Teater
Befriende !
Hvis der er noget, der har kastet en smule lys tværs igennem den siddende regerings kunstneriske mørklægning, er det den mobilisering af de udøvende kunstnere, som kvælningsforsøgene har givet anledning til. Ikke noget med at tie og tåle, at sidde ensomme foran tællepråsen hver sit kolde tagkammer og vende femøren, mens tankerne går til bibliotekstilskuddet, Kulturfonden eller den lille progressive byscene, der var engang. Til modstand !
Bådteatret, der som bekendt er kommet i den for teaterkendere utænkelige situation at skulle fejre sit 30 års jubilæum med at trække bundproppen op, har heller ikke tænkt sig at sige pænt farvel og hvorfor skulle de også det ? Til enhver tid hellere smække med døren.
Sæsonens genistreg
Smækket kunne være blevet unuanceret anklagende, slet skjult selvmedlidende eller politisk firkantet. Det korteste strå er ingen af delene, men noget helt tredje en varm fusion af skræmmende politisk fremskrivning, helstøbte, gennemarbejdede rids af socialt og kunstnerisk minimalstatsramte gennemsnitsdanskere og en række begavet konsulterede forfattere fra de medvirkende og instruktøren og frem til Shakespeare i al beskedenhed for manden er jo altid god for det sidste ord.
Fra denne vores mismods vinter giver Det korteste strå ordet til Narkomanen, Den Kompetenceramte, Omar, der søger om dansk statsborgerskab, Sagsbehandleren, digterinden, der er gået under jorden, og håndværkeren, der bare skal have en parkeringstilladelse.
Alle mødes de i forkontoret hos Det Offentlige, godt forberedte til mødet med en benspændende instans, og dog rækker forberedelserne ikke. Det er simpelthen ikke muligt at forhåndsdiskontere Det Offentliges variation af modtræk.
Farcedelen med Narkomanen (Lars Mikkelsen) som socialsatirisk midtpunkt har duftspor af Ørnsbo fra den store Majonæse-tid, Den Kompetanceramte (Anne Marie Pock-Steen) betjener sig ukritisk af management-sproget uden at gøre oprør mod netop det, der har bragt hende på glidebanen.
Øjeblikkeligt isnende
Undercover-digterinden (Pock-Steen) udlever et Bradbury´sk kontrolsamfundsscenarie, der virker øjeblikkeligt isnende i forestillingens puls, hvorefter kulden og rummet udvider sig af Shakespeares kendteste monolog i en ikke-slidt oversættelse. Den Offentligt Ansatte (Mikkelsen) udlever sin klemte stilling mellem magt nedadtil og magtesløshed opadtil uden oppositionelle bagtanker, hvilket ender med at svide til ham selv, mens Perkeren (Henrik Noél Olesen) er den, der (be)tænker (sig) og håndværkeren (Olesen) den, der har haft for travlt med at score kassen og læst for få aviser.
I sine mange skikkelser, sit til stadighed medrivende karakteriseringstalent og spillen-sig-ovenud af den bogstavelige situation er Mikkelsen forestillingens dynamo, men på hver deres måde giver Pock-Steens gaminfjæs og no-nonse kontanthed og Noél Olesens uudgrundelighed og frembrusende ensporethed nødvendig krop til den satire, der er så meget mere end tragi-komisk-eftertænksom tematisk revy, men dog så lejlighedsinspireret og provokeret, at levetiden er her-og-nu.
Fik De den, kære læser ?
Måske fik Brian den osse, det vil jo vise sig
*Det korteste strå 12 danskere i et socialpolitisk experiment. Instr.: Madeleine Røn Juul. Scen.: Nina Flagstad. Bådteatret, Nyhavn, t. 31. maj
