Læsetid: 3 min.

Den store Kruuse

Jyllands-Postens kulturredaktør erindres med et livligt udvalg af artikler i Journalistikkens Klassikerserie
21. maj 2002

Ny bog
Jens Kruuse var sin generations mest markante kulturredaktør, skønt han overlod til andre at redigere. I stedet skrev han, og der var læsere, der måtte læse alt det, han skrev. Det gælder Flemming Chr. Nielsen, som har redigeret et fornemt udvalg af hans artikler i Journalistikkens Klassikerserie, der blandt sine otte udgivelser også rummer udvalg af Erik Nøgaards, Herman Bangs og Lasse Ellegaards artikler, ligesom et af Johs. V. Jensen er under forberedelse.
Ville man læse Kruuse, måtte man læse Jyllands-Posten, der gjorde ham til tidens højst lønnede journalist vel vidende, at han var pengene værd. Ikke dårligt af en kulturjournalist. Han døde i 1978, og havde da været ansat på bladet i 30 år. Den sidste artikel ’skrev’ han fra hospitalssengen ved andres hjælp.
»Dér lå jeg – stum og lam,« lød overskriften.

Skar igennem
Det hed sig dengang, at der på kulturstoffet var andre normer end i resten af den borgerlige avis. Kruuse, der var liberalt frisindet, riste og roste nemlig med lige stor fornøjelse til højre og venstre, kritiserede Søren Krarup for intellektuel uhæderlighed den ene dag, marxistiske pædagoger for betontænkning den næste, besøgte så den elskelige Morten Korch og argumenterede – den fjerde dag – for, at studenteroprøreren, Rudi Dutschke, skulle have et job ved Århus Universitet.
Teatret og bøgerne havde hans hjerte, og han havde den for anmeldere altid efterlyste evne til at skære igennem, begejstres, når det var det, og skrive ikke bare »kedeligt«, men »møgkedeligt«, når han kedede sig.

Blixen og Goethe
Han besøgte Karen Blixen, der længe gerne havde villet træffe Kruuse (hvad der utvivlsomt er sandt) – og tog hende og hendes ’udtæle’ lige på kornet i en anekdote fra besøget.
På Goethes 200-års dag tog han den aktuelle temperatur på forfatterskabet ved at ringe rundt til udvalgte folk i Jylland. Det viste sig, at stort set ingen havde læst Goethe. Lidt taknemmeligt måske, men underholdende læsning.
Netop en del af hans ’hemmelighed’, at han skrev til alle læserne, ikke kun til de særligt interesserede. (Engang benyttede han dog ordet ’eklektiker’, hvilket i avisen blev til ’elektriker’).

Håndbold og mad
Så skrev kulturredaktøren pludselig og overraskende om fodbold: Skovshoved mod AGF. Og om håndbold, skønt han foretrak »loppespil og ludo.«
At Danmark ’kun’ blev nummer fire ved VM i 1958 gav anledning til betragtninger over det fænomen, at når Danmark taber, er der 17 bortforklaringer fra ledere og journalister. Kunne man ikke vende den rundt:
»Det svenske landshold i haandbold var enestående uheldigt. Lindblom havde
faaet et uvenligt brev fra kæresten og var tungsindig. Lindquist gled i en bananskræl og fik et chok ved tanken om, at han kunne have
slaaet sig. Blomquist havde dommeren paa nakken af sig. Quistblom fik træk om næsen og kom ud af balance...Derfor vandt vi danskere verdensmesterskabet.«
Gastronomi og Frankrig havde hans allerstørste interesse, men han kunne også finde på at tjekke Bredal Kro med de lave priser af – og finde det ok. Han kunne rive fire dage ude af kalenderen for at følge en af Guide Michelins smagsdommere på danske madsteder.
Stilistisk landede han et usædvanligt sted mellem Kurt Thyboe (sportsjournalist, kendt for ultrakorte sætninger) og Frederik Stjernfelt, før disse var opfundet. Artiklerne var fulde af vid, humor og overblik – og med en dramaturgisk tilgang: En spænding i starten, som først udløstes senere.

Falske checks
Han skrev også falske checks, og det drejede sig ikke om småpenge. Om Jens Kruuse som sammensat privatperson er (også) skrevet i bogen, I lyset af glæde, af Charlotte Strandgaard og Finn Slumstrup (Borgen 1996).
Han undgik skandalisering, men flere jobs røg, og pengene skulle betales tilbage. Kruuse reagerede ved at trække sig tilbage og skrive en bog, Den ny virkelighed om bl.a.menneskets dobbelthed. Man kunne jo bare tjene nogle nye penge, så vigtigt var det vel heller ikke. Jyllands-Postens daværende redaktør ansatte ham ud fra en tese om, at anmeldere under alle omstændigheder var psykopater.
En fantastisk historie – og en rigtigt set klassiker. Redaktør Flemming Chr. Nielsen har dog ikke ret, når han skriver, at Kruuse ikke var anerkendt i København. Faktisk tog han på animerede byture med Informations faste stok af kulturskribenter, når han var i hovedstaden, ligesom han hyppigt blev inviteret helt ind i fjernsynet.

*Flemming Chr. Nielsen (red.): Nærmere, ting, til jer – Journalisten Jens Kruuse. 222 s. 198 kr. Forlaget Ajour

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her