Læsetid: 4 min.

Tenorens dobbeltliv

Chok: Verdens bedste kontratenor lytter til Tom Petty og Kylie Minogue, og gæt hvad han kalder Frank Sinatra
28. maj 2002

Opera
I den forløbne tid har København haft en sand verdensstjerne gående rundt i sine gader, men formentlig har de færreste forbipasserende taget notits af ham som nogen særlig. Men deri tager de fejl. Titelpartiet i Det Kongelige Teaters roste opsætning af Georg Friedrich Händels opera Julius Cæsar (1724) blev, som Financial Times skriver i sin anmeldelse, spillet »triumferende« af Andreas Scholl, verdens ypperste kontratenor.
Mens han var her, nøjedes Scholl med at gøre væsen af sig på scenen (og høste stående applaus og kultiverede »Brava!«-tilråb); interviews og den slags holdt han på et absolut minimum, og det kan ingen fortænke ham i. Alligevel svirrede rygterne. Man sagde, at denne Andreas Scholl med den fortryllende, særprægede stemme havde medbragt sit eget transportable, elektroniske lydstudie, som han havde opstillet på sit hotelværelse. Og så sad han dér på sine friaftener... og komponerede popmusik. Hvordan kunne det hænge sammen?
Forleden tilbragte Scholl halvanden time i selskab med et publikum fra foreningen Ung Opera, et initiativ for unge operainteresserede under Det Kongelige Teaters orkestrering. Seancen fandt sted i et nøgent scenerum i Turbinehallen. Cirka 50 unge operaentusiaster, lige dele mænd og kvinder, var mødt op, og de sitrede behørigt af lykke, iver og benovelse over at være i ikonets nærhed. Flere af dem havde måske endda set stykket og fældet en tåre under Scholls enestående vokalhåndtering af glansarien »Aure, deh, per pietà«, som Händel skrev specielt til kastratsangeren Senesino.
Den 35-årige Scholl selv var afslappet – klædt i løsthængende skjorte med korte ærmer, og så bar han i modsætning til sin scene-Cæsar briller. Siddende i en stol over for aftenens moderator, operadramaturgen Henrik Engelbrecht, fortalte Scholl om at være kontratenor og om sit forhold til Händel og om sin popmusik.
Andreas Scholl voksede op i den lille tyske by Kiedrich, hvor han som syv-årig ligesom sin far og farfar blev indlemmet i det navnkundige, lokale kirkekor Kiedricher Chorbuben (hans far synger der stadig hver søndag). Da Andreas var 13-14 år, gik hans stemme i overgang, men han blev i koret. Selv om hans talestemme dykkede ned i barytonregistret, kunne han tilsyneladende stadig synge sopran. Ikke drengesopran, viste det sig, men en ægte, uforfalsket kontratenorstemme. Derfra gik det slag i slag med uddannelse, hæder, berømmelse og priser. Hvis Andreas Scholl havde stoppet med at synge, da stemmen gik i overgang, som det var kotume, havde han måske mistet kontratenorevnerne, fortalte han.
»Jeg var heldig at befinde mig i den første generation af korsangere, der fik lov at blive ved med at synge«.
Da Andreas Scholl havde talt sig varm, bevægede han sig med Engelbrechts mellemkomst ind på sin popmusik. Som 17-årig købte han sin første synthesizer, som han satte til en Commodore 64-hjemmecomputer med midi interface og trommemaskiner. Det var hans store hobby at samle på mikrofoner. Nu, næsten to årtier senere, laver Scholl næsten nøjagtig det samme i sin fritid.

Varm
»Jeg benytter mig af syntetisk musik, fordi jeg jo ikke har et kammerorkester til min rådighed,« spøgte han og gav nogle prøver på sin popmusikalske evner via en mp3-fil, han havde liggende på sin medbragte bærbare computer.
Det må have virket helt absurd på nogle af de unge operamennesker i salen. De må have set hans arbejde som kontratenor og hans fritidshobby som popkomponist som uforenelige størrelser, rene Dr. Jekyll og Mr. Hyde-aktiviteter. For Scholl lod det til at være den mest naturlige ting i verden. Han svarede ukrukket og imødekommende for sig og tog en medbragt sweater af og på, alt efter om han fornemmede træk i nakken. Undervejs kaldte Scholl crooneren Frank Sinatra for »en af det forrige århundredes bedste sangere«, eftersom »hans åndedrætskontrol og timing var excellent«.
Og med hensyn til sin egen popløbebane forklarede Scholl:
»Jeg søger ikke en popberømmelse, men det at lave popmusik er en drøm, jeg har«.
»Det er ikke sådan, at jeg har sat nogle bestemte skæringsdatoer... f.eks. at jeg inden 2003 vil have solgt 15 millioner popplader. (Latter). Jeg tror, at tingene sker på det rette tidspunkt.«
»Kan du nævne noget popmusik, du godt kan lide,« spurgte en af de unge operaelskere. »Jeg er et barn 80’erne,« svarede Scholl – forsonende, for nu nævnte han Pet Shop Boys, Kraftwerk, Erasure og New Order, Aerosmith og Tom Petty and the Heartbreakers. »...Og den franske popsangerinde Mylene Farmer,« tilføjede han. »Jeg har alle hendes plader.«
Ved opremsningen hørtes en fnisen i rækkerne, en vantro fnisen. Scholl forstod komikken og granskede sin hjerne for flere eksempler.
»Jeg lytter også meget til Kylie Minogue. Jeg optrådte engang med hende i et tv-show. Dog ikke sammen med hende, desværre. Ha-ha«.
Da mørket havde sænket sig over Adelgade, og mødet med mesteren lakkede mod enden, stillede operaentusiasterne sig op i en lang kø med henblik på en autograf, det ultimative bevis på at Scholl havde været inden for rækkevidde. Operastjernen kan højst have nået at eksperimentere med et par syntetiske drumloops den aften.

*Mere om og links til Andreas Scholl fås på hjemmesiden www.andreasschollsociety.scholl.com/

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her