Læsetid: 5 min.

Ude slemt, hjemme værst

’Brutaliteten ligger gemt i hverdagens små detaljer,’ mener den 30-årige østrigske instruktør, Jessica Hausner. Hendes debutspillefilm, ’Lovely Rita’, er et stærkt portræt af en ensom teenagepige og samtidig en nådesløs kritik af den småborgerlige kernefamilie
10. maj 2002

(2. sektion)

Interview
Fucking Åmål på østrigsk. Sådan er Lovely Rita blevet beskrevet, og det er ganske rammende, hvis man forestiller sig historien om den ensomme teenagetøs med den store udlængsel kørt igennem samfundsrevseren Michael Hanekes kulsorte hjerne.
Lovely Rita er ikke instrueret af Michael Haneke (biografaktuel med Pianisten), men af hans elev og tidligere assistent, den 30-årige Jessica Hausner.
Hausners spillefilmdebut har imidlertid så meget til fælles med især Hanekes tidlige film, hvor han køligt dissekerer det ulevede liv i den småborgerlige kernefamilie, at man ville have afskrevet Lovely Rita som et plagiat, hvis filmen ikke havde været krydret med en grotesk humor og øjeblikke af løssluppen livsglæde, som synes utænkelige hos alvorsmanden Haneke.
»Jeg er glad for, at du har bemærket humoren,« smiler Jessica Hausner, da hun er på besøg i København for at promovere Lovely Rita, der blev vist på Cannes-festivalen sidste år og i dag får dansk biografpremiere.
»Folk spørger mig ellers ofte, hvorfor min og andre østrigske film er så pessimistiske. Det forstår jeg ikke, for er det pessimistisk at have modet til at se problemerne i øjnene? Er det ikke mere pessimistisk at lave underholdningsfilm, der foregiver, at alting er okay? Personligt bliver jeg lettet, når en instruktør tager mig alvorligt og taler til mig om vigtige ting gennem sin film. Det gør mig mindre nedtrykt end at spise en pose popcorn, mens instruktøren forsøger at lukke mine øjne.«

Råb om hjælp
Lukker øjnene er præcis, hvad den 15-årige Ritas forældre gør i Jessica Hausners film. De lukker øjnene for deres datters problemer på trods af, at hun får det dårligere og dårligere. Hun er ved at blive kvalt i et ensomt og uspændende liv, som mestendels består i en pendlen mellem den strenge klosterskoles udenadslære og de sure pligter i det følelseskolde, patriarkalsk-konservative forstadshjem. Ritas neurotiske far styrer opdragelsen med hård hånd – det ene øjeblik giver han Rita stuearrest, det næste øjeblik tvinger han hende til at deltage i rituel hygge foran tv-skærmen.
Eneste lyspunkt i Ritas liv er venskabet med naboens noget yngre søn, men også det forhold bliver der på et tidspunkt sat en stopper for. I en blanding af trods, længsel og eventyrlyst indleder Rita et håbløst forhold til en buschauffør, som er alt for gammel til hende. Hendes små rebelske pigestreger er desperate råb om hjælp, men forældrenes svar er blot mere disciplin, længere stuearrest. Konflikten må – fornemmer man gradvist – ende i en katastrofe.
»Jeg har villet fortælle en anderledes og overraskende historie, som siger noget typisk om den måde, vi lever på,« fortæller Jessica Hausner.
»Historien er inspireret af en sag fra det virkelige liv, hvor en ung pige uden varsel begår en frygtelig forbrydelse. Der var ikke nogen umiddelbar forklaring på ugerningen, for pigen levede et normalt liv i en normal middelklassefamilie.«

Under overfladen
»Men under retssagen, som jeg fik adgang til, blev det tydeligt, at familiens liv var præget af en mærkelig tomhed. Familiemedlemmerne levede som satellitter, de var alene i deres egen verden.
De udvekslede replikker, men talte ikke rigtig sammen. På overfladen var alt lutter idyl, men efterhånden som retssagen skred frem, opdagede jeg, at brutaliteten gemte sig i hverdagens små detaljer,« siger Jessica Hausner og henviser til familiens toiletsæde, som i filmen bliver et præcist symbol på faderens absurde tyranni: At toiletsædet er lukket betyder mere for ham end datterens trivsel.
Jessica Hausner medgiver, at Østrig på nogle områder – ikke mindst inden for uddannelsessektoren – er langt mere konservativt end f.eks. Danmark, men hun understreger, at filmen ikke handler specifikt om Østrig. Den handler om generelle forhold i det kapitalistiske samfund.
»Vi lever i et samfund, hvor vi er så optagede af at tjene penge og gøre karriere, at der knap nok er tid til at få børn. Alt er meget ritualiseret. Folk er tvunget til at følge en bestemt kurs, hvis de ønsker at have succes. Dette samfund har ikke plads til anderledes mennesker, og selv om vi ikke længere dræber handicappede, så stuver vi dem af vejen. Det er sygt!«

Urkomisk maskulinitet
I referat kan Jessica Hausner lyde som en gammel, mavesur modernist, men den unge kvindes fremtoning er mild og imødekommende. Og selv om Lovely Rita bestemt er en dyster og barsk film, har instruktøren undervejs overskud til at lave tykt grin med faderens selvhøjtidelige og urkomiske maskulinitet, som han dyrker på skydebanen i villaens kælder og på glædesløse jagtture i skoven.
En anden formildende omstændighed er det friske, improviserede skuespil – ikke mindst den karismatiske Barbara Osika i hovedrollen.
»Jeg har benyttet amatørskuespillere, fordi de følger deres instinkter og opfører sig naturligt foran kameraet. De forsøger ikke at tilføre scenerne følelser eller psykologisere handlingen,« siger Jessica Hausner og forklarer, at hun bevidst afstår fra at bruge gængse dramaturgiske virkemidler. Filmen, der er optaget på video, har da også karakter af en nærmest halvdokumentarisk og plotløs række af scener fra Ritas liv.

Bare adlyd!
»Historien er så at sige fortalt udefra, der er et fravær af informationer og færre muligheder for at indleve sig i karaktererne end i mainstream-film. Indimellem får tilskueren måske et glimt af noget indre, men så mister hun det igen. Det er helt bevidst. Det skal være svært at gennemskue, hvad der foregår, og hvad der vil ske, for sådan oplever jeg virkeligheden,« siger Jessica Hausner, der sammen med tre kolleger har etableret deres eget uafhængige filmselskab – Coop 99 Filmproduktion – i Wien. Selskabet satser på co-produktioner og håber på økonomisk støtte fra udlandet, for som Jessica Hausner tørt konstaterer, vil pengene næppe komme strømmende fra Jörg Haiders højreorienterede regering.
»Regeringens motto er, at kunstnerne ikke bør bide den hånd, som giver dem brød på bordet. Dét er fascisme, dét er et totalitært systems ideologi. Bare adlyd! En østrigsk kvinde, som er handicappet, har meget rammende sagt, at nu tilhører hun hele to grupper af socialt udstødte. Hun er handicappet og kunstner. I tidligere tider kunne hun havde tilføjet en tredje – hun er kvinde!«

*Lovely Rita. Instruktion: Jessica Hausner. Manuskript: Jessica Hausner. Østrigsk (Husets Biograf, København og Øst for Paradis, Århus)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her