Læsetid: 4 min.

Et symbol kommer ud til ansvaret

Løsladelsen af Aung San Suu Kyi rejser flere spørgsmål end den giver afklaring om den politiske fremtid i Burma
7. maj 2002

Analyse
Med gårsdagens løsladelse af oppositionspolitikeren og Nobelprismodtageren Aung San Suu Kyi efter 19 måneders husarrest er det lange politiske dødvande i Burma forbi, men det er fortsat uvist, om det betyder, at større fremskridt er undervejes i det sydøstasiastiske land. Frigivelsen betyder på ingen måde, at juntaen har kapituleret over for Suu Kyi og demokratibevægelsen.
Alt for mange spørgsmål er ubesvarede.
Det er usandsynligt, at militæret har løsladt sin værste fjende betingelsesløst som en indrømmelse til udlandets kritik, som for øvrigt aldrig har været synderligt intensiv. Juntaens oplysninger om, at den igangværende dialog har bragt »vigtige fremskridt« antyder også, at overenskomsten strækker sig længere end til betingelsesløs frigivelse.
Suu Kyi har betalt en pris til gengæld for en politisk rolle, muligvis som en del af en nyordning, hvis konturer stadig er uklare.

På høje tid
Hvorom alting er, så kommer juntaens beslutning i høje tid for Burma, som er et af verdens fattigste lande og sidste år af WHO blev placeret som nummer 190 ud af 191 nationer, når sundhedsvæsen og uddannelse blev vurderet.
I årevis har de ansvarlige for forskellige FN-organer i Rangoon i hårde vendinger kritiseret de økonomiske sanktioner, som har hindret en international hjælpeindsats, og deres retorik har til og med rettet sig mod Suu Kyi.
»Millioner af burmesere må sulte, fordi verden elsker en kvinde og hader generalerne,« sagde en Unicef-ansat til mig for nylig og brugte mange års bistand til Afghanistans talebanere som eksempel på hykleriet og dobbeltmoralen.
Frigivelsen af Suu Kyi er, trods advarsler om juntaens grådighed og stræben efter at konsolidere sin magt, formentlig en tilstrækkeligt stærk grund til at igangsætte en redningsaktion. Så desperat er situationen.
Ubekræftede oplysninger fra Rangoon vil vide, at juntaen vil oprette en fælles komite, som Suu Kyi skal indgå i, og som skal tage sig af humanitær bistand, sundhed, skole og sociale spørgsmål.
Det kan være en måde for generalerne at skubbe det tunge ansvar over på hende, samtidig med at hendes medvirken giver dem en vis legitimitet.
Suu Kyi har hidtil stædigt krævet, at juntaen skal anerkende NLD’s jordskredssejr ved valget i 1990, og hun har nægtet at samarbejde med dem. Hun kan af strategiske grunde og ud fra det udsigtsløse ved en kompromisløs holdning have ofret det, som en del diplomater kynisk kalder »levninger«.

Massiv bistand
Massiv bistand er forudsætningen for, at Burma overlever som en civiliseret stat.
I fjor fik Burma mindre end en dollar pr. indbygger i u-landshjælp, mens Laos og Cambodia fik 35 gange så meget. Regeringen ofrer kun 28 cent pr. barn pr. år på uddannelse og juntaens aids-budget stopper ved 3,5 millioner dollar på trods af, at landet har tæt på en million hiv-smittede, og at befolkningen på grund af manglende viden er forsvarsløse over for sygdommen. Hvert tredje barn under fem år lider af underernæring.
Men det er forkert at kaste skylden for miseren på de økonomiske sanktioner.
Det er juntaen, dårligt uddannet og præget af nepotisme og korruption, der har forvoldt krisen med sit økonomiske misregimente og næsten totale uvilje mod reformer. Generalerne har penge til våbenindkøb – 10 russiske MIG 29 kampfly til 130 millioner dollar og en mindre kernereaktor i fjor – og har investeret i luksushoteller til turister, der aldrig kom.
Siden 1989 har de udenlandske investeringer været stærkt begrænsede, og kun Japan har fortsat givet en vis bistand for ligesom Asean-landene at påvirke situationen med »konstruktivt engagement«.
Den burmesiske opposition i eksil hævdede i går, at det er alt for tidligt at åbne for strømmen af bistandspenge, og at juntaen ikke skal belønnes for noget som den burde have gjort for længe siden.
Forhåbentlig kan Suu Kyi få dem til at ændre holdning. Burma er ikke mere demokratisk i dag end i går, men noget eller rettere sagt meget er blevet sat i bevægelse, og det ville være kynisk at lade muligheden glide sig af hænde.
Den økonomiske krise og infrastrukturens sammenbrud er ikke den eneste årsag til, at juntaen nu går sine bagtalere i møde. Med årene er den øgede afhængighed af Kina blevet en byrde og har hindret især USA i at søge tættere relationer. Med militær tilstedeværelse, havneadgang til Det Indiske Ocean, fire store radaranlæg, rygter om en marinebase på Coco-øerne og vejbyggeri fra Kunming til Mandalay er Burma i høj grad blevet en del af Beijings politiske sfære.
I Washington er man mere eller mindre kommet til at betragte Burma som »Kinas ansvar«.
Medlemskabet i Asean (fra 1998) har vejet meget lidt over for den store nabo, og i vinter indledtes en diplomatisk offensiv mod Indien og Pakistan, som resulterede i et besøg af udenrigsminister Jaswant Singh.
Med frigivelsen af Suu Kyi håber man at bryde sin internationale isolation og den forventede, men forsigtige åbning mod omverdenen kan give nye impulser til en udvikling frem mod et mere demokratisk styre.
Efter 26 katastrofale år med Ne Wins »burmesiske vej mod socialisme« og 14 år med juntastyre, ligner landet med sin mangel på udvikling et museum. Men ligesom Pyongyangs tyranner vægrer militæret i det, det kalder Myanmar, sig ved at indse, at det er så slemt og vil ikke lytte til kravet om, at de forlader scenen.
Med sin integritet og stolthed kommer Aung Suu Kyi snart til at stå i direkte konfrontation med dem.

*Oversat af Nils Mølgaard

Bo Gunnarson er svensk freelancejournalist, bosat i Tokyo

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu