Læsetid: 3 min.

Stor ståhej for næsten ingenting

Martin Scorsese fik festivalpublikummets udelte opmærksomhed, da han tirsdag viste 20 minutter fra sin kommende film
22. maj 2002

Filmfestival
Cannes – »Må jeg ringe tilbage til dig? Jeg er fanget i et forpulet mareridt nede ved palæet i et forsøg på at komme ind til den her Scorsese-ting.« Med vanlig flair for at overdrive uden at hæve stemmen lykkes det en britisk journalist i køen at få beskrevet det hysteri, som har omgivet et af Cannes Film Festivalens mest populære arrangementer.
Martin Scorsese, der i år er formand for festivalens kortfilmjuryen, er blevet inviteret til at hylde nyligt afdøde Billy Wilder og vise 20 minutter af sin episke periode- og gangsterfilm, Gangs of New York. Og kigger man på tirsdagens opløb foran Grand Théätre Lumiere, skulle man tro, at det samlede pressekorps stod i kø for at komme ind.
Veteranen Scorsese er stadig en af verdens mest beundrede cineaster og filmskabere, og de saftige rygter om Gangs of New York har været mange og ikke alle lige gode. »Har han monstro lavet et flop?« er et spørgsmål, som ofte er blevet stillet, siden han for et par år siden begyndte på filmen.
Også franskmændene elsker Scorsese, og hysteriet er ikke blevet mindre af, at filmens to unge, hotte stjerner, Leonardo DiCaprio og Cameron Diaz, har annonceret deres tilstedeværelse på en dag, hvor de stjerneskudte franskmænd har tid til at fylde op foran den røde løber. »Welcome Cameron«, »We love you, Leo« har de letpåklædte teenagepiger skrevet på deres hjemmegjorte plakater, og entusiastiske amatørfotografer står på nakken af hinanden for at få et godt billede af idolet.

Krukkeri
Seancen er for journalister og et inviteret publikum, men fordi Lumiere sikkert ikke kan rumme alle, begynder panikken at indfinde sig, efterhånden som tidspunktet nærmer sig, og køerne bare bliver længere. »Hvor kommer man ind? Kommer vi overhovedet ind? Er det her den rigtige kø? Hvorfor går de andre den vej?«
Solen bager ned fra en skyfri himmel, og stemningen er anspændt. Men allerede kort tid efter er journalister og officielle gæster på vej op ad den røde løber, mens alle de nysgerrige ser til, misundelige. Ingen grund til uro, åbenbart, for der er masser af plads i salen, og en halv time før det hele skal begynde, er de fleste på plads og kan på en storskærm følge med i, hvad der foregår ude på den røde løber.
De kendte defilerer forbi og bliver modtaget af festivalens præsident, Gilles Jacob, og Thierry Fremaux, den kunstneriske leder. Og så ankommer Sharon Stone. De smokingklædte fotografer kaster sig grådigt over hende, og lige pludselig begynder hun krukket poserende at lege Marilyn Monroe på vej til bal. Stone vrider og vender sig, koketterer og forsinker det hele, mens publikum i biografen griner af hende.

Da Amerika blev født
Men nu er Stone jo ikke dagens hovedperson. Da Leo, Cameron og Marty endelig dukker op, går de mange fans amok, og der er stående ovationer, da de når ind i salen.
Scorsese er en god fortæller, og hans kærlighed til filmmediet skinner så tydeligt igennem, når han taler. Den lille mand med de store briller, intense øjne og buskede øjenbryn indtager scenen for at introducere og vise klip fra den østrigskfødte Wilders amerikanske film. Små klip fra Sabrina, Kvinden uden samvittighed, Nøglen under måtten og Ingen er fuldkommen flimrer over lærredet, og publikum jubler.
Og da Scorsese går over til at tale om Gangs of New York, sætter folk sig op og hører efter. »Den stiller spørgsmålene, ’hvad er Amerika?’ Og ’hvad er en amerikaner?’« siger Scorsese om filmen, der foregår mellem 1846 og 1863 og beretter om de bander, som kontrollerer gaderne og bekriger hinanden i datidens New York.
Det er ikke en historie, som er blevet fortalt før, hvorfor interessen for den små 150 millioner dollars dyre film har været stor og rygterne om problemer på optagelserne vedholdende. Filmens premiere er flere gange blevet udskudt, angiveligt fordi Scorsese og filmens producent, Harvey Weinstein, har været uenige om, hvordan den endelige film skulle se ud.
Men de 20 minutters film lover godt. Det bliver vist både fysisk og følelsesmæssigt en voldsom og storslået oplevelse, hvor man bl.a. får et indblik i den modstand, som ikke mindst de irske immigranter blev mødt med af de ’indfødte’ amerikanere, hvis fædre og bedstefædre havde kæmpet i uafhængighedskrigen små 100 år tidligere.
Om de 20 minutter er al den ståhej værd, er ikke til at sige, men i Cannes har små ting det med at vokse sig store.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu