Læsetid: 3 min.

Tynget af tekst

I sin nye prosasamling skriver Thomas Hvid Kromann på avantgarden i en pendlen mellem munter og anstrengt ordleg
7. maj 2002

Ny bog
’Hvid’ hedder forfatteren til mellemnavn. Og Operation hvid hedder hans bog nummer tre, med et citat fra Hans-Jørgen Nielsen.
At operere mellemnavnet ud, ligesom citatet er opereret ud? At gøre mellemnavn og citat til operation? Tja, det er i hvert fald noget af det, der sker i Thomas Hvid Kromanns nye prosasamling. Der kredses om det, der sker mellem navne, mellem ord, i de mellemord, vi ikke lægger mærke til i farten (»alternativt: Alt er naivt!«); der kredses om oversættelsens »mellemsprog« – og travestiens, parodiens, citatets.
De 31 små prosatekster byder på citater og afskrifter af avantgarden (Breton, Lautréamont, Calvino); avantgardistisk afskrift af ready-mades (bl.a. direkte afskrift af en lang besked indtalt på telefonsvarer); et brev, en naturkalender, et forord til en grundbog i sproget »zsumbrchr«, en selskabsleg (leget med Simon Grotrian og Henrik Have).

Drømmen om hvidhed
Bogens sider er godt nok alt andet end hvide; der skrives gerne i en lang, snørklet og ordrig syntaks, så det er formelt ikke den minimalistiske avantgarde, der trækker sine spor i teksten, men snarere den verbuose; min tanke gik under læsningen snarere til Henrik Bjelke end til Hans-Jørgen Nielsen. Man mærker også et pift af gak fra Øverste Kirurgiske; visse passager kunne jeg sagtens forestille mig fremført af Jens Blendstrup iført tehætte. (F.eks. teksten »Ved fund af flamingoer«: »Det kan ikke gentages for ofte, at De ikke bør lade dem formilde af lyserøde, elskovssyge libertinere, der hjemmevant og tyndstilket vralter rundt på Deres køkkenbord.«)
Men isprængt al verbuositeten, citationaliteten, de palimpsestuøse litteraturlag, der fordunkler siderne, er en genkommende længsel efter hvidheden; efter den tekstuelle tilstand der fantaseres om i teksten »Tabula rosa« (hvis titel endnu en gang modarbejder selv samme hvidhed). Det er i denne tekst, »operation hvid« eksplicit defineres: »den skriftguerilla, der opererer på arkets hvide terræn og i visse perifere kredse lavmælt omtales som operation hvid.« Teksten fantaserer om en litteratur, der udvisker sig selv; rent fysisk fordamper fra bogsiderne, sådan at digteren ikke skal skrive oven på dyner af det allerede skrevne.
Titlen »Tabula rosa« modarbejder naturligvis i sig selv den hvidhed, der fantaseres om: Den er skrevet oven på tidligere tekst, og den giver oven i købet den blanke tilstand et upassende skær af purpur, men det er måske også udtryk for en længsel hinsides sproget, efter en flade, der ikke er papir, men snarere hud; efter noget, der ikke er ordrigt, men snarere kødfuldt: »et tabula rosa, der lader såvel køkkenhave som tilhørende hustru spire og gro«.
Og faktisk spirer og gror det ind imellem for Kromann. Dér hvor han bliver mindre verbuos (»Naturkalenderen«: »Nu kulminerer musvitternes sang, akrobatens ensomhed og rettelserne til det anatomiske atlas«) og dér hvor hans verbuose ordgak ikke klemmes frem af litteratens anstrengte vilje til betydning (»Der er æg i skæg men intet omen i omelet«), men gror frem af prosodien (»tanken om det lammegyldige, det monstromine, de afartigt perfilaktiske valkyligheder, kunne vise sig at indeholde sandheder af maestrofobisk karakter«).

Stakkels epigon
Det problem, der frem for alle andre tynger digteren i Operation Hvid, er traditionens problem, det allerede skrevnes problem, epigonens problem. Problemet mere end anes af titler som »Tvangsreinkarnation af forfædre« og »Variationer over en velkendt melodi«. I »Naturkalenderen« (der ganske smukt gør naturens og tekstens væv til et og samme) hører vi om »epigonal fertilitet indtil kvalmegrænsen« og andetsteds om »en litteratur af et sådant omfang, at det antagelig ville tage flere menneskeliv bare overfladisk at pløje sig gennem den.«
Hvad skal den stakkels digter gøre, når det hele allerede er skrevet? Tja, han kan selvfølgelig oversætte, citere, skrive af, kommentere, persiflere, travestere, parodiere og håbe på, at der sker noget i »mellemsproget«, i det uanselige mellemnavn, der benævner sin egen udviskning. Men han kunne måske også vente på, at den tyngde indfinder sig, som er eksistentiel og ikke bare tekstuel, og som kan gøre både eksistensen og teksten til noget nyt.
Thomas Hvid Kromann er vokset siden sidst (Tilstandsrapporter 2000); han har lært at elske sproget mere. Men altså ikke helt nok til at kunne genfødes i det i stedet for trægt at drøvtygge det. Og ikke nok til at kunne holde sin legende sproglyst fri af en vis fortænkt fetichisme.

*Thomas Hvid Kromann: Operation hvid, 157 s., 199 kr. Borgen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her