Læsetid: 3 min.

Med sladder-tv i Cannes

Med et privatiseret TV2 bliver det endnu vigtigere end tidligere, at der er en kanal, som vil andet og mere end blot at være mikrofonholder for tidens evindelige selvspejlinger
31. maj 2002

(2. sektion)

Fjernsyn
Jeg har endnu aldrig mødt en forfatter, der ser Bestseller, og det er virkelig svært at forestille sig, at der skulle være nogle kritikere, der sidder klinet til skærmen, når Miehe-Renard folder sig ud. Det er meget forståeligt, at DR gerne vil lave brede, formidlende programmer, man er vel en publicservice-kanal, men det er også betænkeligt, hvis man ikke kan holde ud at se programmet, blot man ved en smule om emnet. At selve det, at man ved noget om emnet, diskvalificerer en som seer.
Bestseller beskæftiger sig, som navnet antyder, med populærlitteratur, og det på sådan en billedblads-agtig måde: Hvem er forfatteren, hvordan bor han, hvordan tænker han? Man kunne nok komme i tanke om en 30-40.000 spørgsmål, det var mere relevant at stille.
Hvad de andre kunstarter angår, ser det ikke bedre ud, og søndag var jeg så uheldig at komme til at tænde for et program, der hed Dagbog fra Cannes. Her var der ikke tale om, at vi skulle have noget at vide om sæsonens film, næ, her var en flok unge mænd taget på billedblad-tur. Der var et interview med Jean-
Claude Van Damme, og intervieweren indledte med at udtrykke ønske om at få interviewofferet til at sige noget dumt. Bare vi nu kan få ham op i den røde zone. Meget morsomt, men hvad fik vi egentlig at vide? Ingenting.

Talentløst
Så var der et interview med Bille August, hvor man havde valgt at interviewe ham om noget, han ikke måtte udtale sig om. Meget smart. I stedet fik vi billeder af hans hænder, af den balkon, han stod på, af intervieweren: Kameraholdet ville tilsyneladende kun pege på sig selv, sig selv, sig selv.
Hele tiden denne fokusering på rammen, vi er nogle stykker, der er her i Cannes for at reportere hjem: Og hvor er vi sjove! Skidt med indholdet. Skidt med, om vi nu også får fortalt seerne noget om film, noget de ikke vidste i forvejen.
Det eneste fornuftige, man havde at spørge Bille August om, var, om han sad ved siden af Sharon Stone i det udvalgsarbejde, han deltog i. Det er ikke engang bare dårlig formidling, det er simpelthen
talentløst.

Ren identifikation
To unge filmskabere var taget til Cannes for at vise en film, de havde lavet, og møde nogle producere. Dem skulle vi også følge. Den grundlæggende ide bag en sådan reportage er vel, at man skal leve sig ind i, hvordan det er at være debutant i Cannes. Den grundlæggende ide er identifikation. For man får jo intet at vide, man ikke vidste i forvejen: Det er svært at møde ordentlige producere, frustrerende at kæmpe sig frem gennem mængden i Cannes, der er lang vej hjem. Sådan er det vist nok inden for alle brancher.
Men det kan simpelthen ikke være rigtigt, at DR’s eneste bud på kulturformidling er identifikation: Det kan ikke være rigtigt, at vores indgang til Cannes skal være noget med, om vi også selv kunne være endt som filmskabere. Det må altså være muligt at oplyse folk om liv og verdener, der er radikalt forskellige fra deres egen. Det må være muligt at fortælle folk noget, de ikke vidste i forvejen. At udgøre en forskel i seerens bevidsthed.
Det kan ikke være rigtigt, at det eneste udgangspunkt er det navlebeskuende: Det kunne have været mig. Dét spørgsmål er netop sladderbladenes. Det kan heller ikke være rigtigt, at man laver en reportage om en reportage og glemmer, at der faktisk sidder nogle seere derude. Som gerne vil oplyses, som gerne vil have noget at vide. Det er jo lige præcis dér, Danmarks Radio bør ligge i front.
.
Det er yderst betænkeligt, at man skal ransage sin hjerne i timevis for at komme i tanke om, hvornår man sidst har lært noget om f.eks. litteratur ved at tænde for fjernsynet. Så svært kan det altså ikke være.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu