Analyse
Læsetid: 5 min.

Tågede reformer

Yasser Arafat står over for stærke krav om ændringer, men ingen ved om det lykkes
17. maj 2002

TEL AVIV – Da Yasser Arafat tidligere på måneden rejste ud fra Ramallah for at besigtige skaderne efter den israelske Operation Beskyttelsesmur, sprang han Jenin over. De voldsomme ødelæggelser i byens flygtningelejr havde ellers været på rundturens program, men blev i sidste øjeblik slettet.
Der fulgte ingen officiel forklaring, men man gjorde sig sine tanker. Da selvstyreformanden tidligere på dagen besøgte Betlehem var antallet af fremmødte tilhængere mildest talt ikke imponerende, og enkelte ytrede deres mishag over tingenes tilstand. Flere analytikere gisnede om, at dette indtryk ville have været endnu tydeligere i Jenin, og at der ligefrem kunne være grund til at frygte for Arafats sikkerhed.
Arafat er i vanskeligheder. Dette er der intet nyt i, for det har den prøvede palæstinensiske leder i rigelig mængde oplevet før og altid klaret sig ud af, mere eller mindre med begge ben på jorden, men denne gang kommer det på en anden måde. Der er voksende utilfredshed og reformkrav fra eget bagland, og på et tidspunkt hvor han mest af alt har brug for at have en enig opinion bag sig.
Det blev åbenbart, da Nabil Amr tidligere på måneden nedlagde sit mandat som palæstinensisk minister for parlamentariske anliggender. Han forlod regeringsarbejdet i protest mod at se sit forslag om reformer i selvstyrets ledelse og ministerielle krinkelkroge afvist, og lod i udtalelser skinne tydeligt igennem, at han anser udemokratiske og fejlagtige beslutninger som delvis grund til folkets kummerlige vilkår under den aktuelle konflikt med Israel.
Ifølge iagttagere står Nabil Amr langtfra alene med sit synspunkt. Så meget som fem andre ministre skal overveje at følge ham ud af regeringen, og på møder med Yasser Arafat bliver der nu talt selvstyreformanden stik imod.

Den palæstinensiske analytiker professor Khalil Shikaki mener, at israelernes militære offensiv har sået palæstinensisk tvivl om Arafats politiske linje. Andre iagttagere, som foretrækker anonymiteten, ser ligefrem en folkestemning, der er klar til at give Arafat hovedansvaret for at opgøret med Israel har kostet den palæstinensiske civilbefolkning så dyrt.
Hertil kommer et voksende udenlandsk pres, som ikke mindst bunder i israelske ønsker om at få samlet de mange palæstinensiske sikkerhedsstyrker under een hat.
Arafat har i første omgang søgt at klare frisag ved at snakke om reformer. Onsdag i denne uge holdt han en meget citeret tale, hvor han blandt andet luftede muligheden for strukturelle reformer i selvstyret og udskrivning af valg til det palæstinensiske parlament.
Men herudover kritiseres han for at bringe meget lidt konkret på bane, og selv svorne tilhængere fra Arafats egen Fatah-bevægelse udtaler åbent, at de ønsker at se handling fremfor mere snak. En oppositionspolitiker, Abdul Jawad Saled, siger ligeud, at hvad Arafat sagde i denne uge til forveksling ligner en tale, han holdt i marts sidste år.
Dette munder ud i en følelse – både blandt parlamentarikere og på folkeligt plan – af at noget må ske. Og grundet voksende mistillid til at dette vil komme af sig selv, blive skabt af den siddende ledelse, vokser fra alle sider krav om reformer, hvilket i første omgang må indebære valg til parlamentet.
Meget af dette skyldes Operation Beskyttelsesmur. Mens det israelske militærmaskineri opererede i de palæstinensiske selvstyreområder opstod nogle loyalitetsforhold, som allerede tegner konturen af nye politiske strukturer.
Et godt eksempel er Jibril Rajoub, chefen for sikkerhedstjenesten på Vestbredden. Mens denne måneds opgør omkring Fødselskirken i Betlehem endte med, hvad mange palæstinensere opfatter som en kapitulation, der primært skyldes Arafats stillingtagen, sejrede Rajoub. Selv om april måneds kampe om dennes hovedkvarter i Beitouniya havde stort set samme udfald, opleves kampene der som en sejr, som baner vejen for Jibril Rajoubs magtposition, der af mange vurderes som stærkere end selv Arafats.
Jibril Rajoub har tidligere været nævnt som fremtidigt palæstinensisk lederemne, men hvor vidt han har tænkt sig at udnytte sin aktuelle styrke er vanskeligt at sige. Tydeligere er det dog, at der i kølvandet på Operation Beskyttelsesmur er opstået nogle alternative ledelsesgrupperinger mens Arafat sad indespærret og sat udenfor udviklingen i sit hovedkvarter i Ramallah.

Den uhyre populære leder af palæstinensernes paramilitære indsats mod israelerne, Marwan Barghouti, hvis aktuelle fængsling hos den israelske efterretningstjeneste kun synes at gavne ham opinionsmæssigt, vides at høre til blandt Rajoubs faste støtter. Men herudover kan sikkerhedschefen efter alt at dømme regne med den strategisk begavede Nabil Shaath og Jamil Tarifi, som er minister for administrative anliggender. Denne gruppering kaldes ofte de unge og bygger i vid udstrækning deres magtbase på kontrollen med sikkerhedsstyrkerne på Vestbredden.
Overfor Rajoub står hans kollega på Gazastriben, Muhammed Dahalan, hvis udsigter til at blive palæstinensernes kommende leder ligenu står bedst af alle. Hans del af sikkerhedsstyrken er i langt bedre stand end Rajoubs, idet den israelske offensiv endnu ikke har omfattet Gaza, hvilket automatisk giver ham et strategisk forspring. Men ikke mindre væsentligt er støtten fra Abu Mazen, der traditionelt opfattes som nummer to i PLO efter Arafat og med sin bopæl i en kæmpevilla i Gaza by har en kolossal lokal pondus. Sammen med selvstyrets økonomichef, Muhammed Rashid, er denne gruppering allerede blevet navngivet den nye trojka, som støttes af Hassan Asfour, der med ministeransvar for relationer til internationale organisationer ikke er uden indflydelse.
Tættest på Arafat ligger nok den tredje hovedgruppering, der med parlamentsformand Abu Ala i spidsen holder på, at netop han skal overtage magten i op til 60 dage i tilfælde af selvstyreformandens bortfald. Sammen med to andre, centralt placerede personligheder, informationsminister Yasser Abed Rabbo og lokalstyreminister Saeb Erekat, giver han sin fulde støtte til den allerede eksisterende forfatning, hvilket er en implicit afvisning af de mange forskellige reformtanker.

Hele dette billede kendetegner et begyndende brud med den traditionelle palæstinensiske magtstruktur, hvor skellet hidtil er gået mellem de, som kom til landet sammen med Arafat ved selvstyrets oprettelse og de, som var på stedet allerede og havde gjort den første intifada med. Fortsætter denne proces vil en helt ny situation opstå, hvori Arafat må finde sine ben igen under helt nye vilkår.
Khalil Shikaki mener ikke denne omstilling er umulig, men, som han siger, betinger denne omstilling til nye tider politisk ro i mindst nogle måneder og herudover friholdelse at videre israelske offensiver.
Og dette afhænger jo af Ariel Sharons vilje til at lade tingene udfolde sig.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her