Læsetid: 10 min.

Uden historien ender vi som robotter

Litteraten og forfatteren Keld Zeruneiths store værk om det antikke Grækenland, Træhesten, udkommer i denne måned. Her fortæller han om, hvorfor han har skrevet det; om fortrængningen af kvinden fra historien; om rockerne ved Troja og om parallellerne til dagens spindoktorer og pattegrise
18. maj 2002

Ti år tog det grækerne at indtage Troja, ti år Odysseus at vende hjem og ti år har det taget at skrive Træhesten,« skriver Keld Zeruneith i forordet til sit værk om antikkens Grækenland, der udkommer den 30. maj på Gyldendal.
Og det overrasker ikke, at der kan bruges ti år på det. Træhesten præsenterer som det første værk nogensinde sammenhængende tekstlæsninger af samtlige væsentlige græske, antikke tekster – fra de homeriske over tragedierne og komedierne til Sapfo, Platon og Sokrates.
Træhesten analyserer de træk i den europæiske bevidstheds opståen, som finder sine første udtryk hos Homer, og som i de senere tekster kommer til udfoldelse og inderliggøres i den europæiske psyke.
»Et hovedtema handler om erindringen som en fortolkningskraft. Odysseus bliver således bevidst om sig selv i og med, at han fortæller om sine oplevelser,« siger Keld Zeruneith.
– Hvorfor bruge ti år på det antikke Grækenland?
»Fordi man ikke kan lade være. Forståelsen af bevidsthed betyder også, at man får forståelse af, hvordan ens egen bevidsthed er dannet. Hvordan den europæiske udvikling indgår i ens egen livshistorie. Man får en tilgang via historien, og man kender først svaret, når man er færdig. Men man kan kun forstå andre via sig selv, og hvis der ikke er nogen, der hele tiden er parat til at nyfortolke historien i lyset af den tid, vi lever i, ender vi som robotter.«

Vanvittigt
– Hvad finder du i lyset af den tid, vi lever i?
»Forståelsen af hvordan vi er blevet til som europæiske individer, de tanker som tænker med os, erkendelsen af, at vi er arvinger. Og det eneste sted, man kan erhverve den forståelse, er i de græske tekster. De nordiske er mere fragmentariske, i det græske korpus kan man identificere strukturerne. Man kan følge, hvordan vi vikler os ud af den mytiske tænkning.«
– Kan man direkte trække paralleller til i dag?
»Man kan eksempelvis bruge forståelsen til at sætte hele vores opfattelse af indvandrerproblematikken i relief. Man forarges over, at muslimske kvinder skal gå i burkaer, men man forstår ikke, at deres bevidsthed befinder sig et andet sted. Ved at vise den undertrykkelse, vi selv har udøvet som mænd, får man også en antropologisk indsigt og dermed forståelse. Integrationstanken er vanvittig, man forlanger, at mennesker fra islamiske traditionelle samfund skal gennemløbe 1.000 år på et efteruddannelseskursus.«
»Jeg har stor sympati for islamisk kultur. Arabisk kultur har været en inspiration for den græske, men bevægelsen er ikke gået den modsatte vej. Så den islamiske kultur repræsenterer en modus, som ikke har været underlagt den vesterlandske udvikling.«

