Revy
På scenen flintrer munter ensembletummel i et tilsyneladende out-of-place nostalgisk song-and-dance nummer om sorgløse vagabonder i den frie natur, da Pilgaard marcherer ind fra venstre med en spørgende Kultur-Brian på mobilen »Hvad foregår der ?« Pilgaard forklarer belevent ministeren om den gode danske revygenre, hvor man blandt andet synger. Summen i mobilen... »Nej, ikke hele tiden og højt; det er opera«, korrigerer revyambassadør Pilgaard hjælpsomt den afsporede minister. Ligesom det med dans også hedder ballet...
Dermed er starten gået på Bakkerevyens bedste nummer. Strukturen er stram, den u-genindførlige censur er alligevel indført, ud med alle de enkeltelementer, som Brian og hans kulturbarbarer har er-klæret krig.
Tre søde drenge
Den starter ellers trægt, årets Bakke-revy. At parkeringsvagter på deres side også hader bilister er en pauver pointe, et par småting trækker tiden ud, men et godt drinks-nummer, der giver sig den fornødne tid, og et elegant street dance-influeret, susende danse-svirp sætter omdrejningerne i vejret. Så salen er halvlun til Carl-Erik Sørensens grinagtige sammenføring af én os nærtstående kommune med flaskeproblemer og Bertel Haarders udlændingestramninger. Henrik Lykkegaards kommentar til problemerne med blinde vidner til rockerkriminalitet fremføres engleblidt af forfatteren og de andre søde drenge Pil- og Ellegaard med fine observationer af de rigtige engles besynderlige skægmoder dejligt nummer og så er det sengetid på Schackenborg. Hvor prins Nikolaj (hvem? nåh, ham) fortæller historier i barnehøjde for sin teddybjørn, især om Farfar. Det blir garanteret ikke sidste gang i sæsonen, at monsieur le prince kommer gennem revymaskinen; her er
Geertsens tekst ikke meget opfindsom, men meterhøje Pilgaards detaljerede impersonering af en lille drengs
motorik er meget indtagende. Første akts finale fuser lidt ud; Niels Olsens opmarchering af The Fabulous Four, Danmarks svar på svindlere i millionklassen, sidestiller Amdi Petersen, Brixtofte og Thorsen/ Trads uden pointe (men med fin brug af danserne).
Mor er tilbage
Det i Bakke-sammenhæng nye ansigt Niels Ellegaard belærer med latinsk selvsikkerhed danske mænd om den nødvendige flirtekunst; ikke en stor tekst, men større med Ellegaards flabede charme som pizzabud. Og Lykke-
gaard får sine golden moments i Carl-Erik Sørensens skarpe tekst om jaget vildt, folkesko-lelærerne, som Lykkegaard giver med påpladsbanket ydmyghed uden at personen dog er kommet helt ned med nakken. For Danmarks Lærerforening får den skabt mere goodwill end ti avisartikler.
Bakkens Dahl, Lisbet, Fruen selv og mangeårige telt-dronning, er ligesom herre-danserne tilbage, og i en traditionsrig, men velskreven politikervise om Pia K.s paradoksale afhængighed af de perkere, hun helst udviser. Dahl er ikke så lidt kønnere og ordene ikke så lidt mere slebne end originalen(s), så den sidder lige i showskabet, og det samme gør brødrene Prices sketch om kuk i kunst-auktionens stilfulde haller. Igen med tid nok og en stilfærdig, vanvittig persontegning af Lykkegaard.
Det gyldne vanvid, som Ryskær og Olsen på hver deres måde er leveringsdygtige i, har man tilgode til et andet år, ligesom urkraften Pernille Schrøder mangler den tekst, hun fortjener. Men meninger mangler årgang 2002 ikke, og scenografien forener klassisk mønsterglæde med showflothed, selvom lyset går lovligt meget farveamok en rigtig god årgang faktisk.
*Cirkusrevyen 2002. Instr.: Lisbet Dahl. Scen.: Nina Schiøttz. Kost.: Henrik Børgesen. Kor. : Niclas Bendixen. Kapelm.: James Price. Bakken til 24. august.
