Læsetid: 4 min.

Smukt, varmt og mærkeligt

Guitaristen og sangeren Michael Simpson debuterer med en pragtudgivelse lavet hjemme i soveværelset, mens Supernova dukker op igen efter mange års tavshed
16. maj 2002

Nye cd’er
Jeg er fuldstændig forgabt i en cd for tiden. Efter alle disse år i branchen sker det heldigvis stadigvæk, at man falder uforbeholdent for en kunstners udtryk. Pladen hedder Os 2 + Lidt Ro – titelnummeret med sin fantastisk stemningsfulde mundharpe kører lige nu og her og gør mit hjem et smukkere, varmere og mærkeligere sted at være – og er udsendt af multiinstrumentalisten Mikael Simpson med udgangspunkt i et rudimentært indspilningsgrej, placeret en halv meter fra hans seng.
Simpson var i en årrække medlem af det lovende, men aldrig fuldt udfoldede undergrundsorkester Luksus, der afsluttede deres karriere med den fine single Put Mig, en Simpson-komposition, der lagde sig på Det Elektriske Barometers førsteplads i månedsvis. Det er inkluderet på nærværende album, og det står med sin dominerende akustiske guitar og klart centrerede leadvokal som en af pladens smukkeste, men også nok mest ortodokse skæringer med det besættende omkvæd: »Han har ingenting at sige – og det si’r han så ... så højt det nu kan blive til«.
Os 2 + Lidt Ro er et sonisk trip for voksne, og med den sættes en ny klanglig standard for dansksunget rock pga. den fantasifulde produktion, herunder specielt måden hvorpå stemmen som et instrument behandles elektronisk. Og så lyser, ja stritter Michael Simpson af en gudsbenådet intelligens på alle områder – at pladen er lavet for ingen penge om natten hjemme i hans lejlighed, forhindrer den ikke i at være
10 gange mere rumligt og klangligt afsøgende end de første 10 Tim Christensen-album.
Simpson lader gladeligt sange komponeret på akustisk guitar kollidere med hele den moderne elektroniske palet og intet sammenstød er ham fremmed. Trods det at teksterne ofte kun er på to eller tre linjer, udsiger de mere end nok så mange ordgydende trubadurers alenlange udredninger – som f.eks. den fulde tekst til det tiltende, tumlende og tagfatprægede »12 timers vagt«, der i et flimmer af effekter lyder sådan her:

Det minder om en 12 timers
vagt
på det værste arbejde jeg har
haft
’Hvor fanden er det vi skal hen’

Kviksølvsagtigt univers
Pladen præges af en lydlig dybde og en leg med klange, man ikke er forvænt med på rockplader – Michael Simpson åbner et rum et sted mellem singer-songwriter, dub og electronica, hvor der er fantastisk rart og interessant at være – hvis jeg forsøgsvist beskriver lyden som Nick Drake i clash med Massive Attack, siden påkørt af Nikolaj Nørlund med Lee Perry i passagersædet, giver det sgu et godt fingerpeg om, hvor svært det er at indfange Simpsons kviksølvsagtige univers med ord.
I sporadisk samarbejde med folk som den sprintende trommeslager Shawn Lee, lydingenøren Frithjof Toksvig og hans gamle Luksus-makker Georg Rune Andersen fremmaner Simpson stemninger af en anden verden, sær og dragende, men også trist og skræmmende, trods det konsekvent varme skær, der klangligt hviler over sangene her.
Og med sangen »Du er ikke en rigtig bjørn« får Simpson sagt mere om den misere, som den borgerlige regering er parat til at lade regne ned over vores syndige hoveder, end de fleste avisledere undertegnede har læst på det sidste. Teksten gengives her i sin helhed – også eller især fordi den giver et fandens godt fingerpeg om Simpsons måde at gribe tekstskrivning an på:

naturen er et sprog, bjørn
lomborg
kan du ikke læse hvad der står,
bjørn lomborg

Kære Mikael Simpson, din oggenok – tusind tak for Os 2 + Lidt Ro. Den indgiver denne signatur tro på, at der stadigvæk er en vej frem for dansksproget musik og grund til at beskæftige sig seriøst med samme.

Tager tråden op
I midt-90’erne lå duoen Supernova godt i svinget med et par album i bæltet og muligheden for et mindre gennembrud forude – især tydede 1996-udgivelsen Leave A Messsage på at Pipaluk og Cecilie havde fat i den tunge ende med deres sensuelle og poetiske, men også ret bizarre sange, som i hænderne på producer Troels Bech viste sig at besidde flere facetter end først antaget. Men så forsvandt Supernova – som supernovaer har for vane – ud i rummets uendelige tomhed, og man troede, duoen var gået til rockgruppernes svar på de evige jagtmarker. Men nu er de to unge kvinder tilbage med et tredje album, Sorry The Number You’ve Dialed Has Been Disconnected, 13 sange, der tager tråden op nogenlunde, hvor de slap for seks år siden. Der er dog mere tale om opsummering end genfødsel, idet materialet stammer fra perioden 1997-2000.
Det er såmænd en okay lille samling sange, selvom Supernovas særpræg sine steder sættes over styr til fordel for en lidt for ortodoks måde at gribe tingene an på, med bas-og-trommer som fast bestanddel i lydbilledet frem for som fascinerende krydderi, og produktionen har ikke den der øre sommernat-lethed, der prægede Leave A Message. Tværtimod er det hele blevet en anelse mere jordnært, og så er det, man spørger sig selv, hvad der præcis adskiller Supernova fra det mylder af kvindelige talenter, der er ved at sprænge noget indeni for at få en fod inden for musikbranchen. Men så hører man »Stars« og »23 Seconds« og indser, at Cecilie og Pipaluk stadig har noget specielt at tilbyde – der er bare ikke så meget af det denne gang. Næste gang, måske ...?

*Mikael Simpson: Os 2 + Lidt Ro (Playground)

*Supernova: Sorry The Number You’ve Dialed Has Been Disconnected (Copenhagen/Universal) www.copenhagenrecords.com

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her