Læsetid: 5 min.

Et spark til os som forbrugere

Forbrugerombudsmanden er muligvis ikke vor tids mest smidige forhandler, men han er, hvad vi forbrugere forventer: Ubestikkelig og retfærdighedssøgende. Politikerne ligner en slem bande røvere og soldater ved siden af Hagen Jørgensen
10. maj 2002

Forbrugerombudsmanden er muligvis ikke vor tids mest smidige forhandler,
men han er, hvad vi forbrugere forventer: Ubestikkelig og retfærdighedssøgende. Politikerne ligner en slem bande røvere og soldater ved siden af Hagen Jørgensen

Qlummen
Den forrige regering fjernede stenene, så det har ikke været nogen sag for den ny, borgerlige regering at gå hele vejen i en urovækkende, nedrig nedgørelse af forbrugerombudsmandsinstitutionen. Den institution, der i 25 år har haft til opgave at beskytte forbrugernes retstilling. Altså beskytte den almindelige forbruger mod at blive overdrevent udbyttet af et erhvervsliv, der lever af at trække penge op af borgernes lommer. Hvis vi da har nogen.
Har vi ingen, går manøvren ud på at låne os nogen – mod den højst mulige forrentning.
Svækkelsen af forbrugernes vagthund, Hagen Jørgensen, kom mere præcist i starten af april i form af et lovforslag, der ventes vedtaget den 1. juli, og som tager kontrollen med finanssektoren fra forbrugerombudsmanden. Allerede den forrige, socialdemokratiske regering overførte en del af forbrugerombudsmandens magt til Finanstilsynet. Nu ryger den helt, idet økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen (K) og hans venner i Dansk Folkeparti og Venstre er mest trygge ved at tage magten selv. I praksis betyder det, at forbrugerombudsmanden ikke efter den 1. juli kan forhandle og udstede retningslinjer for finanssektoren, såsom banker, forsikringsselskaber og realkreditinstitutter. Sådan har han ellers hidtil kunnet give udtryk for, hvad han forstår ved anstændig behandling af forbrugerne.
Det kan på baggrund af den ny regerings foreløbige præstationer ikke komme bag på os (forbrugere), at tilsynet nu ikke bare overtages af Finanstilsynet og ministeren selv, men at ministeren ved samme lejlighed giver sig selv retten til at udarbejde bindende retningslinjer. Den rettighed, vores vagthund, Hagen Jørgensen, konsekvent er gået efter, men aldrig opnåede. Forbrugernes ombudsmand har aldrig haft beføjelse til at udstede bindende retningslinjer. Ligesom han har været tvunget til at forhandle de ikke-bindende retningslinjer med de involverede brancher.
Som advokaten, lektor Jesper Møller-Andersen, skrev om lovforslaget i en kronik i Politiken: »…det er at sætte ræven til at vogte gæs eller det, der er værre: At sætte ræve til at vogte ræve.«

