De kender ikke til tvang, og tvangsægteskab lyder som et fremmedord i deres ellers udmærkede danske ordforråd.
»Det der med at presse sin datter til at blive gift med en, hun ikke vil giftes med, det findes ikke mere.«
»Måske er der nogen piger, der bliver gift imod deres vilje, men så er det, fordi de ikke har taget sig sammen til at sige fra.«
»Ifølge islam må man slet ikke tvinge nogen til at gifte sig. Men nogle forældre misbruger islam.«
De seks arabiske piger taler i munden på hinanden på vej ud fra teatersalen på Gellerupscenen i Århus. Forestillingen In shá-Allah! (om Gud vil, red.), der blev opført af den multikulturelle teatertrup Kulturnomaderne, er slut.
Stykket blev sat op netop her, fordi det handler om den virkelighed, der ligger lige uden for teaterbygningens mure. Det handler om tvangsægteskaber og om at balancere mellem to kulturer.
Kender ikke fænomenet
Vigtige og vedkommende emner, synes de seks piger. Men handlingen var lige lovlig voldsom. Simpelthen for overdrevet. Sådan noget sker ikke uden for scenens skrå brædder, siger de. Altså, det kan selvfølgelig ikke udelukkes, at det foregår. Men de kender ikke til fænomenet fra deres eget liv og deres egen omgangskreds, forsikrer de.
Tværtimod. Aysha på 21 år plirrer påtaget genert med øjnene bag de smalle briller og koketterer med, at hun snart skal giftes. Med sin fætter, som hun blev forelsket i under et flere måneder langt ophold hos slægtninge i Syrien.
»Jeg vil ikke have andre end ham. Jeg valgte ham selv, og han valgte mig. Så spurgte han min far om lov til at gifte sig med mig, og min far sagde ja. Så blev vi forlovet. Det er seks måneder siden nu, og vi skal giftes til december.«
»Er det ikke for sent? Der er jo kommet den der lov med, at man skal være 25 år,« indvender en af de andre piger fra Pigeklubben i Gellerup en klub for etniske minoritetspiger i teenagealderen.
Irriterende lov
Der glider en trækning over Ayshas ansigt, og et par arabiske gloser hvisler ud mellem tænderne.
»Jeg har fået papirerne i dag. Vi kan søge nu. Jeg mangler bare en bolig, der er stor nok. Men alle de studerende kommer jo foran i køen. Jeg har da mere brug for en bolig end dem,« siger hun irriteret og råber efter pigeklubbens leder Anita Bergmann. Hun må vide, om loven rammer Aysha.
Men Anita Bergmann må meddele, at hun ikke aner, om den rammer dem, der har søgt inden den 1. juli, hvis deres sager først bliver behandlet flere måneder senere.
»De ved det vist ikke engang selv i Udlændingestyrelsen,« siger hun.
Aysha ser tænksom ud.
»Loven er virkelig irriterende. Men jeg ved godt, at den er lavet for at hjælpe dem, der bliver presset af deres forældre.«
»Dem, der ikke har lært at sige fra,« supplerer Meryem hvis enorme brune øjne er indrammet af tyk sort sminke.
De andre nikker. Det handler om at lære at sige fra.
De taler sagtere nu og smiler ikke så meget. De glemmer at spise af deres Big Mac-menu og kigger ofte ned i bordet, mens de suger af colaen. Mellem slurkene kommer historierne.
Om dengang for et års tid siden, da Nadia var på besøg hos familien i Libanon og hendes mor havde udset sig en mand til hende. Selv om hun sagde nej, blev de forlovet. Med stor fest og det hele.
Først da de kom hjem til Danmark, og Nadia var løbet hjemmefra og havde kæmpet sig igennem voldsomme skænderier med familien, fik hun lov at hæve forlovelsen.
Om hendes storesøster, der nær var stukket af med sin kurdiske kæreste, fordi forældrene ikke ville acceptere ham. Han var jo hverken araber eller sunni-muslim, og desuden har kurderne tradition for, at pigens forældre betaler forlovelsesfesten, mens palæstinensiske mænd betaler både forlovelse, bryllup og en stor brudesum.
Om Hiba, der har været i Libanon adskillige gange, hvor hun er blevet bestormet af friere med deres familier, men ikke vil have nogen af dem, for »de er ikke forelsket i mig, men i det land, jeg bor i.«
Ingen fortrydelsesret
Desuden skal man kende hinanden ordentligt inden forlovelsen, fastslår hun og afviser sin farmors snak om, at kærligheden kommer med ægteskabet.
»Hvad nu, hvis man bare aldrig bliver forelsket i ham. Så kan man ikke vælge om, vel?«
Nej, man skal vide, hvad man går ind til, er de enige om. Man skal sikre sig, at han er stærk og ikke ligger under for sin mor.
»For så kan han jo lige så godt gifte sig med hende,« udbryder Hiba nærmest vredt.
Han skal være muslim og helst araber, forklarer de og griner ved tanken om, at teaterstykket sluttede med en forlovelse mellem en tyrker og en iraner.
»Den slags sker altså ikke i virkeligheden. Det gør det bare ikke.«
At den iranske fyr i stykket havde lavet et par indbrud og biltyverier er mindre væsentligt.
»Jeg vil hellere have en, der har prøvet alt det, han har lyst til. Så er han parat til at tage sig af sin familie, og han ved, at han ikke kan passe på familien, hvis han sidder i fængsel hele tiden. Dem, der har gjort alt, hvad mor har sagt, vil pludselig prøve alting, når de slipper væk hjemmefra. Sådan en mand vil jeg ikke have,« udbryder Nadia.
Snakken er igen blevet højlydt. Smilene breder sig, og selv en stramning i udlændingeloven kan ikke stoppe drømmene. Det skal nok gå altsammen. In shá-Allah!
*Pigernes navne er opdigtede, da de ikke ønsker at blive genkendt. Deres rigtige navne er redaktionen bekendt.
In shá-Allah! Ung mellem to kulturer er en dramatisk komedie om bl.a. tvangsægteskaber. Det opføres af den multikulturelle teatertrup KulturNomaderne, der består af studerende på Jydsk Pædagog-Seminarium i Århus
