Læsetid: 5 min.

Til valg med døden i sjælen

Medierne opfordrede de franske vælgere til at gå til afstemning uden handsker og uden klemme på næsen
6. maj 2002

PARIS – For de franskmænd, der i går på valgdagen rutinemæssigt startede dagen med at tænde for radioen, var der en løjerlig blanding af råd at hente. Haveejerne blev rådet til ikke at plante tomatplanter ud før om en uges tid, når forårets kuldedage er overstået. Og som vælger blev man rådet til ikke at gå til stemmeurnerne med tøjklemme på næsen eller handsker på.
Det må siges at være første gang, man nogensinde har hørt den slags råd til vælgerne ved et præsidentvalg i Frankrig. Mange af de socialister og venstreorienterede, der så sig nødsaget til at vælge mellem den siddende højrepræsident Jacques Chirac og den højreekstremistiske Front Nationalleder Le Pen, havde pønset på at demonstrere deres afsky ved ikke at få snavs på fingrene – derfor handskerne – og alligevel trods alt stemme på den mindst stinkende kandidat – derfor næseklemmen.
For medierne, der i de sidste 14 dage har fået sin del af skylden for første omgangs skamfulde valgresultat, var det om at gøre, ikke at være skyld i en eneste tabt stemme. Så det mærkværdige råd lød dagen igennem på samtlige radio- og tv-stationer, ligesom det lørdag havde været at læse i alle landets aviser.

Intet valg
Uden for et af valgstederne, en skole i rue Bossuet i Paris, møder jeg ikke desto mindre en sart tomatplante med handsker på.
»Ja, det er ikke for at demonstrere,« forklarer han, »men det her kolde vejr, det passer udmærket til, hvordan jeg har det indeni. Det er med ’døden i sjælen’, at jeg har stemt på ham dér,« forklarer han, og peger over skulderen på en valgplakat med Chiracs smilende åsyn.
Heller ikke Le Pens navn kan han få over sine læber:
»Ham den anden må vi simpelthen dæmme op for,« siger han og nikker hen mod den plakat, hvor Le Pen med en reklamemands hjælp tager sig ud som en yngre Paul Newman.
Skolen i rue Bossuet er delt op i to, i den ene del stemmer vælgerne med efternavne fra A til J, mens vælgerne fra K til Z stemmer henne om hjørnet. Det giver anledning til en lille ballet af folk, der går forkert og altså afslører, at de ikke har været der i første omgang.
»Ja, det er simpelthen første gang i livet, jeg overhovedet stemmer,« forklarer den 38-årige Violette, der har en lille blomsterbutik længere henne af gaden.
Jeg følger hende ind i valglokalet, hvor hun spørger de vagthavende, hvordan man overhovedet bærer sig ad. Med to hvide sedler med navnene på de to kandidater forsvinder hun ind bag det ene af de fire sorte forhæng. Efter højtideligt at have ladet den blå konvolut glide ned i den gennemsigtige urne, hvis vagt lige så højtideligt erklærer: »Har stemt,« smider hun den anden seddel, som jeg lige når at se, at der står Le Pen på, i skraldespanden: »I første omgang havde jeg ingen idé om, hvem jeg ville stemme på, men det her valg, det er jo slet ikke et valg.«

Tilfreds borgmester
I formiddagskulden er det hovedsageligt pensionister og børnefamilier, der stemmer i spredt fægtning, men ved middagstid begynder, der at være kø.
Arrondissementets højreborgmester kommer spankulerende ud i sit stiveste puds, fulgt af to andre velklædte herrer. Ved synet af den enlige mikrofon, henvender han sig rutineret til pressen og deklamerer: »Jeg er meget tilfreds, alt går stille og roligt og der er mange, der stemmer,« så iler han afsted mod næste skole.
»Jeg er virkelig trist over at have stemt Chirac, jeg stoler ikke på nogen måde på ham,« fortæller Vincent Michaud, der er it-underviser i en amerikansk virksomhed i Paris.
»Det er jo frygteligt, for der er kun en nuanceforskel på Le Pen og Chirac. Chirac har jo mens han har været ved magten vist, at han var rede til at sende afrikanere tilbage til Afrika med charterfly.«
Det er et gennemgående tema hos de folk, der udtaler sig, at politikerne simpelthen er for langt fra folket. De venstrefløjspolitikere, der i de sidste 14 dage gentagne gange har opfordret til at stemme på Chirac, har alle udtalt, at man skal gøre det uden den mindste tvivl i sindet. Men udtrykket »med døden i sjælen« går igen på manges læber, som om vælgerne lige til det sidste i dette paradoksale valg markerer deres uenighed med politikerne.
»Har de stemt i første runde,« spørger jeg en midaldrende mand på rulleskøjter med handsker på, som svarer »ja«.
– Hvad stemte De?
»Jeg stemte blankt. Jeg synes, at man totalt ignorerer den måde at protestere på. Man skulle tælle det med, så man kunne se, at folk er trætte af politikere, der kun taler om noget, der ikke intereserer dem.«
– Hvad har De så stemt denne gang?
»Jeg har stemt for demokratiet,« sukker han opgivende, og så kommer den igen: »med døden i sjælen.«
»Ja, jeg har gjort præcis det samme,« forklarer den 52-årige Claire Ardigilbert, der er forsker med speciale i de arabiske lande.
»Man er tvunget til at stemme i denne omgang, men det er aldeles ikke med ro i sjælen. Og der var ingen at stemme på i første omgang. Se bare Lionel Jospin, der udtalte, at det ikke var en god idé, at de unge demonstrerede mod resultatet af første runde. Som om det kun var de unge. Der var folk af alle aldre på gaden den 1. maj. Og endnu engang er det at spille Le Pens spil. Men Jospin hører vi da ikke mere til nu. Han skulle have kæmpet før første runde, og det eneste han kunne finde ud af at gøre, var at køre med på de andres snak om utryghed og mere politi,« siger Claire Ardigilbert.
Ud på eftermiddagen er de unge kommet ud af fjerene og venter tålmodigt i de efterhånden pænt lange køer. Et forelsket par klamrer sig til paraplyen, da en isnende byge skyller ned over vælgerne på den lille plads midt i Paris.
De har vanter på. Men lige inden de træder ind i valglokalet tager de dem af og stikker dem i lommerne.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her