Læsetid: 3 min.

Succes som trussel

Det Brune Punktums forsøger at gentage succesen. Der er stadig masser af udspekuleret humor, men showet ligner det, det er: en toer
6. maj 2002

Show
»Der har været tårnhøje forventninger til Det Brune Punktum denne gang,« skriver Bellevue Teatrets direktør Jes Kølpin i forordet til teatrets program. Og det er ikke så underligt endda. 99 udsolgte forestillinger for tre år siden taler deres eget frygtindgydende sprog – endda bakket op af ætervenlige landeplager, der ormede sig ind i øregangene og blev hængende. Noget af en præstation at skulle leve op til. Endda i de samme rammer, skønt arkitekt Jacobsens vidunderlige strandteater nu er smukt restaureret.
Denne angst for den uundgåelige sammenligning med en fortidig triumf stikker da også sit hoved frem flere gange i løbet af gruppens anden forstilling. En sammenligning, der nu også inviteres til, når der er skæres over samme læst som i det show, alle har set og hørt – om ikke på scenen, så hjemme foran skærmen.
Absurde og ironiserende sketches, indforståede parodier på noget, vi har en klar fornemmelse af, hvad er, og lækkert iørefaldende popsange afbrudt af mindst lige så bindegale, korte filmklip. Hella Joof, Peter Frödin og Martin Brygmann lægger ud på lærredet med tre forurettede klovners ’dybfølte’ krav om også at ville have lov til ikke at være morsomme på kommando. Skide skægt. Og går endda senere så vidt i deres selvudstilling som til at lade os overhøre en diskussion om, hvorvidt det er i orden at genbruge nogle gamle kendinge fra sidst. Jo, de har selv været klar over problemet. Og vi kan vel lige så godt stirre succeskomplekset direkte i øjnene og få det overstået med det samme. Nej, gentagelsen falder ikke ubetinget ud til gruppens fordel.

Genbrug ingen skam
Materialet er ganske enkelt ikke helt på højde med de hysterisk morsomme slag i lattermusklen, der før er flydt så rundhåndet fra de tre, der om nogen har været med til at forny dansk humor for os, som længe har haft svært ved at grine ad Dirch Passer, Finn Nørbygaard og Linie 3.
’Far brugte ikke noget’ er lige præcis det, den ligner: en rigtig toer. En smule langsommere, en smule trættere, en smule mindre oplagt. Noget bliver ved for længe. Noget er mere clever nonsens, end egentlig morsomt. Andet er ganske enkelt ikke rigtig skægt, for eksempel Martin Brygmann i dametøj igen og igen.
Sjovt nok (og det er rigtig sjovt) så er det faktisk en decideret genbrugssketch, nemlig den sceniske gestaltning af gruppens trio fra radiosatiren Rodekontoret – en herligt uelskværdig parodi på radioens Spørg Bare – der er aftenens helt overdådige højdepunkt. Anført af Peter Frödin som den eksalterede kulturkrukke og multikunstner Niels-Vibeke Forsing. Her er ikke et øje tørt. Og lige præcis den sketch peger på, at d’herrer og den dame med fordel kunne have genbrugt gamle og forlængst glemte radiohits uden problemer.

Professionelt show
Når det så er sagt, så betyder det ikke, at der ikke er en hel del at smile ad undervejs. Kombinationen af Joofs intelligente træfsikkerhed, Frödins bevidste selvglæde og Brygmanns åndssvaghed er stadig en dybt professionel showkombination, pakket lækkert ind af scenograf Marianne Nilsson. Sammen kan de noget helt bestemt i forhold til at spidde vores alle sammens dårskab og veludviklede evne til at sløre egne motiver for os selv og andre.
Det sker i en del af de voxpops, der dukker op som mellemlæg, ligesom Frödin og Joof har et par underholdende pseudofilosofiske vignet-diskussioner om sygdom og reinkarnation. En sketch om Strandvejsslængets forhold til børneopdragelse oser af dårlige undskyldninger. Det er grumt og ret præcist.
Et andet særkende for gruppen er evnen til med akuratesse at parodiere kulturelle fænomener. Her går det ud over en af den slags ungdomsmusicals, som Bellevue Teatret spillede så mange af for 20 år siden – nu med Hella som Guds ord fra landet, der møder det forhærdede storbymiljø.
Den hårdkogte politiske satire er der også plads til med en direkte ukærlig animationsfilm om Pia Kjærsgaard og en slagsang med så megen cremet vellyd, at den vil kunne genere Dansk Folkeparti hele sommeren.
Og hold så øje med et indslag med Danmarks vel nok mest fremtrædende dramatiker, Line Knutzon. Så har vi nævnt det bedste. For når disco-trojkaen takker af i guld og glimmer foran glittertæppet summerer det sådan set forestillingen udmærket op. Farven på pailletterne er skiftet ud, det swinger pænt, men melodien har man haft sværere ved at finde.

*Det Brune Punktum: Far brugte aldrig noget. Tekst og musik: Hella Joof, Peter Frödin, Martin Brygmann. Scenografi: Marianne Nilsson. Koreografi: Thomas Bendixen. Bellevue Teatret. Til 6. juli.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu