligheden eller også luftspejlinger, han prøver at forædle, at synge, danse, overtale den anløbne menneskelige materie, den rustfarvede lidelse.
Og lidelsen er til stadighed nærværende i disse digte, der med deres kulturhistoriske gods og tunge erfaringer er let læselige. Det gamle Europa lever og ånder i deres ubesværede lineatur, i kombinationer af nutid og fortid. Der hersker en selvfølgelig hjemfølelse, forstærket af eksilets tankeverden. Herbert trodsede sit lands sure regime. Søvnløshed og hvileløse vandringer beskrives. Et skønt digt om »Skyerne over Ferrara« fortæller om valget af talrige opholdssteder, de sammenfiltrede veje, den tilsyneladende mangel på mål, de flygtende horisonter. Det er så i de langsomt glidende skyer, hvide, aflange som græske skibe, skåret skarpt af nedenfra, det er i dem, ikke i stjernerne, skæbnen afgøres.
Det er afskedspoesi uden patos, i fine spændinger. Hr. Cogito får næsten det sidste ord, om sjælens aktuelle position: Han har i nogen tid båret den på skulderen, uden febrilsk travlhed, den har slået kløerne hårdt i hans venstre skulder. Spørgsmålet er, hvornår sjælen forlader ham: foreløbig/sidder den på skulderen/parat til at lette.
En epilogisk betragtning.
*Zbigniew Herbert: Stormens epilog. Oversat af Janina Katz og Hans Hartmann. 63 s. 140 kr. Husets Forlag