Og hvordan reagerede Hagen Jørgensen så på lovforslaget? Han blev, skriver pressen, såret og skuffet. Hvad Venstres og Konservatives (kvindelige) erhvervspolitiske ordførere straks tillod sig at kalde »barnligt« og »fornærmet«. Under hensyn til sin gennem flere år udsultede medarbejderstab valgte forbrugerombudsmanden nemlig at slippe tøjlerne med udsagnet:
»Jeg vil derfor ikke være kustode for nogle gamle retningslinjer på det finansielle område, som alligevel ikke overholdes, og som jeg ikke kan ændre.« Jørgensen slap i første halvdel af april både retningslinjer og de retssager, han havde gang i. Og det gjorde han, forklarede han, fordi han gennem syv år forgæves har forsøgt at få banker og forsikringsselskaber til at acceptere et sæt minimums-retningslinjer for god kundebehandling og kundevilkår. Hvorfor skulle branchen så ville forhandle nu, hvor forbrugerombudsmandens beføjelser var blevet yderligere svækket?
Realiteterne er, at finanssektoren – med tilsyneladende realkreditinstitutterne som undtagelse – ikke er en tøddel interesseret i at forhandle etik i forhold til forbrugerne. Og tilsyneladende har det med at optræde efter eget forgodt/velbefindende – læs: følelsesstyret. Hvilket direktøren i Forsikring og Pension, Steen Leth Jeppesen, er et bedårende eksempel på. Steen Leth Jeppesen lod undervejs i april-debatten ingen i tvivl om, at forbrugerombudsmanden var finanssektoren lodret ligegyldig.
»Jeg kan jo ikke forhindre ham i at gøre det som husflid,« lød Leth Jeppesens kokette kommentar, da Jørgensen var banket på plads af sin minister, Bendt Bendtsen.
Og på lodret ordre med kniven for struben senere på måneden lovede at genoptage både retningslinjer og retssager.
»Men … vi vil ikke forhandle med ham,« kundgjorde forsikringsdirektøren.
Hvem tror denne forsikringsdirektør egentlig, han lever af at betjene?
Forbrugerombudsmanden er og har altid været i en håbløs situation, fordi han – ene mand over for en hel branche – ikke får den nødvendige politiske opbakning.
Finanssektorens arrogante håndtering af forbrugerombudsmanden har aldrig – og det er stærkt kritisabelt set med forbrugerøjne – tilskyndet politikerne til at bakke op om institutionens beskyttelse af forbrugerne, der risikerer at blive ramt på pengepungen af eksempelvis bankernes tilbøjelighed til at blande kunderådgivning og salg sammen.
Mærkeligt nok er Hagen Jørgensen som institutionens hidtil mest farverige og modige repræsentant den mindst elskede af erhvervslivet. Måske fordi han kun fire måneder efter at være tiltrådt sagde, at bankerne havde alt for meget magt i forhold til forbrugerne. Det ville han ændre.
Pressen dramatiserede i april frejdigt situationen omkring den »stejle« og »krasbørstige« Hagen Jørgensen, idet man lod læserne forstå, at han lænede sig op af en fyring.
Dansk Folkepartis ordfører med det imponerende navn Colette Brix opfordrede ham til at gå – »helt ærligt«. Og Politikens leder kaldte ham »sin egen værste fjende«. Da Jørgensen opgav sine sager og retningslinjer, bebrejdede avisen ham, at han opgav »kampen, blot fordi han er kommet i modvind«. – Har man hørt mage til misforståelse. Forbrugerombudsmanden går til grænsen, fordi han mener noget med sit virke og ikke er bange af sig. Selvfølgelig accepterede han senere i forløbet ministerens ordre. At opgive taburetten ville være at svigte forbrugerne.

Vi har i forbrugerombudsmanden tydeligvis at gøre med en ikke gængs embedsmand. Men med noget så opmuntrende som en embedsmand, der er oprigtig forarget, når gebyrer i urimelig mængde og størrelse hagler ned over gældsatte borgere. Osv. Osv. Man kan have manden mistænkt for lige ud at føle noget for både sin institution og for os forbrugere. Uha, uha. Men hvilken anden grund skulle han egentlig også have til at beklæde et stadig mere tømt embede?
Fremfor en embedsmand, der bøjer nakken af skræk for at konfrontere sig med en bande erhvervsleflere, foretrækker jeg macho-Jørgensen, der siger til og fra på mine og andre forbrugeres vegne og ikke er bleg for at smide håndklæder i ringen for at tydeliggøre holdningen. Manden burde hædres frem for hånes. Hagen Jørgensen er set med forbrugerøjne en sand pioner, idet han som den første forbrugerombudsmand besluttede at allokere kræfterne væk fra småforbryderne (overtræderne af f.eks. markedsføringsloven) over på de virkelige (og for mange af os uigennemskuelige) problemer i finanssektoren.
Politikens leder kunne være skrevet af de embedsmandskolleger, der mener, at Hagen Jørgensen burde file sine »kanter« af for at opnå resultater med slipsene i erhvervslivet. Man gør med andre ord forbrugerombudsmandsinstitutionen til et spørgsmål om personlig attitude, snarere end faglighed og professionalisme. Meget interessant erkendelse.
Nej – Hagen Jørgensen er ikke min fætter, og mine veninder har det ligesom mig: Vi har travlt med at tjene de penge, vi og familien skal leve af, og vil hellere i de få fritimer kokkerere og snakke med vores børn end at studere finanssektorens små bogstaver.
Vi føler os trygge ved, at ranke Jørgensen med den skarpe hjerne på et overordnet plan fører vores sag. Vi er lige ud fornøjede over vores vagthund og kræver: »Al magt tilbage til forbrugerombudsmanden. Og mere til.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her