Læsetid: 2 min.

Spillet om Iraks olie

USA er den største oliekunde hos slyngelstaten fra ’ondskabens akse’. I fjor købte amerikanske olieselskaber 790.000 tønder irakisk olie dagligt
22. maj 2002

USA er den største oliekunde hos slyngelstaten fra ’ondskabens akse’.
I fjor købte amerikanske olieselskaber 790.000 tønder irakisk olie dagligt

Olieaksen
BAGDAD – Sidste halvår i fjor købte amerikanske selskaber, som Valery Energy og Chevron Texaco, 70 procent af den irakiske olie, hævder Jon Børge Hansen i den norske FN-forenings nyhedsmagasin.
Dette indebærer, at USA aldrig har importeret så meget olie fra Irak som efter 11. september i fjor. Imidlertid foregår salget gennem mellemled, især russiske olieselskaber. Ifølge Jon Børge Hansen er USA blevet mere og mere afhængig af olieimport. I 1970 var omkring 12 procent af olieforbruget i USA import mod 52 procent i dag.
Irak er USA’s sjettevigtigste olieleverandør. Og selv om USA’s vicepræsident, Dick Cheney, ikke fik støtte fra Saudi-Arabien til at angribe Irak, lovede verdens største olieleverandør at øge produktionen, hvis de irakiske oliepumper skulle blive lukket.
Hertil kommer, at USA også har søgt at sikre sine langsigtede olieinteresser ved at bevilge 100 millioner dollar til oplæring og udstyr til en bataljon colombianske soldater, som skal bevogte olieledningerne i Colombia.
Ifølge Norsk Organisation for Asylsøgere (NOAS) producerer Irak totalt set lige så meget olie som før Golfkrigen. Smugling af olie ud af Irak repræsenterer store indtægter, som også går i regimets egne lommer ved siden af den olie, som pumpes op gennem olie-for-madprogrammet.
Tal fra The Economist viser, at Irak har et skjult oliesalg på mellem 1,5 og 3 milliarder dollar ud over det legale salg på 16 milliarder dollar i året, som sælges gennem olie-for-madprogrammet og sættes ind på spærrede FN-konti. Jordans økonomi ville formentlig være kollapset uden oliestrømmen fra Irak.
Og ifølge The Economist passerer 200 ulovlige tankbiler grænsen mellem Irak og Tyrkiet for hver lovlig olielast.
Analytikerne hævder, at Saddam undlader at bruge pengene fra det ulovlige oliesalg på sit eget folk og i stedet lader dem gå til at opbygge sin militære slagkraft.
»USA’s politik er inkonsekvent. Olien, som smugles ud gennem Golfen, bliver stoppet, men ikke den ulovlige olietransport til Tyrkiet,« siger Ragnar Hansen, lokal repræsentant for Norsk Folkehjelp i Nordirak.
For ham er det et paradoks at FN’s sanktionskomité nu gransker hver eneste importvareansøgning fra Irak, samtidig med, at fuldt lastede lastbiler kontinuerligt passerer over grænsen mellem Nordirak og Tyrkiet med ulovlig olie.
I teorien må ingen varer passere grænsen til eller fra Irak uden Sikkerhedsrådets godkendelse, men FN har ikke sat kontrolposter op ved grænserne. Dermed kan de irakiske myndigheder uhindret smugle ind og ud, hvad de måtte ønske af varer.
»Vi har folk, som køber de sidste computermodeller i Bagdad og smugler dem til Kurdistan. I Bagdad kan du få fat i alt, de sidste modeller af elektronisk udstyr indbefattet,« afslutter Hansen.

*Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her