Dannelsen af jeget
Keld Zeruneith har tidligere skrevet biografier om de danske digtere Johannes Ewald, Emil Aarestrup og Sophus Claussen, hvor han har afsøgt modernitetens opståen og udvikling og gennembruddet af nye bevidsthedsformer, men i Træhesten afsøger han jo faktisk også modernitetens opståen, forstået som udviklingen af en individualitet?
»Det er rigtigt i den forstand, at jegets opståen er knyttet til modernitetens bevidsthedsform og tænkning,« svarer han.
»Hos Homer går linjen fra en mytisk tænkning, hvor ydre og indre, krop og sjæl er en helhed, tanke og handling sammenfaldende til en adskillelse af indre og ydre. Træhesten, den trojanske hest, er det første sted, hvor man kan tænke ydre og indre fra hinanden.«
»Det overraskende – noget af det, jeg har fundet ud af – er, at det, der er ubevidst hos Homer, bliver genstand for bevidst analyse i de senere tragedier. Jeg bruger det som bekræftelse på min analyse af Homer.«
Keld Zeruneith påviser en lige linje fra Iliaden til Odysseen, noget forskningen hidtil har overset.
»Mit greb har været at være trofast over for det, der skaber sammenhæng i forståelsen,« forklarer han.
»Og det er kort fortalt en udvikling fra et heroisk æresbegreb, hvor den ydre anerkendelse er alt, til en indre fornuft og selvberoenhed, der er i stand til at skelne mellem fremtoning og individuelt jeg. Det første udviklingsstade finder man hos Achilleus, den førende helt fra Troja, de andet hos Odysseus, opfinderen af den trojanske hest.«
Det er Zeruneiths pointe, at der imellem disse to bevidsthedsstadier ligger Odysseus’ ti–årige omflakken, hvor han via en række mytiske prøvelser genintegrerer det fortrængte urmoderlige, kvindelige. Tiden for den trojanske krig, den heroiske tidsalder, er nemlig ifølge Zeruneith samtidig mændenes første opbrud og løsrivelse fra matriarkatet. Siden udvikler mændenes frigørelse fra moderen sig til massiv undertrykkelse af kvinden i det atheniensiske demokrati. Hvordan dette bevidsthedsmæssigt går til er én af bogens thriller-historier.
»I takt med mændenes frigørelseskamp opstår et voksende kvindehad,« siger Zeruneith. »Vi finder det hos Hesiod og i for eksempel Euripides Medea; en gennemgående tone af, at hvis vi dog bare kunne slippe for disse kvinder. Det er et kvindehad, der opstår i takt med, at det kvindelige mister magt. Jeg-dannelsen bygger på en stadig mere udtalt og bevidstgjort undertrykkelse af kvinden. Homer hadede ikke kvinder, men man finder tendensen allerede hos Homer, mener jeg. Det er nemlig overraskende, at han stort set ikke nævner den frugtbarhedskult, der var udbredt blandt folket med gudinder som Demeter og Persefone, som han bestemt må have kendt til. I stedet konstruerer han Olympen. Men det er en vigtig pointe, at de olympiske guder så at sige er konstrueret ovenfra, af magthaverne. Folket vedblev længe at dyrke de gamle kvindelige guddomme. At Homer ikke er kvindefjendsk er imidlertid snarere, fordi mændene endnu er delvis ubevidste om, hvad den omklamrende modermagt repræsenterer.«

Fortrængningen af kvinden
»Kvindeligheden har i tusinder af år været en statisk tilstand. Kort fortalt er mønsteret, at mødrene reproducerer sig selv med sønnerne som elskere. De giver mødrene deres avlekraft og modtager til gengæld omsorg og beskyttelse. Vi finder det symboliseret i Kybele-kulten, hvor Kybeles præster symbolsk giver gudinden deres frugtbarhed ved at kastrere sig selv, mod til gengæld at få hendes beskyttelse.«
– Du beskriver bevægelsen bort fra denne urtilstand som en lykkelig udvikling?
»Ja, for mændene, men det har været en omkostningshistorie for kvinderne. Den er forudsætningen for både vaskemaskiner og atombomber. Men det er dog en vigtig pointe, at den gennemgående utopi i teksterne er spørgsmålet om, hvordan der kan skabes en fredelig eksistens. Hvordan skabe det bedst mulige, hele samfund«?
»Og ellers havde vi gået rundt og været samlere og jægere. Primitive samfund er ofte matriarkater.«
»Men i det omfang moderretten fortrænges fra bevidstheden, dukker det fortrængte kvindelige frem som farlige dyr, vildsvin og endda tyre. Modergudindernes hellige dyr var til gengæld tjenende dyr, såsom svinet.«
– Man kan jo ikke vide, om der intet var sket, hvis kvinderne havde haft magt og ikke var blevet undertrykt?
»Nej, det kan man ikke, men samfundene er jo ikke kommet så langt der, hvor der har været matriarkater.«
– Det kunne jo også være, at kvinderne blev undertrykt, fordi de var klogere end mændene. Klytaimestra, der er dronning til en anden Troja-helt, nemlig Agamemnon, kan se lige igennem ham og dræbe ham ved list, fordi han har ofret deres datter Ifigenia?
»Klytaimestra er et eksempel på, hvad der sker, når kvindeligheden ikke er integreret i samfundet. Hun får direkte tilgang til det mandlige ubevidste. Man ser det igen og igen, også hos eksempelvis tjenerne hos Holberg: De færdes frit i det ubevidste – i mændenes og magthavernes ubevidste rum – netop fordi de er udenfor. De bliver intriganter uden for magten.«
»Hele Odysseen består af historier om, hvad der sker, hvis mændene regrederer til modermagten. Der er således besøget hos troldkvinden Kirke, hvor alle de forvandlede mænd bliver til hellige tjenende dyr for modergudinden. Dette forklarer samtidig det fænomen, at det er svin, de forvandles til.«

