Læsetid: 2 min.

Skæv på den ufede måde

Den danske film ’Charlie Butterfly’ er et sympatisk, men desværre mislykket forsøg på et skævt og jazzet filmdigt
3. maj 2002

(2. sektion)

Ny film
En blind brandmand med musikalske ambitioner på sin drikfældige søns vegne - sådan kunne man opsummere Dariusz Steiness’ debutfilm, Charlie Butterfly, der har fået manuskriptassistance af selveste Klaus Rifbjerg.
Selv kalder instruktøren filmen »en straight story, uden tid eller sted, fyldt med musik, energi, humor, håb, tilgivelse og ikke mindst en historie om et rigtigt menneske, på godt og ondt.« Men man kunne også se den som en fri improvisation over personlige passioner: Bebop, boksning, brandmænd og Baard Owe.
Historien er mildest talt svær at sluge. Man kan ikke helt følge instruktøren i, at den skulle handle om »et rigtigt menneske,« for i titelrollen som den blinde brandmand har Baard Owe fået lov at køre et helt ulideligt ego-trip. I det hele taget byder filmen på ualmindeligt tåkrummende skuespil.
Selv den sædvanligvis fremragende Vigga Bro, der her spiller mor/engel, virker , som om hun er til første læseprøve. På den baggrund lykkes det sangeren Allan Vegenfeldt, der så åbenbart ikke er skuespiller og heller ikke forsøger at være det, at gøre sønnen til filmens eneste bare nogenlunde troværdige figur.
Trods instruktørens udtalelser synes Charlie Butterfly ikke gearet til troværdighed og indlevelse. Dét modvirker ikke bare skuespillet, men tillige de meget få følelsesudpegende nærbilleder og det forhold, at handlingen – ganske rigtigt – er umulig at placere i tid og rum.

Jazzet billeddigt?
Vurderer man i stedet filmen som et passionspatchwork, som et jazzet filmdigt, virker den langt mere sympatisk. Og i stedet for at blive irriteret over f.eks. at skulle til umotiveret boksekamp med de tyndhårede veteraner Hans-Henrik Palm og Jørgen ’Gamle’ Hansen, er man i udgangspunktet indstillet på at følge instruktørens knaldede lidenskaber, hvor de end måtte føre hen. Men ej heller på dét plan holder Charlie Butterfly desværre.
Nok ved fotografen Eigil Bryld at gå i kødet på motivernes stoflighed, og nok har komponisten Carsten Dahl begået en serie skærende smukke Monk- og Davis inspirerede sange, der foredrages med fornem dissonantisk præcision af Allan Vegenfeldt. Men hvad skal vi så med den fæle historie?
Hvorfor skal jazzdigtet som helhed være så totalt uden rytmisk sans? Hvorfor skal det vare hele 100 uendelige minutter? Og hvorfor skal der konsekvent klippes så rastløst væk fra sangenes vildskab - som turde være filmens trumfkort – til ak så konventionelle vaseline- og filterbilleder?
Hatten af for de skæve intentioner, som drister sig på tværs af tidens dogmatiske plot-film. På med den igen for resultatet, der ulykkeligvis kun er skævt på den ufede måde.

*Charlie Butterfly. Instruktion: Dariusz Steiness. Manuskript: Dariusz Steiness og Klaus Rifbjerg (Empire og Palads i København, Øst for Paradis i Århus og Café Biografen i Odense)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu