Læsetid: 1 min.

Veldrejet protest

Souad Massi: Raoui (Island Records/Universal). www.souadmassi.com.fr
3. maj 2002

(2. sektion)

Verdensmusik
*Frihedstrangen synes at være drivkraften for Souad Massi: den unge algeriske komet, der trak tæppet væk under den samlede verdensmusikpresse, da hun optrådte ved verdensmusikfestivalen Womex i Rotterdam i efteråret. Massis klare, insisterende stemme og enkle akkompagnement kan nu høres på debutpladen Raoui, der vipper behændigt mellem klassisk (vestlig) folk rock sunget på arabisk og fransk og det ultimativt arabiske klangunivers. Souad Massi slipper ganske godt fra sammensmeltningen af de to musikalske verdener med kompositioner, der bygger på en dyb indsigt i klassisk arabisk-andalusik musik og inspirationen fra vores del af verden: Selv om arven fra en lang række amerikanske (protest)sangerinder høres lidt vel tydligt på den del af materialet, hvor Massi udstyret med akustisk guitar og en stemme som et nypudset vindue kalder på retfærdighed, fred og frihed i verden. Raoui rummer på sin egen måde det bedste fra begge verdener. Men den største originalitet udfolder sig i de arabiske numre, hvor Souad Massi trækker på sin kulturs folkemusiktradition – ikke mindst den arabiske populærmusik châbis mange kringelkroge og festlige lag – i selskab med oud, ørkenbassen gimbri og klaprende metalkastagnetter. Massi valgte i 1999 at forlade Algeriet (og de islamister, der til tider åndede hende lidt vel kraftigt i nakken) for at slå sig ned i Paris. Og den parisiske inspiration skinner bestemt igennem på Raoui, der sine steder lyder som veldrejet fransk pop. Raoui rummer blandt andet en vibrerende nyfortolkning af Bernard Lavilliers klassiker Noir et Blanc, der nu 20 år senere stadigt er lige aktuel. Desværre.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her