Guldkalvens betydning
– Opfatter du det, du udanalyserer som en reel historisk udvikling?
»Ja. Og det overraskende er, at det hele foregår inden for et meget kort tidsrum. Det er en eksplosion i udviklingen af den menneskelige bevidsthed.«
– Man må vel gå ud fra, at det samme er sket andre steder på kloden andre tidspunkter?
»Den ægyptiske kultur dyrket moderen og jorden. Og anskuer man Bibelen som en tekst, der minder om Homer, så beskriver den institueringen af en fadergud: Jahve. Men folket, israelitterne, får hele tiden tilbagefald til moderretten. Dansen om guldkalven fortolkes normalt som et tilbagefald til mammon, men i virkeligheden er det et tilbagefald til kultguder som Baal og Astarte. Der går en bølgebevægelse gennem hele Bibelen, hvor der gang på gang skal profeter til for at banke folket på plads.«
»Det kaster også et nyt lys over, hvorfor det er forbudt at spise svinekød. Svinet er ikke forbudt, fordi det går og griser sig til, men fordi det er knyttet til modergudinden som et helligt dyr.«
– Man kan sige, at mændene kommer til bevidsthed om sig selv i den proces, du beskriver, men samtidig bliver jo noget andet fortrængt. Når Kybeles præster lod sig kastrere er det vel udtryk for en høj bevidsthed om, hvad modermagten gik ud på?
»Ja, og den sammenhæng må fortrænges for at kunne konstituere Olympen. Det er samme historie i jødedommen: det, der har været før, må fortrænges, og så får man det imod sig.«

Feminister og rockere
– Hvordan opfatter du nutidens samfund, hvis du skal se den i lyset af denne udvikling? Er vi inde i en regression?
»Den militante feminisme er efter min mening en sådan regression. Dér handler det faktisk om at komme tilbage til den store moder og de kvindelige værdier. I samme grad som det kvindelige begynder at insistere på magt, er det forståeligt, at man griber tilbage til moderretten, men jeg betragter den som en fælde, for hvad så med mændene? Det er en regression, og for mig drejer det sig ikke om regression men om progression. Det er derfor bevidsthedshistorie er så vigtig, så vi kan få en anden fremtid end kønskamp med kastrerende feminister over for rockere. Iliadens heroer er faktisk en slags rockere. Iliaden er det første sted, hvor mændene melder sig ud på samme måde som rockerbanderne, hvor der ikke er plads til kvinder. For mændene er det første led i befrielsen: De trækker sig helt ud af det kvindelige, så rockerbanderne repræsenterer altså en regression på linje med den militante feminisme«
– Også den atheniensiske mandlige civilisation med argumenter, politiske debatter på torvet til almenvellets fremme og demokratiske afgørelser er vel i opløsning i dagens politiske liv, der mere handler om, hvad der er smart og giver magt end om, hvad der er rigtigt at gøre?
»Hos Platon finder vi udkastet til en fremtid, vi slet ikke er nået til endnu, nemlig i Staten. Her taler han om filosofkonger uden magtbegær, der tvinges til at påtage sig magten. Og om vogterne, som skal vogte staten, håndværkere etc. Og Sokrates fremhæver, ifølge Platon, at også kvinder kan blive statens overhoved, ligesom han hævder at have fået sin erotiske indsigt igennem en viis kvinde. Her har vi et udkast til noget, der ligger efter vores tid.«
– Det lyder alligevel som et autokrati?
»Jeg læser Platon som en analogi til det psykiske liv. Hvordan der skal være balance i det indre. Det dionysiske skal være på linje med det apollinske. Vi finder det allerede i Odysseus’ forening med Penelope efter hjemkomsten. Hans omkringflakken er én lang rejse for at genintegrere det kvindelige. Og i det øjeblik anima og animus er integreret falder kønskampen væk. Det er derfor jeg taler om feminismefælden. Derfor er det også et paradoks, at Athens demokrati kun er for mænd.«
»Det opbyggelige ved Sokrates er, at han genintegrerer det kvindelige. I Sokrates fuldendes det, der tog sin begyndelse med Odysseus.«

Pias pattegrise
– Ikke desto mindre var det netop ham, der var gift med Xantippe, hvis navn er gået over i historien som betegnelse for den værste rappenskralde?
»Xantippe er det første eksempel på en moderne, dybt frustreret kvinde. Hun har en mand, der aldrig er hjemme, der ikke tjener noget, og som har homoseksuelle forbindelser til drenge. Og så skal hun holde sin kæft inde i sit rum, og hun må ikke eje noget. Mændene er pædofile, de går på bordel eller boller med tjenerinderne. Logikken er nemlig her, at hvis man har mange kvinder, er Kvinden ikke farlig.«
– Så kan man vel også mene, at Sokrates, tværtimod at genintegrere det kvindelige, var en led undertrykker?
»Nej, han mener faktisk, at kvinder kan blive herskere lige så vel som mænd.«
– Men I praksis gør han noget ganske andet?
»Han har vel delt samtidens opfattelse af kvinders plads, og vi ved ikke, om han elskede Xantippe. Men der er et sted, hvor han eksempelvis siger til deres fælles søn, at han skal behandle sin mor ordentligt. Sokrates har være ude i et højere ærinde, nemlig at være sin samtids bevidsthed. Athen befandt sig i opløsning, også politikken og værdigrundlaget var blevet opløst af sofisterne, hvor det ikke gik ud på, hvad der var sandt, men på hvem der havde de mest overbevisende argumenter.«
– Ligesom for nutidens spindoktorer?
»Ja, det politiske argument tæller i stedet for sandheden. Sokrates dør på at tale sandt, som modsætning til denne praksis. Platon har en kendt historie, hvor nogle sofister netop forklarer Sokrates, at han ikke kan klare sig ud af anklagerne, hvis han taler sandt. Men han insisterer. Deri ligner han Jesus.«
»Men tager man beskrivelsen af sofisterne og magten som et mål i sig selv, så har man en politisk virkelighed, der kan analogiseres til dagens politiske situation.«
»Ligesom man også kan finde en nutidig analogi til fortrængningen af det kvindelige, urmoderlige: Det, der er blevet ubevidst, vender tilbage i en Pia Kjærsgaard! Det er en vild undervurdering af hendes skjulte tegnværdi at kalde hende hjemmehjælper. Hun er en ’urmoder’, der giver alle de forskrækkede omsorg, og som har sine ’kastrater’ vimsende omkring sig i grisestalden i skikkelse af Thuesen-Dahl og Peter Skaarup. De er hendes pattegrise,« siger Keld Zeruneith.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu