Læsetid: 3 min.

Det uforudsete

I haven ved man aldrig helt, hvad man foretager sig, før man ser resultatet
25. maj 2002

Haven i maj
Her er, hvad maj måned handler om:

Men når den gule løvetand
ved Sjællands grøfter gror,
og fra det lave grønne land
man hører frøens kor;
når pinseløvet bryder frem,
de svale danske træer,
og alle fugle vender hjem –
du er mig atter nær!

Det er sidste vers af Johannes V. Jensens »En sømand har sin enegang«, der ellers synger om balsamisk vejr, hvad der jo ikke har været for meget af, og paradis med palmer på.
Men bedre end nogen anden sang om maj, udtrykker den, hvad det hele drejer sig om: Mælkebøtter, haletudser, svaler og nyudsprungne træer i lysegønt og gyldengrønt og rødt. Man går og nynner, mens man, noget sent, lægger kartofler. Det er kun salat, spinat, rødbeder, løg og gulerødder, der er nået i jorden, resten, såsom porrer og pastinak, rød,- hvid- spids- og grønkål, står endnu i mistbænk og forspirer. Foråret er ligesom kommet snigende, fordi det har været så koldt. Små ryk, der tilsyneladende gik i sig selv igen, men så alligevel dukkede op lidt senere og var længere fremme. Nu går det pludselig for hurtigt. Den gule løvetand er allerede forbi, forvandlet til marker af silkehvide el-pærer i modlyset. Det er den vilde kørvel, der svævende fylder Sjællands grøfter nu.

Alle fugle
Men alle fugle er vendt hjem, og det er på tide at stå tidligt op. I det mindste hvis man vil have ouverturen med. Den begynder nemlig allerede lidt over fem med lærken, der hæver sig over det hele og slår relæet til. Så slukker den ikke før solnedgang. Dernæst daler sangen ned til solsorten, der har orkesterplads på toppen af staldens gavl, og ved halvsekstiden kaster sig ud i et mylder af satser. Ind imellem citerer den bogfinken, der ganske rigtigt har haft en usædvanlig klangfuld røst hele foråret. Jeg er enig med solsorten.
Og mens solen stiger, starter svalerne deres helt egen matiné i portrummet. Det hedder sig, at svalerne kvidrer, men de to lavtgående jetjagere i portrummet kan også både jodle og knebre og hvine »vækvæk«, hvis de under indflyvningen antræffer én derude. Så bremser de, forsøger igen, bremser og forsøger, indtil man forføjer sig med følelsen af at være til besvær.
Endelig lander forestillingen i jordhøjde hos vipstjerter, tornirisker og skovspurve, der er i gang med morgenmaden på gårdspladsen.
Jeg har prøvet at stille et hjemmegjort fuglebad op i det lille løgbed i midten. En stor, flad stentøjsskål, anbragt ovenpå en af de store urtepotter fra terrassen illuderer i mine øjne glimrende, men indtil videre uden at fuglene har indset det. Noget er galt, men hvad? Hvem ved, hvad fuglene tænker?

Familieliv
. Men man skal værdsætte det uforudsete. Vi vidste for eksempel ikke, at den flis, vi lagde bag staudebedet, ville være en himmelsk seng for fasanerne. Nu har vi fasaner boende.
Først fandt man bare nogle fordybninger i flis-dækket om morgenen. Dernæst opdagede jeg en tilsvarende fordybning i et højbed, og kort efter greb jeg en høne på fersk gerning midt et afvekslende måltid på mine otte slags nyspiret salat. Næste gang lå hun i fordybningen og spillede død, men hun kunne ikke lade være med at blinke. Jeg jog hende væk.
Forleden aften stod så en trippende fasankok på græsplænen og opførte sig meget mærkeligt. En enkelt gang hakkede den ud over noget, der stak op af græsset og mindede stærkt om en højst usandsynlig slange, men ellers var den på en art hoppende, sidelæns flugt med benene som en holbergsk Jeronimus på maskeraden.
Kikkerten afslørede at ’noget’ var en kylling, der uforfærdet fulgte efter sin bestyrtede far. Men netop som man havde fået indstillet en close up, brusede mor ind i billedet og overtog styringen. Hvorefter mor og barn forsvandt ind i akelejerne. Far søgte lettet ly under pæonerne.
Således fik vi et uventet indblik i fasanernes familieliv.

Man glemmer
Maj er overraskelsernes tid. Hvert år bliver man mindet om, hvor meget, man glemmer. At pærerne blomstrer før æblerne. At valnøddetræet springer sent ud og derfor danner sølvlysende, skyggemønstret forgrund for det gamle Grev Moltke-træ, der til gengæld udsender puf på puf af blomsterskyer fra toppen.
Denne pinse har vi boet her i syv år. »Sidste år troede jeg, at staude var navnet på en bestemt blomst,« konstaterede min veninde forbløffet, efter at hun havde haft kolonihave i et års tid. For syv år siden vidste jeg godt, hvad en staude var. Men jeg genkender fornemmelsen, for man bliver hele tiden overrasket.
Jeg troede for eksempel, at jeg vidste, hvad en have var.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu