Læsetid: 4 min.

Den tredie mand

17. maj 2002

(2. sektion)

*Dvd-udgaven af Den tredie mand er en ren Guds gave til alle beundrere af dette højdepunkt i noir-filmens historie – og i hele filmhistorien. Carol Reeds og Graham Greenes engelske mesterværk fra 1949 blev genudsendt i 1999, men den tåler sagtens endnu et gensyn i den restaurerede dvd-version, der angiveligt er et resultat af 22.000 digitale forbedringer. Men ikke blot er billedkvaliteten høj – denne dvd er et sandt mønster på udnyttelsen af de muligheder, der her ligger for at inkludere ekstra-attraktioner på den lille magiske skive.
Peter Bogdanovichs skønsomme introduktion overskygges af virkelige sjældenheder: f. eks. en episode fra det serie-hørespil, hvor Orson Welles gav den som Harry Lime kort efter filmens succes i biograferne. Man får yderligere den bizarre amerikanske trailer, der afspejler David O. Selznicks medvirken som co-producent i forsøget på at gøre filmen til lidt af a woman’s picture med Welles som en farlig forførerskikkelse (’her man was the third man’). En helt anden film skimtes i den engelske trailer for genudsendelsen. Og den samme kulturkløft mellem USA og Europa ses ved at sammenligne de to fortæller-roller:
I den amerikanske version fortæller den retsindige amerikaner Holly Martins (Joseph Cotten) selv sin historie, mens instruktøren Carol
Reed i den engelske selv lægger stemme til en ganske anderledes flosset og kynisk fortæller. Som om alt dette ikke var nok, får man en glimrende oplæsning ved Richard Clarke af et uddrag af Graham Greenes udvidede treatment til filmen – en hel lille roman for sig, med hans forord til teksten, hvor han indrømmer, at hans oprindelige idé kun bestod af de første par linier til en opgivet roman, med ordlyden: »Jeg havde sagt min sidste farvel til Harry for en uge siden, da hans kiste blev sænket ned i den frosne ford, så det var med vantro, jeg så ham gå forbi på The Strand blandt vrimlen af fremmede uden at vise noget tegn på genkendelse.«
Dvd’en har også en rigt illustreret tekst om filmens bevægede, men lykkelige produktionshistorie, der omfattede syv uger on location i det krigshærgede Wien. Det var her, Carol Reed ved et selskab opdagede zitherspilleren Anton Karas, som underholdte de festende filmfolk. Karas var en obskur østrigsk musiker, men dvd’en bringer en lidt bizar optagelse, hvor han underholder engelske societylady er, efter at han havde gjort sit zitherspil verdensberømt med Harry Lime-temaet.
Reed insisterede efter optagelserne på, at Karas alene skulle skrive underlægningsmusikken, hvilket fremkaldte hovedrysten. Det var dengang meget usædvanligt, at man kun lod film akkompagnere af et enkelt instrument. Men Karas kunne – med Reeds hjælp – få sin zither til at lyde som et helt orkester. I et par år rejste den jævne, beskedne Karas rundt og høstede det økonomiske udbytte af sin succes, hvorefter han trak sig tilbage til den relativt ubemærkede tilværelse, han bedst kunne lide – som værthusholder i Wien.
Den tredie mand er en kombination af så mange heldige faktorer, at der stadig skrives bøger om, hvordan den højt begavede ungarsk-engelske producent Alexander Korda fik ideen at sende sin ven, forfatteren Graham Greene, til Wien for at skrive historien om det krigshærgede, forarmede, opsplittede Europa. Hvorefter Greene i den østrigske hovedstad, opdelt i fire zoner, fandt de ingredienser, der på én gang skabte en raffineret, labyrintisk spændingshistorie og en ambivalent moralsk fabel om venskab, kærlighed på trods, desillusion, forræderi og syndefald.
Filmen gav Orson Welles hans måske mest berømte rolle som den karismatiske sortbørs-svindler Harry Lime – en skurk, der med sin skattetænkende kynisme og bestikkende charme kun virker alt for moderne i dag. Kloakrotte og falden engel i samme figur. Harry Lime er den eneste filmrolle, Welles spillede på sit blanke, rundkindede ansigt uden maskering af nogen art. Men i filmens mest slående, surrealistiske billede ser man kun Limes hænder – fingrene, der stikker op gennem kloakristen, i den tomme vintergade med dens skinnende
asfalt og natte-kolde husfacader.
Visse misundelsesværdige mennesker har endnu ikke set Den tredie mand. Og de skal ikke læse videre her, hvor jeg vil beskrive, hvad der nok er den mest spektakulære entré i filmhistorien: Øjeblikket, da katten finder Harry Lime (seks mand brugte forresten to dage til at få katten til at makke ret!). Øjeblikket foregribes af en kamerakørsel ud gennem Alida Vallis vindue, ud mod nattegaderne, hvor skyggeagtige figurer færdes. Snart finder katten, hvad den søger: et par alt for skinnende sorte lædersko. Og snart får vi det første glimt af deres ejermand: Orson Welles’ jagede blik, der – i det øjeblik, det møder vennen Cotten – forvandler sig til en utrolig blanding af djævelsk drilleri og intim indforståethed: Her er jeg, kammerat, genopstanden fra de døde!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu